Bog

Is

Af (
2013
)

Anmeldelse

Is af Ulla-Lena Lundberg

Et præstekald fører et ungt ægtepar til de ålandske øer, der om vinteren forbindes af isen. Smuk, tragisk og meget nordisk roman om kirke, knofedt og kærlighed.

Min læsning af den til Nordisk Råds Litteraturpris indstillede roman ’Is’ af den finlandssvenske forfatter Ulla-Lena Lundberg blev en usædvanlig dramatisk og nervepirrende oplevelse. Sagen var som følger: Inden jeg nåede at komme i gang med at læse bogen, hørte jeg en anden anmelder omtale den – så vidt, så godt. Men denne anden anmelder lovede, at omtrent midtvejs ville en tragedie af format indtræffe, hvorefter man måtte være forberedt på et vist forbrug af Kleenex, og det var så her, mit mareridt (bogstaveligt talt) tog sin begyndelse. For det lader til, at jeg simpelthen ikke kan administrere en sådan oplysning uden at blive hjemsøgt i både vågen og sovende tilstand.

Det begyndte så godt – både for mig og for det unge præstepar, som spiller hovedrollen i ’Is’. Petter Kummel, hans kone Mona og deres lille datter Sanna ankommer til det ålandske skærgårdsmiljø Örarna i tiden umiddelbart efter 2. Verdenskrig. Her skal Petter fungere som præst, mens Mona brænder efter at dyrke deres have og passe de køer, som er fulgt med kaldet og præstegården. Begge er de drevet af en enorm virkelyst, og de er næppe steget i land på øen, hvor kirken ligger, før de føler sig fuldkommen hjemme. Örarnas øvrige indvånere tager hjerteligt imod den lille familie, og præsten knytter hurtigt venskaber. Lyder det idyllisk? Det er det også – hvis altså ikke lige det var fordi, jeg ustandselig havde in mente, at en ulykke ville indtræffe. Og uanset hvor meget, jeg forsøgte at abstrahere fra min viden, kunne jeg ikke kontrollere min fantasi, som arbejdede på højtryk og fremmanede det ene mere bestialske set up efter det andet. Jeg drømte sågar om det om natten.

Hvor galt går det så? Ja, som både jeg og nu også De er klar over, måtte noget skæbnesvangert indtræffe, og det skete da også. Det skal ikke afsløres her, hvori tragedien består, men som det ikke sjældent sker, når der er tale om romaner af en vis litterær kaliber, kaster det ulykkelige en sær glans af skønhed over både det foregående og det efterfølgende. Der er noget indbygget, men ikke nærmere definerbart, smukt og højstemt ved tragedier – i hvert fald når man møder dem i kunsten. Og her er ’Is’ ingen undtagelse: Romanen er en smuk, smuk oplevelse på den unikke nordiske facon, hvor vejret sætter stemningen, og hvor menneskene er vokset så meget sammen med deres miljø, at landskaberne nærmest bliver en forlængelse af deres kroppe.

Så på trods af det opslidende ved at vente på en uundgåelig ulykke, kan jeg alligevel kun give bogen min allervarmeste anbefaling. Men ikke så varm, at isen risikerer at tø, for uden is, ingen roman – så har jeg vist ikke sagt for meget.

Analyse

Lundberg, Ulla-Lena - Is

23 jan.15

Is er hårdere end cement, men samtidig sært skrøbeligt. Det kan skabe sammenhold eller tragedie – og det kan bære en hel bog. Det gør det i hvert tilfælde i Ulla-Lena Lundbergs roman,Is.  

Skrevet af cand. mag. Sidsel Sander Mittet, februar 2015
 

På bagsiden af Is (2012) fortælles der om en ung præst, Petter Kummel, der sammen med sin kone og datter ankommer til det lille ålandske skærgårdsmiljø Örarna. Det er derfor nærliggende at tro, at romanen handler om netop præsten og hans familie, men det ville være en forenkling, der ikke ydede bogen retfærdighed. Selvom Kummel og hans kone hører til blandt værkets vigtigste personer, er ingen af dem hovedpersonen, det er Örarna nemlig selv.

Den døende verden
Lundberg har et indgående kendskab til skærgårdsmiljøet mellem Finland og Åland. Hun er født på Kökar i 1947, og selvom hun gennem sit liv både har boet i og skrevet om bl.a. Afrika, er netop skærgårdsøerne dét, hun altid vender tilbage til – både i reportagebøger som Kökar fra 1976, i store historiske romaner som sejlertrilogien begyndende med Leo (1989) og senest i Is, hvor netop Körka danner forlæg for romanens Örarna. At Lundberg kender øerne, deres natur, og menneskene der bebor dem, er tydeligt i Is – og at hun endvidere er uddannet etnolog betyder, at hun kan give læseren et unikt indblik i et lilleputsamfund, der er ved at forsvinde.

Den verden, der beskrives i Is, er særegen. Det er en uddøende verden, hvor moderniteten har holdt sit indtog og  ligeså stille er ved at udrydde skærgårdens traditionelle fiske- og handelsfællesskaber, men det er også en verden der, netop fordi den befinder sig på randen af civilisationen, stadig giver plads til et liv i pagt med naturen, isen og troen. Det er et samfund, et landskab og en levemåde, der beskrives - både gennem et væld af fintfølende naturbeskrivelser, gennemførte bipersoner, men ikke mindst gennem en fuldtonet skildring af et ægteskab, der bliver den prisme, hvorigennem øsamfundet ses.

Tragedien
”Tragedien er Menneskets Privilegium, det højeste Priviligium,” lader Karen Blixen en af sine personer udtale i ”Sorg-Agre” – og det er netop tragedien, der giver Lundbergs romans dens tyngde. Fortællingen begynder ellers yderst idyllisk med en smuk beskrivelse af, hvordan den flyvske, letbevægelige og enfoldige Petter vinder skærgårdsfolkene for sig samtidig med, at han lever i samhørighed med sin modsætning, den hårdarbejdende og håndfaste Mona. Idyllen får dog ikke lov at stå og lyse alene. Gennem bogens bagsidetekst er læseren blevet informeret om, at en tragedie vil indtræffe. Denne viden er med til at potensere idyllen - gøre den smukkere og mere højstemt. Uden ulykke har lykken ingen kraft, og den omkringliggende idyl giver tragedien et skær af skønhed - både på grund af Lundbergs imponerende evner som skribent, men også fordi den netop giver resten af værket mening. Endvidere giver læserens viden om en kommende tragedie også værket en vis afdæmpet suspense – man leder efter tragedien, venter på den og prøver at foregribe den - en tendens der blot forstærkes af, at der er optakt til flere tragedier undervejs.

Romanen giver således plads til både dagligdagens tristesse og den store, episke handling og minder dermed om andre store, skandinaviske værker af forfattere som Selma Lagerlöf, Johan Falkberget og Carsten Jensen.

Isen og troen
Værkets tragedie er ikke overraskende koblet til bogens ledemotiv, isen, og spiller intimt sammen med værkets fokus på forholdet mellem tro og overtro.

Den synske bådsmand, Anton, der har fortællerstemmen i adskillige af værkets afsnit, repræsenterer ’overtroen’: ”Jeg vil ikke bestride, der findes englevagt,” betror Anton Petter. ”Men jeg kan sige dig, at herude råder magter, som var gamle, da Jesus var ung.” Kristendommen repræsenteres af Petter, der efter sin succesfulde ankomst næsten føler, han kan gå på vandet, eller i det mindste på isen – hvilket selvfølgelig ender tragisk. Anton har nemlig ret, Jesus er ikke til meget hjælp på den tynde is.

I en af bogens smukkeste scener beskrives det, hvordan Petter ryger gennem isen ude i sejlrenden og må stå ansigt til ansigt med sin egen tro. I sin dødsstund føler Petter sig forladt af Gud. Troen kommer til kort, men netop derigennem bliver Petter også på paradoksal vis ét med Jesus:

"Det himmelske lys, som han i sin dødsstund ikke ser et glimt. Lutter fraser. Jesu hjerte er intet imod Monas, faderfavnen koldt afvisende. Hans egen faderfavn, som ikke burde lukkes for Sanna og Lillus og de andre børn, de havde tænkt sig senere at skulle få (…) Skænk os din nåde. Ved sin egen død oplevede også Jesus, at han var fuldstændig forladt. Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Overgivet mig på korset, i en våge, og tvunget mig til at bevidne min egen død i fuldstændig mørke, en tilintetgørende kulde."

Tragedien berører ikke kun præstefamilien, men hele øen. Selvom øsamfundets nedbrydelse indirekte har været til stede gennem hele romanen i form af sekulariseringen og nedbrydelsen af de gamle fællesskaber, konkretiseres og forstærkes den med Petters ulykke. Ligesom troen dør for Petter, dør den nemlig også på øen, hvilket fint symboliseres gennem det nye, modvillige præstepars ankomst i slutningen af romanen.

Den enkeltes skæbne væves i Is på elegant vis sammen med kollektivets skæbne, og viser netop at intet menneske er en ø, men at en ø godt kan være afhængig af ét enkelt menneske. 

BIBLIOGRAFI

Henvisninger til materialer om bogen og forfatterskabet er udarbejdet af 
Bibliotekar Mette Francke, Vejle Bibliotekerne.

LITTERATUR OM BOGEN

Anmeldelser i tidsskrifter

81.17
Standart: anmeldelser af ny litteratur
(heri 2014, nr. 1, s. 10-11: Jeppe Naur Jensen: Til døden os skiller).

Anmeldelser i aviser 

20/12 2013 Torben Brostrøm i Information
3/12 2013 Johs. H. Christensen i Jyllands-Posten
28/12 2013 Henrik Wivel i Kristeligt Dagblad
3/3 2013: May Schack i Politiken
5/7 2013 Birte Weiss i Weekendavisen
14/2 2014 Merete Brix i Weekendavisen 


GENERELT OM FORFATTEREN

Bøger

99.4 Lundberg, Ulla-Lena
Gustafsson, Ulrika:
Världsbild under sammenställning: individ, ensamhet och gemenskap i Ulla-Lena Lundbergs författerskap. - Akademis förlag, 2007. 

Artikler i tidsskrifter

02
Bogens verden: tidsskrift for kultur og litteratur.
(heri 1996, nr. 3, s. 210-216: Kristian Tybjerg: Min ålandske klangbund).
Interview.

Links

Den store danske - Gyldendals åbne encyklopædi
Artikel om forfatteren 

Nordisk Råds Litteraturpris
Gustaf Widén: Ulla-Lena Lundberg (nominerad av Åland).
Artikel på svensk om Ulla-Lena Lundberg i anledning af nomineringen til Nordisk Råds Litteraturpris, 2013). 

Wikipedia: den frie encyclopædi
Artikel om forfatteren 

Yle: Inrikes-, utrikes- och sportnyheter, samt regionala nyheter för Åboland
Interview med Ulla-Lena Lundberg i Boktid, d. 16/11-2012.  
Boken går på egna vägar, 21.01.2014
Anmeldelse af Is i Kultur och nöje 

Youtube
Ulla-Lena Lundberg i samtale med Bengt Packalén om Is  på Finlandsinstituttet.

Youtube
Interview med forfatteren i programmet Euromaxx. 

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Agnete Dorph Stjernfelt
Faustnummer
50776204
ISBN
9788702151961
Antal sider
371

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer