Bog

I stålstormen

Af (
2012
)

Anmeldelse

I stålstormen af Ernst Jünger

Dagbog og krigsoptegnelser fra 1920 om helvedet ved Vestfronten.  Vedkommende, følsom og hensynsløs, foruroligende - den rummer det hele.

Ernst Jünger debuterede i 1920 med ’I stålstormen’ – 25 år gammel, ung af år, men en olding i med hensyn til krigserfaring. Romanen bestod af hans redigerede dagbogsoptegnelser som tysk soldat ved Vestfronten under 1. verdenskrig.

Oversættelsen af ’I stålstormen’ kommer først til Danmark her i 2012 med lidt over 90 års forsinkelse, men selvom det er voldsom lang tid, har den været værd at vente på.

Bogen vandt stor international beundring og berømmelse, da den udkom. Romanen blev/bliver regnet for en af de suverænt fornemmeste skildringer af skyttegravskrig og refleksioner over krigens væsen.

Jünger er sammenlignet med Remarques – ’Intet nyt fra Vestfronten’, nøgtern, observerende og forfalder aldrig til sentimentalitet. Det på trods af at soldaterne konstant befinder sig i dødens skygge og falder som fluer. De lever et muldvarpeliv, hvor de maver sig rundt i ingenmandsland, overlever eller dør under gasangreb, svære lemlæstelser, amputationer, udholder gennemtrængende liglugt, rædselsvækkende kraterlandskaber, der er pløjet op af granater propfyldt med døde. Og alligevel er det kedsomheden i mudder til lårene, der overvinder dødens nærhed.

Sproget er refererende, men også malende og følelsesfremkaldende suverænt. Jeg havde ofte associationer til ekspressionistiske digte. Jünger fortæller bl.a. at blandingen af liglugt og sprængstof fremkalder nærmest synske tilstande af ophidselse, som han siger kun kan frembringes i dødens umiddelbare nærhed.

Samtidig skriver han, at han altid bestræber sig på at betragte fjenden uden had og værdsætte manden for hans mod og samtidig opsøge ham i kampen for at slå ham ihjel og forventer heller ikke andet af ham.

Dette er en absolut klassiker inden for krigslitteratur. Bogen rummer fantastiske fortælling om krigen og dens rædsler, samtidig med at den skildrer krig som kunst, vildskab og æstetik - der går langt ud over Gud, Kejser og Fædreland.

’I stålstormen’ er rystende læsning, men også læsning man bliver klogere af.

Analyse

Jünger, Ernst - I stålstormen

07.aug.14

Ernst Jüngers I stålstormen er en skildring af Jüngers oplevelser som soldat i Første verdenskrig. Her beskriver han de endeløse bombardementer, de enorme materialeslag og den evigt tilstedeværende død nøgternt og præcist – og uden at der lægges afstand til krigshelvedet!

Skrevet af cand. mag., adjunkt Rune  Søndergaard, august 2014


 I 1920 udkom den første udgave af Ernst Jüngers I stålstormen. I bogen skildrer den unge Jünger sine oplevelser som frontsoldat i Første verdenskrig. Fokus er lagt på den opslidende hverdag under de utallige bombardementer og de mareridtsagtige slag i skyttegravskrigen på Vestfronten. Bogen bygger på Jüngers dagbøger fra perioden, og begivenhederne skildres med stor autenticitet og detaljerigdom.

Det er imidlertid ikke en direkte gengivelse af dagbøgerne. Det er en mere litterær konstruktion, der godt nok indeholder passager af dagbogslignende referat med præcis datogengivelse, men som også i høj grad indeholder refleksioner og stiliserede beskrivelser, der kun er mulige på grund af det fortællermæssige bagudsyn. Tilsvarende gør Jünger enkelte steder brug af skift i synsvinklen og videreformidler andres beretninger om væsentlige hændelser, som han ikke selv har kunnet overvære, bl.a. ses en scene fra broderens synsvinkel, ligesom hans delings videre skæbne i et slag følges, efter at Jünger selv er blevet såret og båret bort til et nærliggende felthospital.

Jünger fortsatte arbejdet med bogen hele sit liv; det resulterede i en række versioner af debutværket. Adam Paulsen beskriver bogens udviklingshistorie i sit efterskrift, trykt bagerst i Gyldendals 2. udgave af I stålstormen fra 2014. Paulsen konkluderer, at de senere udgaver mere og mere afviger fra førsteudgavens dokumentarisme; bogen undergår en forvandling mod det mere æstetisk tilfredsstillende – uden dog af den grund at miste sin forankring i virkeligheden og blive fiktion. Det er den seneste version med dens lag af refleksion og tilføjelser, som ligger til grund for denne analyse.


Den daglige død – livet i skyttegraven
Som nævnt fokuserer bogen på soldaternes oplevelser ved fronten; det er dét, Jünger ved noget om, og dette fokus ses også i bogens komposition, hvor selve krigshandlingerne udgør rammen:  Vi begynder in medias res med Jünger og hans soldaterkammeraters ankomst til Bazancourt i krigens begyndelse, og vi slutter på lazarettet i krigens slutning, hvor Jünger modtager den højeste krigsorden, Pour le mérite, for sin exceptionelle indsats, såret for fjortende gang (!). Bogen er kronologisk fremadskridende, skrevet i nutid – men med utallige eksempler på bagudsyn, som når Jünger igen og igen nævner tilfældige soldater ved navn og kort efter tilføjer, at de døde et par uger senere.

Vi hører intet om de forskellige årsager til Første verdenskrig, ligesom krigens overordnede gang og de strategiske overvejelser har mindre betydning end det næste granatnedslag og det næste togt over fjendens pigtråd. Døden er præsent overalt i bogen og indeholder utallige eksempler som dette: ”Landstormmand Diener trådte op på et fremspring i gravvæggen for at skovle jord op over dækningen. Næppe var han kommet op, før et skud affyret fra sappen gik gennem hovedet på ham og kastede ham død ned i bunden af graven. Han var gift og far til fire børn.”

Det massive antal af pludselige dødsfald hærder efterhånden læseren – og Jünger må man formode. Døden bliver en fast del af hverdagen. På samme måde fungerer bogen selv som et regulært tæppebombardement af granatnedslag; side op og side ned vælter forskellige former for granater ned over hovedpersonen, der graver sig længere og længere ned i skyttegraven for at finde dække. Disse krigsbeskrivelser giver et særegent indblik i skyttegravskrigens ufattelige væsen, skildret detaljeret og kunstnerisk kompetent.

Som kontrast til krigshandlingerne beskriver Jünger også de fredelige stunder i skyttegraven, de stille øjeblikke i venners selskab, det ufattelige sammenhold mellem soldaterkammeraterne, der opstår i tumulten; alt dette står så meget klarere på grund af den markante modsætning til de ødelagte omgivelser og den nærværende død.

Selvom I stålstormen er en personlig beretning, og Jüngers skæbne vitterligt ikke er almindelig, så er den imidlertid mere end dét; det er en gengivelse af en hel generations oplevelser i krigen. Vi ser det allerede i bogens første sætninger: ”Toget standsede i Bazancourt, en lille by i Champagne. Vi steg af.” Det første pronomen i teksten er således førstepersonsflertal, et vi, der henviser til hele gruppen af nyankomne soldater; det er så at sige deres liv og deres død, der berettes om. Bogen er således også dedikeret til de faldne i krigen. Jünger forfalder heller aldrig til at beskrive private forhold eller komme med irrelevante betragtninger; den slags er skåret bort, og vi står tilbage med en nøgtern, uhyre detaljeret beskrivelse af en ny form for krig, den mekaniske skyttegravskrig. Bogen viser uden filter, hvordan et nyt menneske smedes i artilleriildens arne: den jernhårde frontsoldat.


Den kultiverede frontsoldat
I stålstormen indeholder af gode grunde intet egentligt plot, intet meningsgivende narrativ. I stedet følger vi den unge Jüngers gradvise transformation fra at være uprøvet, krigsbegejstret soldat til at blive et eksempel på denne nye mennesketype: frontsoldaten, der er arret og hærdet i den nye tids krig. Om en af disse frontsoldater lyder det karakteristisk: ”Der var intet andet tilbage i denne stemme end en stor sindsro; ilden havde lutret den. Med sådanne mænd kan man kæmpe”.

Som soldat fremstilles Jünger som et ideal: barsk, beslutsom og drevet frem af et uforståeligt mod, forrest i kamp med hævet pistol. Sigende beskriver Jünger, hvordan han ofte kravler på farefulde missioner gennem ingenmandsland mod fjendens frontlinje for at slippe for kedsommelige vagter i skyttegraven: ”Disse korte strejftog, hvor man virkelig måtte skyde hjertet op i livet, var et godt middel til at hærde modet og afbryde ensformigheden ved livet i gravene. En soldat må frem for alt ikke kede sig.”

Jünger ser en ære i kampen, og som sådan synes hans forståelse af krigen at høre en anden, måske mere nobel tid til: ”I disse mænd virkede et element, der understregede krigens vildskab og dog hævede den til en højere åndskraft, den saglige glæde ved faren, den ridderlige higen efter at stå en kamp igennem. I løbet af fire år udsmeltede ilden en stadig renere, stadig dristigere krigerkaste”.

Netop det ridderlige ses også i Jüngers holdning til fjenden. Han synes ikke at hade fjenden; de er på sin vis duellanter, og han behandler de tilfangetagne briter og franskmænd med storsind. Det ærefulde ses også i den sårede Jüngers tungsind på lazarettet: ”Det gjorde mig særlig nedtrykt, at jeg ikke havde kunnet deltage i mit regiments angreb på Saint-Peirre-Vaast-skoven – en strålende krigsbedrift, som havde bragt os hundreder af fanger.”

Kampen gøres til et grundvilkår i tilværelsen; den bindes sammen med et urinstinkt i manden: ”To voldsomme følelser får en til at skælve: jægerens stigende ophidselse og vildtets angst.”

Jünger er med andre ord et eksempel til efterfølgelse for sine menige soldater – uden at han af den grund fortier sin egen frygt. Adskillige gange hører vi om angsten: ”således sad jeg i mit hul med hænderne for øjnene, mens mine tanker kredsede om alle de tænkelige måder, man kan blive ramt på.”  Men Jüngers mod består netop i, at han tøjler frygten og overvinder den.

Ernst Jünger er imidlertid mere sammensat end som så. Som modvægt til den barske skyttegravskriger har vi hans kultiverede side. Han er et æstetisk nydende menneske. Han formår at sanse sin omverden og videreformidle indtrykkene i et kunstnerisk sprog; man kan således argumentere for, at krigen endog æstetiseres i Jüngers bog, hvilket nogen vil finde problematisk:

 

”På de rådnede marker voksede der blomster med en varm og vild lugt. Langs vejen stod undertiden enkelte træer, som landmanden kunne have hvilet sig under i fredstid, med hvide, rosa eller mørkerøde blomster, et fortryllende syn i ensomheden. Krigen havde givet landskabet en heroisk og tungsindig kulør uden at ødelægge dets skønhed; den blomstrende overflod virkede mere bedøvende og strålende end ellers.”

 

Samtidig er Jünger en belæst fortæller. Ofte beskrives det, hvordan Jünger bruger sin sparsomme fritid på at læse romaner, evindeligt forstyrret af granatnedslag, eksempelvis Ariostos Orlando Furioso og Laurence Sternes Tristam Shandys levned og meninger, ligesom han ubesværet citerer J. G. Herder og Friedrich Schiller. På samme måde indgår der mere skjulte intertekstuelle referencer, som når Jünger beskriver en march således:  ”Vi marcherede på en bred vej, der i månelyset løb som et hvidt bånd gennem det mørke terræn, mod kanontordenen, hvis øredøvende brølen blev stadig mere altopslugende. Her lades alt håb ude!” Den sidste sætning er snuppet fra Dantes Den guddommelige komedie, hvor disse ord står mejslet over indgangen til Helvede.

Jünger er således en kultiveret frontsoldat, der formår at fange essensen af både de grusomme og de skønne sider af tilværelse, selv i et af den vestlige kulturs lavpunkter.

I øvrigt gør Jünger ofte brug af en helvedesmetaforik, når han beskriver intensiteten af bombardementerne, bl.a. ”Indimellem blev øret fuldstændig bedøvet af et flammeoplyst helvedesbrag.”

Det er interessant, at Jünger beskriver kampen som helvede, samtidig med at han hylder krigens renselse. Dette er bogens indre paradoks, og her finder vi årsagen til dens blivende kvalitet. I stålstormen er nemlig ingen antikrigsroman, tværtimod. Det er en bog, der nøgternt og detaljeret beskriver krigen, dens grusomhed, og som stadigvæk hylder kampen, som ser kampen som et grundvilkår i tilværelsen, og som forstår krigen som den smeltedigel, hvor rigtige mænd fødes.

Naturligvis er dette en kontroversiel indstilling, især set med eftertidens øjne, hvor denne kampforståelse synes at bane vejen frem mod de totalitære ideologier, fascismens voldsfascination og Anden verdenskrig. Om Ernst Jüngers oplevelser i Anden verdenskrig handler hans senere værk Strålinger (1949) i øvrigt om, hvis man skulle ønske sig mere fra den kultiverede frontsoldats hånd. 


BIBLIOGRAFI

Henvisninger til materialer om bogen og forfatterskabet er udarbejdet af

bibliotekar Ellinor Laursen, Vejle Bibliotekerne.
 

LITTERATUR OM BOGEN

Artikler i aviser

Information
(heri 6/1 2012: Anita Brask Rasmussen: Krigens logik skal holdes ud i strakt arm).
Artikel om bogen. 

Information
(heri 30/11 2012: Anita Brask Rasmussen: De nøgterne fascister).
Omtale af romanen,  og sammenligning med  Curzio Malapartes roman Kaput.

Jyllands- Posten
(heri 19/1 2012: Henrik Jensen: I titanernes tid).
Kronik i forbindelse med udgivelsen af bogen. 

Kristeligt Dagblad
(heri 7/1 2012: Nils Gunder Hansen: Han overlevede, så han kunne fortælle historien).
Artikel om bogen og forfatteren. 

Kristeligt Dagblad
(heri 7/3 2012: Moritz Schramm: Fantastisk krigsroman eller betændt politisk skrift?).
Artikel i forbindelse med nyudgivelse af romanen. 

Anmeldelser i tidsskrifter

35.505
Militært Tidsskrift. - Det Krigsvidenskabelige Selskab.
(heri 2012, nr. 1, s. 113-114: Martin Cleemann Rasmussen: I stålstormen).

36.1
Danske Kommuner
(heri 2012, nr. 6, s. 34-35: Per B. Christensen: En for nøgtern bog om krig). 

Anmeldelser i aviser

13/1 2012 Bent Blüdikow i Berlingske Tidende
13/1 2012 Erik Skyum-Nielsen i Information
1371 2012 Johs. H. Christensen i Jyllands-Posten
13/1 2012 Mikkel Bruun Zangenberg i Politiken
13/1 2012 Frederik Stjernfelt i Weekendavisen 

Anmeldelser på nettet

Historie-online.dk
Henning Lyngsbo: I stålstormen. 

LitteraturNu
Troels Hughes Hansen: Dagbog fra spærreilden - Ernst Jünger I STÅLSTORMEN.  
 

GENERELT OM FORFATTEREN

Bøger

81.4
Jünger, Ernst: Ernst Jünger: Leben und Werk in Bildern und Texten / hrsg.v. Heimo Schwilk. - Klett-Cotta, 1988.- 320 sider.

99.4 Jünger, Ernst
Jünger, Ernst: Gärten und Strassen. - Rowohlt, 1962. - 154 sider. 
Samhørende: Gärten und Strassen ; Strahlungen ; Jahre der Okkupation  

99.4 Jünger, Ernst
Jünger, Ernst: Jahre der Okkupation. - Klett, 1958. - 310 sider. 
Erindringer fra 2. verdenskrig.
Samhørende: Gärten und Strassen ; Strahlungen ; Jahre der Okkupation 

99.4 Jünger, Ernst
Jünger, Ernst: Krigsdagbog : i udvalg/ ved Thorkild Hansen.- Gyldendal, 1964.- 481 sider. 
Oversat efter: Gärten und Strassen, Strahlungen, og Jahre der Okkupation. 
Erindringer fra 2. verdenskrig. 

99.4 Jünger, Ernst
Jünger, Ernst: Strålinger : dagbøger 1939-48. - Gyldendal, 2013.- 643 sider. 
Udvalg af den tyske officer og forfatter Ernst Jüngers dagbøger (1895-1998) fra 2. verdenskrigs udbrud i 1939 over Blitzkrigen i Frankrig og det behagelige liv som tysk officer i det besatte Frankrig til Østfrontens mareridt og det endelige sammenbrud. 

Afsnit i bøger

81.4
Fechter, Paul: Geschichte der deutschen Literatur. - C. Bertelsmann Verlag, 1957.
(heri s.578-587: Ernst Jünger und die ersten nationalen Kreise). 

81.4
Friedmann, Hermann: Deutsche Literatur im 20. Jahrhundert: Strukturen und Gestalten. band 1: Strukturen. - Francke Verlag Bern und München, 1967.
(heri s. 285-296: Hans Schumacher: Exkurs über Ernst Jünger).

81.4
Groenewold, Peter: Varieté der Wörter: Eine Geschichte der deutschen Literatur. - Systime/Gad, 1993.
(heri s.142-143: Ernst Jünger).  

81.4
Handbuch der deutschen Gegenwartsliteratur/ herausgegeben von Hermann Kunisch. - Nymphenburger, 1965.
(heri s.316-319).  

81.4
Handbuch der deutschen Gegenwartsliteratur/ herausgegeben von Hermann Kunisch. - Band 1: A-K.- Nymphenburger, 1969.
(heri s. 348-351). 

81.4
Illustrierte Geschichte der deutschen Literatur / von Anselm Salzer und Eduard von Tunk. - Revidierte und erweiterte Neuauflage / neubearbeitung und Aktualisierung von Claus Heinrich und Jutta Münster-Holzlar. - Komet, 200?. - Bind 1-6 i 3 bind.
(i Band 5-6, s. 327-329 m.m. (band 5)). 

81.4
Knudsen, Jørgen: Tysk litteratur fra Thomas Mann til Bertolt Brecht.- Gyldendal,1966.(heri s.349-365: Konservative forfattere). 

Artikler i tidsskrifter

05.6
Slagmark: tidsskrift for idehistorie.
(heri 2001, nr. 33, s. 107-122: Ernst Jünger: Den totale mobilisering).
Artikel om forfatteren og 1. verdenskrig.

58.442
Entomologiske meddelelser.
(heri 2012, bd. 80, h.1, s. 65-67: Michael Karlsson Pedersen: Billesamleren Ernst Jünger).
Artikel om forfatteren, bl.a. dennes passion for at samle på biller. 

80.5
Kritik. - Gyldendal.
(heri 1995, nr. 114, s.4 -9: Nils Gunder Hansen: Jeg interesserer mig mere for det toogtyvende århundrede...et besøg hos den 99-årige Ernst Jünger i Wilflingen).
Interview med forfatteren. 

Links

Ernst Jünger in cyberspace
Omfattende hjemmeside om forfatteren. 

Pegasos
Forfatterportræt på engelsk fra den finske litteraturside Pegasos. 

Den store danske - Gyldendals åbne encyklopædi
Artikel om fortatteren.

Wikipidia- den frie encyklopædi 
Artikel om forfatteren. 

Youtube
Dokumentarfilm på tysk om forfatteren. Ernst Jünger: "Ich widerspreche mir nicht...". Teil 1 von 5. 

Links til baser  - med adgang via dit bibliotek

Mange biblioteker giver adgang til dem. Gå ind via dit biblioteks hjemmeside og se om dit bibliotek er et af dem. 

Biography in Context
En række artikler om forfatteren

Litterature Ressource Center
En omfattende side om forfatterens liv og forfatterskab. 

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Adam Paulsen
Faustnummer
29158622
Graphic
Ida Balslev-Olesen
ISBN
9788702093636
Antal sider
293

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer