Blog
Der er brug for folk udefra
Der var et interessant læserbrev i Weekendavisen #21 af en Anna Mrozewicz, Ph.D. i dansk litteratur. Som udefrakommende fra Polen betragter Mrozewicz vort demokrati og stiller spørgsmålstegn ved, om det stadig er forbilledligt for et land som Polen og Europas andre yngre demokratier. Anledningen er selvfølgelig Mette Høegs omdiskuterede klumme om dominansen af kvindelige, navlebeskuende forfattere og ikke mindst de voldsomme, benægtende reaktioner, der er kommet i kølvandet.
”Hyggeligt, men lavt til loftet” skriver Mrozewicz rammende i en beskrivelse af de mere veletablerede, litterære kredse. Hun beskriver også etablissementet som lukket, selvbeskyttende og samfundet generelt som konfliktsky og søgende mod konsensus frem for debat – sidstnævnte eksemplificeres fint med Lars Bukdahls og Lars Frosts, i min optik henholdsvis forvrøvlede (”sådan er det bare, læs nogle norske bøger i stedet for”) og undskyldende, optræden i DR 2 Deadline.
Miseren om Høeg har trukket linjerne hårdt op, men Mrozewicz’ holdninger – som hun bestemt ikke er alene om at have – bekræftes efterhånden, hvor end man ser hen. Også langt uden for de finere litterære kredse.
En af mine egne kæpheste har været en debat om kulturkonsumptionen i den mere organiserede del af det danske fantastikmiljø. Her postulerede jeg for et par år siden en heltedyrkelse af alt amerikansk, en afhængighed af f.eks. letfordøjelige evighedsføljetoner som ”The Walking Dead” og ”Game of Thrones” fremfor en egentlig nysgerrighed på nyere danske strømninger. Hvad der skulle have lagt op til en debat om emnet, afstedkom omkring 200 overvejende benægtende og vrede kommentarer.
Og for ganske nyligt overværede jeg – uden at blande mig – med gru, hvordan fantastikmiljøets ’enfant terrible’ (betitlet sådan fordi han tør være kritisk i egne kredse), Rasmus Wichmann, meget sagligt prøvede at råbe op om de utallige danske antologiudgivelsers kvalitet. Et oplæg til en virkelig spændende diskussion om, hvad der skulle til, for at en antologi står lige så stærkt som en roman – et emne der blev drøftet til arrangementet København Læser på Hovedbiblioteket, hvor en bibliotekar, forfattere og flere litterater konstruktivt drøftede antologiens mange udfordringer.
Reaktionen på Wichmanns debatoplæg – jeg kan ikke engang kalde det en kritik – blev også fulgt af den ene kommentar mere harm og benægtende end den anden. I essensen opsummeret: ”Vi har gjort sådan her i hundrede år, og vi skal gøre det i hundrede mere, og du skal FANDEME ikke komme her og fortælle os, hvordan vi skal gøre tingene.”
Det er pinligt. Debatkulturen herhjemme er simpelthen blevet pinlig, og jeg forstår, hvorfor en tilflytter med god viden om det danske demokrati undres.
Jeg prøver at fortælle mig selv, at det er curlinggenerationen, der er blevet voksen, men mange af aktørerne i de nævnte eksempler er sgu for gamle til at være blevet curlet nogen steder hen.
Det, vi bliver nødt til at forstå, er at vi ikke kan frikende os selv – der er brug for folk udefra – debat er IKKE farligt. Kritik er IKKE farligt. I værste fald bliver man tvunget til at genoverveje sig selv, i bedste fald leverer man det saglige modargument og maner kritikken til jorden.
Den verserende Mette Høeg-debat har skarpt optegnet den ”verdens dumhed”, som der har været omtalt af modstanderne, men som tydeligvis oser allerstærkest fra den lejr.
Verdens dumhed har i disse dage sit epicenter hos dem, der med henkastet hverdagsfascisme siger, at Høegs klumme aldrig skulle være trykt. De selvbeskyttende, der er bestyrtede over at deres skolekammerater, venner eller kærester har fået kritik og farer i blindt forsvar. Og dem, der belejligt råber ’kvindehad’, når en relevant og tiltrængt kritik af en dominerende, litterær tendens (hvor det mindst påfaldende fællestræk er køn) dukker op.
Og vi ser atter bagsiden af de sociale medier, som understreger den hygge- og konsensussøgen, Mrozewicz så flot beskriver. Tendensen nu er, at vi læner os tilbage, i egne cirkler, med supportgruppen i ryggen; små samfund der alle har ret og dræber debatten, inden den overhovedet er begyndt.
Lad os nu få noget rigtig diskussion i stedet for det her barnepjat og lad os møde vore udefrakommende kritikere med åbne arme frem for benægtelse og spot.
Og lad gerne tendensen starte nu.
Der var et interessant læserbrev i Weekendavisen #21 af en Anna Mrozewicz, Ph.D. i dansk litteratur. Som udefrakommende fra Polen betragter Mrozewicz vort demokrati og stiller spørgsmålstegn ved, om det stadig er forbilledligt for et land som Polen og Europas andre yngre demokratier. Anledningen er selvfølgelig Mette Høegs omdiskuterede klumme om dominansen af kvindelige, navlebeskuende forfattere og ikke mindst de voldsomme, benægtende reaktioner, der er kommet i kølvandet.
”Hyggeligt, men lavt til loftet” skriver Mrozewicz rammende i en beskrivelse af de mere veletablerede, litterære kredse. Hun beskriver også etablissementet som lukket, selvbeskyttende og samfundet generelt som konfliktsky og søgende mod konsensus frem for debat – sidstnævnte eksemplificeres fint med Lars Bukdahls og Lars Frosts, i min optik henholdsvis forvrøvlede (”sådan er det bare, læs nogle norske bøger i stedet for”) og undskyldende, optræden i DR 2 Deadline.
Miseren om Høeg har trukket linjerne hårdt op, men Mrozewicz’ holdninger – som hun bestemt ikke er alene om at have – bekræftes efterhånden, hvor end man ser hen. Også langt uden for de finere litterære kredse.
En af mine egne kæpheste har været en debat om kulturkonsumptionen i den mere organiserede del af det danske fantastikmiljø. Her postulerede jeg for et par år siden en heltedyrkelse af alt amerikansk, en afhængighed af f.eks. letfordøjelige evighedsføljetoner som ”The Walking Dead” og ”Game of Thrones” fremfor en egentlig nysgerrighed på nyere danske strømninger. Hvad der skulle have lagt op til en debat om emnet, afstedkom omkring 200 overvejende benægtende og vrede kommentarer.
Og for ganske nyligt overværede jeg – uden at blande mig – med gru, hvordan fantastikmiljøets ’enfant terrible’ (betitlet sådan fordi han tør være kritisk i egne kredse), Rasmus Wichmann, meget sagligt prøvede at råbe op om de utallige danske antologiudgivelsers kvalitet. Et oplæg til en virkelig spændende diskussion om, hvad der skulle til, for at en antologi står lige så stærkt som en roman – et emne der blev drøftet til arrangementet København Læser på Hovedbiblioteket, hvor en bibliotekar, forfattere og flere litterater konstruktivt drøftede antologiens mange udfordringer.
Reaktionen på Wichmanns debatoplæg – jeg kan ikke engang kalde det en kritik – blev også fulgt af den ene kommentar mere harm og benægtende end den anden. I essensen opsummeret: ”Vi har gjort sådan her i hundrede år, og vi skal gøre det i hundrede mere, og du skal FANDEME ikke komme her og fortælle os, hvordan vi skal gøre tingene.”
Det er pinligt. Debatkulturen herhjemme er simpelthen blevet pinlig, og jeg forstår, hvorfor en tilflytter med god viden om det danske demokrati undres.
Jeg prøver at fortælle mig selv, at det er curlinggenerationen, der er blevet voksen, men mange af aktørerne i de nævnte eksempler er sgu for gamle til at være blevet curlet nogen steder hen.
Det, vi bliver nødt til at forstå, er at vi ikke kan frikende os selv – der er brug for folk udefra – debat er IKKE farligt. Kritik er IKKE farligt. I værste fald bliver man tvunget til at genoverveje sig selv, i bedste fald leverer man det saglige modargument og maner kritikken til jorden.
Den verserende Mette Høeg-debat har skarpt optegnet den ”verdens dumhed”, som der har været omtalt af modstanderne, men som tydeligvis oser allerstærkest fra den lejr.
Verdens dumhed har i disse dage sit epicenter hos dem, der med henkastet hverdagsfascisme siger, at Høegs klumme aldrig skulle være trykt. De selvbeskyttende, der er bestyrtede over at deres skolekammerater, venner eller kærester har fået kritik og farer i blindt forsvar. Og dem, der belejligt råber ’kvindehad’, når en relevant og tiltrængt kritik af en dominerende, litterær tendens (hvor det mindst påfaldende fællestræk er køn) dukker op.
Og vi ser atter bagsiden af de sociale medier, som understreger den hygge- og konsensussøgen, Mrozewicz så flot beskriver. Tendensen nu er, at vi læner os tilbage, i egne cirkler, med supportgruppen i ryggen; små samfund der alle har ret og dræber debatten, inden den overhovedet er begyndt.
Lad os nu få noget rigtig diskussion i stedet for det her barnepjat og lad os møde vore udefrakommende kritikere med åbne arme frem for benægtelse og spot.
Og lad gerne tendensen starte nu.
Kommentarer