Bog

Valeyri-valsen

Af (
2014
)

Anmeldelse

Valeyri-valsen af Gudmundur Andri Thorsson

19 aug.14

Stemningsfulde skæbnefortællinger fra lille islandsk by skildret både poetisk og som realistisk hverdag. Anbefales.

Valeyri-valsen  er en fortællekreds om indbyggerne i den islandske fiskerby Valeyri. Sammen med fortælleren kikker læseren ind i huse og haver et par eftermiddagstimer ved Sankt Hans i et smukt sommervejr, hvor indbyggerne ser frem til enten at synge i byens kor eller overvære koncerten i forsamlingshuset om aftenen.

Kata er den gennemgående person, som hun cykler gennem byen i sin fine hvide kjole med blå prikker. Hun er en af de få udefrakommende, en tjekkisk klarinettist, der nu er korleder. Hvorfor hun er havnet i Valeyri fortælles sidst i bogen, men hele tiden fornemmes det, hvordan byen og dens indbyggere med et vink eller hilsen giver hende livskraft og glæde. De personer, som Kata cykler forbi, har meget forskellige skæbner. Der er Svenne, der ”lærte altid at være bange, men leve med frygten”, da han som barn bliver sendt på landet, hvor han blev misbrugt seksuelt, der er præsten, som er ludoman og Gunnar, der får besøg af ungdomskæresten, som er kommet til byen for at begrave sin mor, og som han ikke har set, ”siden hun rejste til udlandet og efterlod ham med fraværet i favnen”.

Det er svært at vælge, hvilke personer der skal nævnes her, for de gør alle et stærkt indtryk, men fortællingen om byens ”solskinsbørn”, to vennepar bestående af den lokale bankdirektør, borgmesteren, en skolelærer og den store virksomhedsejer, er vigtig, fordi den giver et billede af fiskeindustrien under finansboblen og samfundet efter dens kollaps, samtidig med den giver et indblik i deres parforhold og venskab. Det skal også med, at fortællingerne rummer nogle smukke kærlighedshistorier, en kærlighed, der ikke altid holder for begge parter, men som kan være et fint om end også smertefuldt minde.

Det lykkes med få ord at lave nuancerede personportrætter, der er stemningsfulde og gribende. De forskellige tilværelser skildres både poetisk og som realistisk hverdag, mens naturen og musikken bruges til at fremhæve stemninger. Der er store følelser på spil, men den komprimerede fortællestil med en melankolsk og lun ironisk tone får det hele til at balancere på smukkeste vis.

Det er den første bog af Gudmundur Andri Thorsson på dansk, og den var nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2013. Bogen minder i sin opbygning om Sommerlys og så kommer natten af Jón Kalman Stefánsson, der også er skæbnefortællinger fra en mindre by i Island. Jeg kan kun anbefale dem begge.

Originally published by Birgit Sloth, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Batzer & Co
Oversætter
Erik Skyum-Nielsen
Faustnummer
51107152
ISBN
9788792439727
Antal sider
205

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer