jonaswilmann

Når den samme skare af avisanmeldere, som også underviser eller har undervist på Forfatterskolen, roser Forfatterskolelitteraturen med gloser så højtsvævende, at det leder tankerne hen på vækkelsesmøde – før var jeg blind, nu kan jeg se! – bliver vi som bogkøbere så ikke holdt lidt for nar? 

I disse tider får man ustandseligt at vide, at den ny danske litteratur fra især Gladiator eller Gyldendal (ofte af Forfatterskoleelever) er guddommelig, ubærligt smuk, perfekt, en af de bedste romaner nogensinde etc., etc. Det skorter ikke på fine ord.

Forfatteren Jonas Wilmann bidrager med sine betragtninger om Hans Otto Jørgensens samarbejde med Dansklærerforeningen.

Hans Otto Jørgensens forvirrende udsagn om objektiv litteraturbedømmelse, afstanden til objekter (som indikator for litteraturs kvalitet!) og sort kaffe er mildest talt bekymrende, især i lyset af hans nye samarbejde med Dansklærerforeningen. Skal sort snak nu på skoleskemaet?

I disse år falder prisregn, legater, fondsmidler og anmelderroser over én type litterær især:

Realismen, i lyrisk prosaform, og oftest dugfrisk fra forfatterskolen. Med andre ord, den litteratur, der i disse år kaldes den ”rigtige” eller, om man vil, den nye parnaslitteratur – som det litterære etablissement står på skuldrene af hinanden for at lovprise.

Der var et interessant læserbrev i Weekendavisen #21 af en Anna Mrozewicz, Ph.D. i dansk litteratur. Som udefrakommende fra Polen betragter Mrozewicz vort demokrati og stiller spørgsmålstegn ved, om det stadig er forbilledligt for et land som Polen og Europas andre yngre demokratier. Anledningen er selvfølgelig Mette Høegs omdiskuterede klumme om dominansen af kvindelige, navlebeskuende forfattere og ikke mindst de voldsomme, benægtende reaktioner, der er kommet i kølvandet.   

Inspireret af reaktionerne (jeg undlader at skrive skingre, benægtende og det der er værre) på Mette Høegs artikel (i Weekendavisen), der postulerer en favorisering i branchen af navlepillende og selvoptagede, kvindelige forfattere, kommer her eksempler på urimelig og rimelig reaktion på kritik.

Jeg sætter mig et øjeblik i rollen som min egen værste kritiker og prøver derefter at komme med modsvar før og efter den dybe indånding – der i den grad ville have klædt debatten om Mette Høegs artikel.

Det er en farlig verden, vi lever i, ikke mindst for unge forfattere. For hvor der er drømme, er der gribbe.

Jeg er femogtredive og synes selv, at jeg har passeret grænsen for ”ung forfatter”. Det er i hvert fald ikke sådan, jeg præsenterer mig.

De sidste seks år har jeg udgivet både selv og på flere forskellige forlag, og jeg synes, jeg har fået en nogenlunde fornemmelse for, hvad der er godt og skidt i bogbranchen.

Tag del i debatindlægget fra brugeren Jonas Wilmanns: Kan e-bogen erstatte den fysiske bog? 

”Bogen er død, luk bibliotekerne!” Så kontant lød det fra venstres Jens-Kristian Lütken på Jyllandspostens blog i går.

Lütken spår, at det med e-bogens fremtog vil gå papirbogen, som det er gået VHS-båndet og LP’en, så hvorfor ikke bare lukke bibliotekerne med det samme?

Min novellesamling ”Frygt-filerne” (Årets danske horrorudgivelse 2012) udkom i søndags i en engelsksproget udgave (The Fear Files), og jeg vil gerne dele lidt om processen her på Litteratursiden.

Tidligere på året kontaktede jeg forlaget Dreamlitt, der står for udgivelsen af mine danske e-titler, og spurgte om de var friske på at lancere mine uhyggelige skriverier på engelsk.  

Gyldendals medlemsblad er uhyggeligt.

Jeg har lige fået det nye med posten (det er min kones, skynder jeg mig at skrive).

Fra første side føler jeg mig udsat for en voldsom pression. Siderne skriger ligesom: Køb, køb, køb!

Ord som ’livsbekræftende’, ’uafrystelig’, ’gribende’ og ’intens’ går igen i bogomtalerne. Jeg loves en følelsesoplevelse, der totalt vil sprænge registeret.

Én bog beskrives som både rystende og uafrystelig. Betyder det, at jeg vil blive sat i svingninger og ikke være i stand til at stoppe? Det er jeg slet ikke sikker på, jeg har lyst til.

Skal vi ikke for en stund lade horrorens klicheer hvile og kigge lidt på, hvad genren også kan byde på?

Øksemorderen

Jeg var til en fest for ikke længe siden, hvor jeg faldt i snak med en ven af en ven. Som kutymen dikterer, spurgte ham mig, hvad jeg lavede, og jeg sagde, at jeg var horrorforfatter.

”Horror?” udbrød han og så lidt usikker ud. ”Nu kan det godt være, jeg siger noget dumt, men er det ikke sådan noget med en øksemorder, der render rundt efter nogle teenagere i en skov?”

I disse tider bliver der snakket om selvudgivere som aldrig før.

Vi har set et næsten systematisk bloggeri, hvor ordet ’selvudgiver’ er forsøgt ladet med så negativ klang, at det smager eddikesurt i munden. Fra litteraturkritiker, Klaus Rothstein, forfatter, Lotte Garbers, og Berlingskes litteraturredaktør, Søren Kassebeer, er det nogenlunde samme budskab.

”Rigtig litteratur udgives på rigtige forlag”.

Og selvudgivere er netop de forfattere, der er for dårlige til at udkomme på sådan et ”rigtigt” forlag.

Sådan kunne der lige så godt have stået i Lotte Garbers’ lidet saglige angreb på selvudgivere. Jeg ved ikke, om bloggen er en joke, jeg kiggede forgæves på min kalender for at få det til at være den første april, men misteltenen og fadet med brunkager forstyrrede lidt.

”Jeg er nået til den konklusion, at der stadig ikke er udgivet noget godt selvudgiver-skønlitteratur, som de store etablerede forlag burde have opdaget.”

Sådan udtalte Klaus Rothstein i marts i år, og han er nu ude med mere ”selvudgiver-bashing” på tærsklen til Arnold Buscks innovative tiltag i samarbejde med NewPub, hvor såkaldte ”indie books”, selvudgivne bøger, får deres eget hjørne i boghandlerkædens afdeling centralt beliggende i Købmagergade.

En af Litteratursidens brugere, horrorforfatter og forlagsindehaver, Jonas Wilman blogger om kunstnerens rolle i dag.

En af Litteratursidens brugere, forfatter Jonas Wilmann, melder sig ind i debatten om anmeldelser med denne "opsang" til anmelderne.

Inden denne nådesløse harceleren mod anmelderstaben vil jeg tilkendegive, at der er masser af anmeldere, der udfører deres ædle hverv overordentligt godt, det værende både i små og store medier. Disse anmeldere – med ren røv, så at sige – ved godt, hvem de er og bør naturligvis ikke føle sig ramt af følgende svada.

Jeg opslog min artikel fra 17/6 Danske fans dyrker ikke det danske i facebook-forummet Danske Fantastik Fans, og det var vist ikke helt forkert placeret, for indlægget har p.t.

En af Litteratursidens brugere, forfatter Jonas Wilmann, blogger om den "væg af is, der har rejst sig mellem fans og genreforfattere her i Danmark".

DANSK FANDOM. Prøv at smage på begrebet. ’Fandom’ indikerer en kultur, der fandyrker en given genre, gerne lidt undergrund. ’Dansk’ må indikere noget i retning af, at fansene er danske eller bosiddende i Danmark, og i bedste fald at de så dyrker den danske undergrund.

Det sidste gør sig ikke gældende, vil jeg hurtigt indskyde.