Bog

Senseis mappe

Af (
2013
)

Anmeldelse

Lavmælt og meget, meget fin japansk kærlighedsroman

Senseis mappe er en lavmælt og meget, meget fin japansk kærlighedsroman. Om den 38-årige, ensomme kvinde Tsukiko, som på en bar tilfældigt møder sin gamle, nu pensionerede gymnasielærer, som hun blot kalder sensei – i starten mest fordi, hun ikke husker hans navn. Langsomt, meget langsomt nærmer de to sig hinanden. De udvikler et forhold, som først især er baseret på en fælles passion for at drikke (især sake i store mængder) og for god japansk mad – og på den særlingeagtige ensomhed, de begge bærer rundt på. Men til deres begges overraskelse bliver det efterhånden til dyb og intens kærlighed.

Det er så nogenlunde alt, hvad der sker i bogen. Der er ikke meget ydre handling, men der bliver til gengæld drukket meget sake og spist masser af sushi, tofu, misosuppe, edamamebønner, shiitakesuppe, tørret hvalkød og soyamarinerede blæksprutter. Man får lyst til japansk mad af at læse denne bog (ja, måske ikke ligefrem til tofu – der skal mere til….).

Portrætterne af både den kvindelige jeg-fortæller og den 30 år ældre mand er begge meget rørende og fortælles med den fineste, nænsomme og lavmælte stemme. Og måske handler bogen især om, hvordan former og etikette både kan være forudsætningen for, at man overhovedet kan holde ud af være sammen med andre mennesker, og samtidig en barriere for at række ud til og efter hinanden.

Bogen er nem og for så vidt hurtig at læse, men kræver alligevel sin tålmodighed af læseren, fordi det hele går så langsomt. Til gengæld bliver den fine, melankolske (men ikke triste) stemning i bogen siddende i kroppen længe efter, at sidste side er vendt. Anbefales.

Flere anmeldelser på K's bognoter.

Analyse

Kawakami, Hiromi - Senseis mappe

24.jan.14

Med en nærmest Zen-agtig ro bliver vi stilfærdigt og ad omveje guidet tæt ind på kærlighedens væsen.  Senseis mappe er en stærk fortælling om mødet mellem to ensomme sjæle.  


Skrevet af cand. mag. Thomas Behrmann, februar 2014

”Månen stod højt, og der var enkelte skyer på himlen. Foråret var stadig langt væk, men det føltes en lille smule tættere på, end da vi gik ind i restauranten”.

Noget nærmer sig, noget har forrykket sig blot en anelse, men alligevel nok til at forårsage mærkbare ændringer. Sætningen har en samlende betydning for Senseis mappe, idet den på allegorisk vis rammer en gennemgående tendens i fortællingen. For selvom tilværelsen på overfladen er pæn og plan, kan selv de mindste rystelser give store brud på det, der kitter det hele sammen. Kawakamis karakterer mærker det begge i deres omgang med hinanden og i takt med, at følelserne mellem dem vokser. Den primære katalysator for de store forandringer finder vi i detaljen, i de små berøringer, i maden, i sakeflasken og i blikkene. Denne logik bevirker, at bogen berører kærlighedstematikken på en helt særlig lavmælt og sensitiv måde.    

To mennesker mødes tilfældigt på en bar. De har kendt hinanden tidligere, men har siden levet et stilfærdigt liv tilbagetrukket fra samfundets hårdtpumpende rytme. Hun, Tsukiko Omachi, befinder sig i midten af sit liv, mens han, Harutsuna Matsumoto eller blot sensei, nærmer sig tilværelsens afsluttende fase. De mødes efterfølgende med hyppigere frekvens, og der opstår en nærmest magisk energi mellem dem. En energi, som langsomt men sikkert vokser i takt med tiden og munder ud i et stille, men stærkt kærlighedsforhold, som overrumpler begge parter.

Med aldersforskellen in mente virker forholdet mellem Tsukiko og sensei ikke umiddelbart ideelt. Slet ikke i et samfund som det japanske, hvor det bærende fundament er konstrueret i en traditionsbunden ærbødighedskultur, hvor generationskløften ofte er enorm. Her er større udsving fra normen desuden ilde set, og man lever i høj grad efter rigide principper om selvdisciplin og den slagne vej. Men ikke desto mindre finder sensei og Tsukiko sammen, og bogen efterlader os med en krystalklar fornemmelse af, at dybfølt kærlighed i den sidste ende trodser det meste.

Sammen i ensomheden
Tsukiko lever et liv uden de store følelsesmæssige udsving. Typisk vælger hun at bruge sin tid alene frem for med andre. Ensomheden er ikke en mærkbar byrde, men dog et altoverskyggende faktum i Tsukikos liv, og ofte får tilværelsen kun den rigtige farve med indtagelse af store mængder sake. Da sensei kommer ind i hendes liv mærker hun en sær samhørighed med ham, og hun får pludselig et behov for at have et andet menneske i sit liv. I en passage i bogen får Tsukiko, i en form for klarsyn, en tydelig fornemmelse af tosomhedens kvaliteter. Det sker på svampeturen med sensei, hvor skovbunden myldrer med liv.

”Det er underligt at være omgivet af så mange levende væsner. I byen følte jeg mig altid alene, undtagen når jeg en gang imellem var sammen med sensei”.

Hun indser, at byen blot er en kulisse med en række livløse statister, og at hun lever sit liv uden at være opmærksom på andre. Med undtagelse af sensei. For trods mange åbenlyse forskelle finder hun gradvist ud af, at hun har en del til fælles med ham. Blandt andet elsker de den samme mad og især skyllet ned med rigelige mængder sake. Det er i denne fælles kærlighed til mad, at de første bånd mellem Tsukiko og sensei bliver knyttet. Derudover er sensei også en enspænder. Han bor er alene efter at have mistet sin kone og har, som Tsukiko, heller ikke mange mennesker i sit liv. De bliver derfor hurtigt sporet ind på samme frekvens i deres omgang med hinanden.

Der opstår et lille fortættet univers, hvor kun Tsukiko og sensei eksiterer. Ensomhed bliver til tosomhed, men det sker i et meget lavt tempo. For, som bogen fortæller os er kærlighed som en plante. Den skal plejes og passes før den blomstrer, og den kræver både tålmodighed, vedholdenhed og ikke mindst nænsom behandling. I bogen bliver kærligheden netop dyrket efter dette metaforiske mantra.  

Vi befinder os, som læsere, i hovedet på Tsukiko og mærker, at hun allerede på et tidligt stadie i fortællingen nærer store følelser for sensei. Hun har endda en fast forestilling om at være i et forhold med ham. Sensei er katalysator for en strøm af varme følelser, som hun aldrig tidligere i sit liv har været i kontakt med. Med ham ved sin side føler hun sig for første gang ”rigtig”.

I de undertrykte følelsers land
Følelserne raser i Tsukikos indre, og de bliver efterhånden så gennemtrængende, at de påvirker hende i både vågen og sovende tilstand. Men i den ydre verden udvikler forholdet sig i meget små usynlige ryk. I lang tid bliver det ikke til mere end et strøg over håret eller en let berøring. Fortvivlelsen sniger sig ind på Tsukiko. Det er umuligt at bedømme, hvad sensei lægger i forholdet, men umiddelbart synes hendes følelser ikke at være gengældte. Når de ikke er sammen, begynder hun i stigende grad at mærke, hvordan behovet for nærværet af ham tiltager i intensitet. Det skaber en helt særlig spænding i fortællingen, som tvinger læseren til at holde vejret i lang tid og hige efter en forløsning.

På weekendturen slækker hun dog på selvkontrollen, og lader sensei få et klart billede af, hvad hun føler for ham. Det bliver et afgørende vendepunkt i bogen. Hun har blottet sig og frygter, at han ikke har plads til hende i sit hjerte. Derfor tager hun resolut afstand fra ham. Mest af alt for ikke at såre sig selv, men beslutningen har snarere den modsatte effekt. Hun kan i sagens natur ikke give slip på denne nyfundne ”rigtighed” i sit liv og famler i blinde efter et følelsesmæssigt holdepunkt. Hendes dybe usikkerhed er naturligvis et karakteristisk træk ved det at være forelsket og er noget, som de fleste har oplevet, uanset alder, køn og nationalitet. Men Tsukiko bor i Japan. Og det er medvirkende til, at usikkerheden hos hende bliver yderligere forstærket på grund af netop det samfund, der omgiver hende.  Et samfund med en klar moralsk bevidsthed og hvor meget forbliver usagt og blot antydet mellem linjerne.

Tsukiko kunne have valgt den lette vej og have fået et forhold til den jævnaldrende bejler Takashi. Udadtil fremstår han som den perfekte kæreste. Men Tsukiko vælger bevidst at forfølge det svært tilgængelige. Hun vælger sensei. Bogen fortæller os om den slagne vejs mange mulige parallelspor og indikerer, at kærlighed er en følelse præget af ukontrollerbarhed.

Tsukiko kan mærke, at sensei er nødvendig for hende. Men sensei fornemmer det også. Han udtrykker det bare på en anden måde end Tsukiko.

”Siger man ikke, at det er forudbestemt, når to ærmer tilfældigt strejfer hinanden, Hvad mener De? spurgte jeg. Talemåden har med buddhisme at gøre og bygger på, at selv et tilsyneladende helt tilfældigt møde har en dybere mening”.

Senseis følelser for Tsukiko er subtilt beskrevet i metaforer og i små symbolladede handlinger spredt ud i fortællingen. Det er først mod slutningen af bogen, at uvishedens tåge letter og Tsukiko (og læseren) får et billede af senseis tanker. Han har været underlagt selvfornægtelse, idet han med sin alder i baghovedet har forsøgt at skåne Tsukiko for et kortvarigt forhold, med døden som udgang. Selv har han overlevet sin livsledsagerske gennem mange år, og han prøver at beskytte Tsukiko for følelsen af at miste. Det er den ene side af historien. Den anden handler om de ydre rammer, hvor indgroede kulturtraditioner dikterer, hvad man gør og ikke gør.

 Kulturelt kodeks
Senseis mappe er en bog om forelskelsens spil og usikkerhed, samt en beretning om, at kærligheden trodser både alder, sociale forskelle og ikke mindst et kulturelt kodeks.

I Japan findes fænomenet honne/ tatemae. Et fænomen, og i mange tilfælde et stort problem, som i grove træk handler om en stærk bevidsthedsmæssig splittelse i måden at agere på udenfor og indenfor husets fire vægge. Med andre ord handler det om eksistensen af et skurrende forhold mellem japanernes sande behov og tanker, og det man giver udtryk for i offentlig sammenhæng. Vi fornemmer tydelige stænk af denne tankegang hos begge parter, og særligt sensei giver udtryk for en stærk bevidsthed om de samfundsmæssige regelsæt. Men ikke desto mindre formår de at trodse normerne og opretholde fremdriften i forholdet. Og selvom forholdet mellem dem bliver kortvarigt, når de frem til en afbalanceret tilstand i deres liv. Noget har forrykket sig blot en anelse, men alligevel nok til at forårsage mærkbare ændringer.

Kawakami & Murakami
Hiromi Kawakami er blandt Japans førende moderne forfattere. Senseis mappe er den første roman på dansk. Den er desuden kommet i en graphic novel, som er forfatteren Jiro Taniguchis fortolkning af fortællingen om Tsukiko og sensei. Ensomhedstematikken i Senseis mappe går igen i andre af Kawakamis værker. Blandt andet i romanen Manazuru, hvor en kvinde flygter til en stille fiskerby for at finde spor efter sin mands mystiske forsvinden. Hun forsøger her at finde tid og rum til selvrefleksion i en hektisk hverdag. Men ikke mindst søger hun en afklaring af, hvem hun egentlig selv er. Denne søgen efter identitet, med rødder i Japans historiske bagland, er en hyppig anvendt tematik i moderne japansk litteratur Den optræder både i individuel og kollektiv forstand og kan spores i alt fra Haruki Murakamis magiske realisme til Yukio Mishimas nationalistiske avantgardelitteratur.  Og netop Murakami leger med tanken om parallelle verdner og indikerer, at rejsen ind i den ubevidste sfære er nøglen til selvforståelse. Hernede i mørket, dybt i menneskets indre, kan man finde de nødvendige fragmenter til at sammenstykke ens ægte identitet. Hernede er vi alle forbundet. Idéen om denne universelle ”urforbindelse” dukker op i flere af Murakamis værker. Udover, at begreber som ensomhed og kærlighed optræder hos både Murakami og Kawakami, finder vi også et strejf af ovenstående tese i Senseis mappe. Kapitlet med titlen Tidevandsbassinet – drøm er af en hel anden kaliber en resten af bogen og foreslår netop i et metaforisk drømmesprog muligheden for en dybereliggende forbindelse mellem mennesker. En slags fælles bevidsthed. Kapitlet stritter gevaldigt i Kawakamis ellers jordnære og næsten stillestående handlingsforløb, hvor dramatikken er meget nedtonet. Det er ikke Murakamis magiske realisme, men anerne af noget lignende er flygtigt til stede i kapitlet. Mens Kawakamis fortællinger navigeres med bestemt hånd, former og ælter Murakamis sine i en sådan grad, at vi ikke ved, hvor vi ender. Trods mange forskelligheder forfatterne imellem, er der alligevel en form for fælles bevidsthed hos dem om, at det aldrig er de helt store omvæltninger, der skaber forandring, men snarere de små ryk i virkeligheden og i hverdagen.  
 

BIBLIOGRAFI


Henvisninger til materialer om bogen og forfatterskabet er udarbejdet af 
Bibliotekar Mette Francke, Vejle Bibliotekerene

LITTERATUR OM BOGEN

Anmeldelser i aviser

4/10 2013 Linea Maja Ernst i Information
26/9 2013 Peter Adolphsen i Jyllands-Posten
10/10 2013 Kristine Kabel i Kristeligt Dagblad
6/19 2013 Kim Skotte i Politiken
1/11 2013 Louise Windfeld-Høeberg i Weekendavisen

Anmeldelser på nettet

Bogblogger: Boganmeldelser på nettet
Jane Andersen: Hiromi Kawakami: Senseis mappe 

K´s Bognoter
Hiromi Kawakami: Senseis mappe 

Kulturkapellet: tidsskrift for kunst- og kulturformidling
Marianne Niemann: Helle Helle i japanske klæder  
 

GENERELT OM FORFATTEREN

Links

Booksfromjapan
Artikel om forfatteren 

Wikipedia: den frie encyclopædi
Artikel om forfatteren 

Link til base – med adgang via dit bibliotek

Mange biblioteker giver adgang til det. Gå ind via dit biblioteks hjemmeside og se om dit bibliotek er et af dem. 

Literature Ressource Center En omfattende litteraturvidenskabelig database om forfatterens liv og forfatterskab.  

Bogdetaljer

Forlag
Hr. Ferdinand
Oversætter
Mette Holm
Faustnummer
50651118
Graphic
Jon Asgeir
ISBN
9788792845436
Antal sider
220

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer