Blog
Portræt af en selvudgiver
I disse tider bliver der snakket om selvudgivere som aldrig før.
Vi har set et næsten systematisk bloggeri, hvor ordet ’selvudgiver’ er forsøgt ladet med så negativ klang, at det smager eddikesurt i munden. Fra litteraturkritiker, Klaus Rothstein, forfatter, Lotte Garbers, og Berlingskes litteraturredaktør, Søren Kassebeer, er det nogenlunde samme budskab.
”Rigtig litteratur udgives på rigtige forlag”.
Og selvudgivere er netop de forfattere, der er for dårlige til at udkomme på sådan et ”rigtigt” forlag.
Fælles for de tre nævnte debattører er, at de mangler eksemplerne, og man frygter, de slet ikke har læst en selvudgivelse. Kassebeer, ansvarlig for Berlingskes litteraturanmeldelser, ’kaster et blik’ på selvudgivelserne, der lander på hans bord, og Garbers og Rothstein skriver, at de ikke har læst – eller i hvert ikke læst alt – det, de kritiserer. I nåde, vil de nok sige, men gør os da ingen tjenester. Selv de spedalske har krav på en ordentlig rettergang og dertilhørende domfældelse.
Min klage er selvfølgelig, at debatten om litterær kvalitet er for diffus. Der tegner sig et billede af, at det kun er en hysterisk kamp om markedsandele, hvor man ikke sætter sig ind i tingene, og jeg vil insistere på at få noget krop på debatten på den eneste måde jeg kan.
For hvad er en selvudgiver egentlig? Er det virkelig det grimme billede, som Kassebeer, Rothstein og Garbers tegner? En person, der simpelthen skriver så elendigt, at han/hun ikke kan få sit skriv udgivet på et ordentligt forlag? Og derefter tyer til det eneste mulige: At udgive selv, uredigeret, fyldt med stavefejl og sprogblomster og uden at en sjæl har kigget manuskriptet igennem?
Nej. Selvfølgelig ikke.
Sandheden er, at en selvudgiver kan være en million forskellige ting. Det kan i nogle ekstreme tilfælde også være det, jeg lige beskrev i ovenstående, men sådanne tilfælde behøver vi ikke bekymre os om – for en elendig bog ser aldrig dagens lys, hverken i boghandlerne eller på bibliotekerne, og den drukner på nettet.
Jeg vil i det følgende tage udgangspunkt i min egen selvudgivervirksomhed og fortælle lidt om, hvorfor jeg er endt her.
Først og fremmest: Jeg har skrevet i godt femten år, mest intenst de sidste ti.
Den første tid var en indadvendt periode, hvor jeg formede mit udtryk, og der gik flere år, før jeg kom i tanke om, at nåjo, jeg måtte nok også hellere vise produktet til nogen.
Jeg var allerede dengang bevidst om, at det ikke var nogen populær genre, jeg skrev i. Horror af den blodige og perverse art. Der var stort set ingen præcedens på dansk, selvom gys til børn havde været en industri siden firserne. Hvor forsvinder læserne hen, når de er vokset fra Jürgensen? tænkte jeg. Til King, Koontz? Rice?? Hvorfor skrives der næsten ingen horror til voksne på dansk?
Jeg sendte manuskripter til forlag i nogle år, uden held, indtil en dag, hvor et mellemstort forlag bed på og gerne ville udgive en af mine romaner. Der var dog bekymringer om volden og sexen, og der var tale om scener, der skulle redigeres kraftigt eller helt væk. Jeg var ikke tosset med idéen, men stejlede da heller ikke. Jeg ville jo gerne udgives.
Efter et forløb på cirka et halvt år – hvor jeg blev kendt som ’ham den småperfide’ – gik samarbejdet i stykker. Det blev forlangt af mig, at jeg skrev et andet manuskript for at vise, at jeg også kunne skrive noget andet, underforstået, noget hvor alle karaktererne ikke åd hinanden!
Det kunne og ville jeg ikke, så da mit nye (blodige) manuskript blev afvist, smækkede jeg med døren og tog begge manuskripter med mig.
Fortryder jeg det i dag?
Nej.
Jeg er overbevist om, at mit forfatterskab ville have været markant anderledes, hvis jeg havde rettet ind og prøvet at imødekomme alle forlagets ønsker. Det ville have ændret noget oppe i hovedet på mig. Jeg ville med stor sandsynlighed have en bedre økonomi, men jeg ville ikke sidde med samme artistiske tilfredshed, som jeg gør i dag.
Et par år (og en hel del flere afslag) efter blev jeg træt af det hele og valgte at selvudgive en postapokalyptisk kortroman – på engelsk!
Det var en tvivlsom beslutning taget i en slags afmagt og irritation over den tykpandede, danske forlagsbranche og et klasseeksempel på, hvad man IKKE skal gøre! Og det gik lige så dårligt, som man kunne forvente. Jeg var totalt grøn. Bogen var ikke nær skarp nok i redigeringen. Den fik lunkne anmeldelser på en række små blogs, de udenlandske forlag svarede ikke, og den solgte vist samlet 16-17 eksemplarer.
Og dette beviser jo egentlig min pointe fint; at en bog, der ikke er skarp nok, aldrig kommer til at belemre læserne. Man ser den simpelthen ikke.
Sideløbende med denne, ja, lad os da bare kalde det en fiasko, havde jeg opdaget, at man kunne sende noveller ind til antologier på diverse forlag. Det prøvede jeg, og det gik faktisk rigtig godt. Jeg fik antaget tre noveller i rap på tre forskellige forlag, og flere fulgte efter.
Det var spændende at se, hvordan forskellige forlag arbejdede, og det lærte mig en del om redigering og forskellige niveauer af professionalitet; nogle redaktører flytter et komma og retter en tastefejl, andre går dybt i subteksten.
Sideløbende med novelleproduktionen sendte jeg stadig manuskripter til forlag. Her befinder vi os i 2010, og man kunne mærke, hvor presset bogmarkedet var ved at være på grund af krisen. Jeg var blevet bedre og bedre til at skrive – en erfaren herre efterhånden med over ti år på bagen – og det var åbenbart ved at blive sværere at give mig et ubegrundet afslag. Man begyndte endda at kalde en skovl for en skovl.
Fra et forlag, der udviste stor begejstring for et af mine manuskripter, men ikke kunne tilbyde antagelse, konkluderes således:
”Begrundelsen er, at vi tvivler på materialets kommercielle potentiale, og det har for tiden høj prioritet her på stedet. Det er et kedeligt argument, men samtidig er det desværre sådan betingelserne er for os, på et i forvejen presset bogmarked.”
Forståeligt nok, men jo, Hr. Redaktør, stadig ret kedeligt.
Godt et år efter fadæsen med min selvudgivelse fik jeg endelig antaget en roman på et mindre forlag. Denne gang uden kompromisser; hver eneste bloddråbe blev på sin retmæssige plads.
Bogen blev selvfølgelig kun anmeldt i små medier, men fik gode anmeldelser og et udmærket bibliotekssalg. Dog var salget alligevel så beskedent, at jeg konkluderede, at jeg kunne gøre det lige så godt eller bedre selv – og vel at mærke gøre det rigtigt denne gang – og samtidig tjene en hel del mere end de 15 %, der er kutyme på mange forlag.
Jeg brugte nogle måneder på at finde de rigtige samarbejdspartnere, overkomme de grafiske hurdler og sætte mig ind i alle de andre tekniske detaljer, der er ved at udgive en bog – og ultimo 2011 oprettede jeg forlaget KAOS. Den første udgivelse solgte en anelse mindre end min udgivelse på forlaget, men taget i betragtning af, at det var en kunstnerisk satsning, ja, nærmest kommercielt selvmord (én anmelder kaldte den ’magisk realisme-horror’, værsgo og skyl!), gik det egentlig ganske udmærket.
I hvert fald godt nok til at jeg fulgte op med endnu en udgivelse et halvt år efter. En samling meget eksplicitte nygotiske noveller. Denne samling solgte mere end bogen på det ”rigtige” forlag, og den modtog tilmed prisen for årets bedste horror-udgivelse på Krimimessen i Horsens, i et felt, der også talte store aktører.
Min tredje udgivelse på KAOS solgte det dobbelte af, hvad jeg havde solgt på forlaget, og jeg begyndte at tegne e-bogs-kontrakter på nogle af titlerne og en lydbogsaftale med et større forlag. Pludselig virkede markedet befriende integreret; smagsdommeriet i medierne på trods, var og er polariseringen sværere og sværere at få øje på.
Et par uger efter jeg modtog prisen for novellesamlingen, blev jeg kontaktet af et forlag, der havde hørt om kåringen og tilbød mig temmelig favorable vilkår, hvis jeg var interesseret i et samarbejde.
Jeg var fristet og fik lov til, ganske uforpligtende, at sende mit seneste manuskript til betragtning.
Manuskriptet var ”Udkantshistorier” (som udkom på KAOS i august i år). En genrehybrid, ikke helt horror (men så alligevel) om et fremtidigt Udkantsdanmark, der er lagt i ruiner, ikke af zombier, krig eller virus, men af et snigende dannelses-tab.
Jeg var nærmest lamslået, da jeg fik beskeden fra forlaget, at manuskriptet var godt skrevet, men vist ikke var ”horror nok” til at ramme kernesegmentet!
Og det var vel at mærke efter, at min novellesamling (et satirisk, voldspornografisk orgie, som ingen forlag ville have satset på) havde vundet en pris for årets bedste horrorudgivelse.
Oplevelsen stimulerede ikke andet end lattermusklerne, men det var det, der gjorde, at jeg nu helt og aldeles har opgivet forlag. Som selvudgiver hæfter jeg både for mine succeser og nederlag, og min kontrakt er med læserne, aldrig selvbestaltede smagsdommere.
Til Kassebeer, Rothstein og Garbers kan jeg kun anbefale, at I tager et par gummihandsker på, hvis smittefaren føles for stor, og går i lag med en selvudgivelse eller to; selv de spedalske fortjener en ordentlig rettergang!
I disse tider bliver der snakket om selvudgivere som aldrig før.
Vi har set et næsten systematisk bloggeri, hvor ordet ’selvudgiver’ er forsøgt ladet med så negativ klang, at det smager eddikesurt i munden. Fra litteraturkritiker, Klaus Rothstein, forfatter, Lotte Garbers, og Berlingskes litteraturredaktør, Søren Kassebeer, er det nogenlunde samme budskab.
”Rigtig litteratur udgives på rigtige forlag”.
Og selvudgivere er netop de forfattere, der er for dårlige til at udkomme på sådan et ”rigtigt” forlag.
Fælles for de tre nævnte debattører er, at de mangler eksemplerne, og man frygter, de slet ikke har læst en selvudgivelse. Kassebeer, ansvarlig for Berlingskes litteraturanmeldelser, ’kaster et blik’ på selvudgivelserne, der lander på hans bord, og Garbers og Rothstein skriver, at de ikke har læst – eller i hvert ikke læst alt – det, de kritiserer. I nåde, vil de nok sige, men gør os da ingen tjenester. Selv de spedalske har krav på en ordentlig rettergang og dertilhørende domfældelse.
Min klage er selvfølgelig, at debatten om litterær kvalitet er for diffus. Der tegner sig et billede af, at det kun er en hysterisk kamp om markedsandele, hvor man ikke sætter sig ind i tingene, og jeg vil insistere på at få noget krop på debatten på den eneste måde jeg kan.
For hvad er en selvudgiver egentlig? Er det virkelig det grimme billede, som Kassebeer, Rothstein og Garbers tegner? En person, der simpelthen skriver så elendigt, at han/hun ikke kan få sit skriv udgivet på et ordentligt forlag? Og derefter tyer til det eneste mulige: At udgive selv, uredigeret, fyldt med stavefejl og sprogblomster og uden at en sjæl har kigget manuskriptet igennem?
Nej. Selvfølgelig ikke.
Sandheden er, at en selvudgiver kan være en million forskellige ting. Det kan i nogle ekstreme tilfælde også være det, jeg lige beskrev i ovenstående, men sådanne tilfælde behøver vi ikke bekymre os om – for en elendig bog ser aldrig dagens lys, hverken i boghandlerne eller på bibliotekerne, og den drukner på nettet.
Jeg vil i det følgende tage udgangspunkt i min egen selvudgivervirksomhed og fortælle lidt om, hvorfor jeg er endt her.
Først og fremmest: Jeg har skrevet i godt femten år, mest intenst de sidste ti.
Den første tid var en indadvendt periode, hvor jeg formede mit udtryk, og der gik flere år, før jeg kom i tanke om, at nåjo, jeg måtte nok også hellere vise produktet til nogen.
Jeg var allerede dengang bevidst om, at det ikke var nogen populær genre, jeg skrev i. Horror af den blodige og perverse art. Der var stort set ingen præcedens på dansk, selvom gys til børn havde været en industri siden firserne. Hvor forsvinder læserne hen, når de er vokset fra Jürgensen? tænkte jeg. Til King, Koontz? Rice?? Hvorfor skrives der næsten ingen horror til voksne på dansk?
Jeg sendte manuskripter til forlag i nogle år, uden held, indtil en dag, hvor et mellemstort forlag bed på og gerne ville udgive en af mine romaner. Der var dog bekymringer om volden og sexen, og der var tale om scener, der skulle redigeres kraftigt eller helt væk. Jeg var ikke tosset med idéen, men stejlede da heller ikke. Jeg ville jo gerne udgives.
Efter et forløb på cirka et halvt år – hvor jeg blev kendt som ’ham den småperfide’ – gik samarbejdet i stykker. Det blev forlangt af mig, at jeg skrev et andet manuskript for at vise, at jeg også kunne skrive noget andet, underforstået, noget hvor alle karaktererne ikke åd hinanden!
Det kunne og ville jeg ikke, så da mit nye (blodige) manuskript blev afvist, smækkede jeg med døren og tog begge manuskripter med mig.
Fortryder jeg det i dag?
Nej.
Jeg er overbevist om, at mit forfatterskab ville have været markant anderledes, hvis jeg havde rettet ind og prøvet at imødekomme alle forlagets ønsker. Det ville have ændret noget oppe i hovedet på mig. Jeg ville med stor sandsynlighed have en bedre økonomi, men jeg ville ikke sidde med samme artistiske tilfredshed, som jeg gør i dag.
Et par år (og en hel del flere afslag) efter blev jeg træt af det hele og valgte at selvudgive en postapokalyptisk kortroman – på engelsk!
Det var en tvivlsom beslutning taget i en slags afmagt og irritation over den tykpandede, danske forlagsbranche og et klasseeksempel på, hvad man IKKE skal gøre! Og det gik lige så dårligt, som man kunne forvente. Jeg var totalt grøn. Bogen var ikke nær skarp nok i redigeringen. Den fik lunkne anmeldelser på en række små blogs, de udenlandske forlag svarede ikke, og den solgte vist samlet 16-17 eksemplarer.
Og dette beviser jo egentlig min pointe fint; at en bog, der ikke er skarp nok, aldrig kommer til at belemre læserne. Man ser den simpelthen ikke.
Sideløbende med denne, ja, lad os da bare kalde det en fiasko, havde jeg opdaget, at man kunne sende noveller ind til antologier på diverse forlag. Det prøvede jeg, og det gik faktisk rigtig godt. Jeg fik antaget tre noveller i rap på tre forskellige forlag, og flere fulgte efter.
Det var spændende at se, hvordan forskellige forlag arbejdede, og det lærte mig en del om redigering og forskellige niveauer af professionalitet; nogle redaktører flytter et komma og retter en tastefejl, andre går dybt i subteksten.
Sideløbende med novelleproduktionen sendte jeg stadig manuskripter til forlag. Her befinder vi os i 2010, og man kunne mærke, hvor presset bogmarkedet var ved at være på grund af krisen. Jeg var blevet bedre og bedre til at skrive – en erfaren herre efterhånden med over ti år på bagen – og det var åbenbart ved at blive sværere at give mig et ubegrundet afslag. Man begyndte endda at kalde en skovl for en skovl.
Fra et forlag, der udviste stor begejstring for et af mine manuskripter, men ikke kunne tilbyde antagelse, konkluderes således:
”Begrundelsen er, at vi tvivler på materialets kommercielle potentiale, og det har for tiden høj prioritet her på stedet. Det er et kedeligt argument, men samtidig er det desværre sådan betingelserne er for os, på et i forvejen presset bogmarked.”
Forståeligt nok, men jo, Hr. Redaktør, stadig ret kedeligt.
Godt et år efter fadæsen med min selvudgivelse fik jeg endelig antaget en roman på et mindre forlag. Denne gang uden kompromisser; hver eneste bloddråbe blev på sin retmæssige plads.
Bogen blev selvfølgelig kun anmeldt i små medier, men fik gode anmeldelser og et udmærket bibliotekssalg. Dog var salget alligevel så beskedent, at jeg konkluderede, at jeg kunne gøre det lige så godt eller bedre selv – og vel at mærke gøre det rigtigt denne gang – og samtidig tjene en hel del mere end de 15 %, der er kutyme på mange forlag.
Jeg brugte nogle måneder på at finde de rigtige samarbejdspartnere, overkomme de grafiske hurdler og sætte mig ind i alle de andre tekniske detaljer, der er ved at udgive en bog – og ultimo 2011 oprettede jeg forlaget KAOS. Den første udgivelse solgte en anelse mindre end min udgivelse på forlaget, men taget i betragtning af, at det var en kunstnerisk satsning, ja, nærmest kommercielt selvmord (én anmelder kaldte den ’magisk realisme-horror’, værsgo og skyl!), gik det egentlig ganske udmærket.
I hvert fald godt nok til at jeg fulgte op med endnu en udgivelse et halvt år efter. En samling meget eksplicitte nygotiske noveller. Denne samling solgte mere end bogen på det ”rigtige” forlag, og den modtog tilmed prisen for årets bedste horror-udgivelse på Krimimessen i Horsens, i et felt, der også talte store aktører.
Min tredje udgivelse på KAOS solgte det dobbelte af, hvad jeg havde solgt på forlaget, og jeg begyndte at tegne e-bogs-kontrakter på nogle af titlerne og en lydbogsaftale med et større forlag. Pludselig virkede markedet befriende integreret; smagsdommeriet i medierne på trods, var og er polariseringen sværere og sværere at få øje på.
Et par uger efter jeg modtog prisen for novellesamlingen, blev jeg kontaktet af et forlag, der havde hørt om kåringen og tilbød mig temmelig favorable vilkår, hvis jeg var interesseret i et samarbejde.
Jeg var fristet og fik lov til, ganske uforpligtende, at sende mit seneste manuskript til betragtning.
Manuskriptet var ”Udkantshistorier” (som udkom på KAOS i august i år). En genrehybrid, ikke helt horror (men så alligevel) om et fremtidigt Udkantsdanmark, der er lagt i ruiner, ikke af zombier, krig eller virus, men af et snigende dannelses-tab.
Jeg var nærmest lamslået, da jeg fik beskeden fra forlaget, at manuskriptet var godt skrevet, men vist ikke var ”horror nok” til at ramme kernesegmentet!
Og det var vel at mærke efter, at min novellesamling (et satirisk, voldspornografisk orgie, som ingen forlag ville have satset på) havde vundet en pris for årets bedste horrorudgivelse.
Oplevelsen stimulerede ikke andet end lattermusklerne, men det var det, der gjorde, at jeg nu helt og aldeles har opgivet forlag. Som selvudgiver hæfter jeg både for mine succeser og nederlag, og min kontrakt er med læserne, aldrig selvbestaltede smagsdommere.
Til Kassebeer, Rothstein og Garbers kan jeg kun anbefale, at I tager et par gummihandsker på, hvis smittefaren føles for stor, og går i lag med en selvudgivelse eller to; selv de spedalske fortjener en ordentlig rettergang!
Kommentarer