Blog
Selvudgivere er dumme, grimme og lugter lidt af puha
Sådan kunne der lige så godt have stået i Lotte Garbers’ lidet saglige angreb på selvudgivere. Jeg ved ikke, om bloggen er en joke, jeg kiggede forgæves på min kalender for at få det til at være den første april, men misteltenen og fadet med brunkager forstyrrede lidt.
Så lad os antage, at hun mener det hele alvorligt og stille spørgsmålet: Hvad er det, der får disse etablerede forfattere og folk fra den litterære inderkreds til gang på gang at rase sådan ud på selvudgivere? Det er ikke længe siden, at Klaus Rothstein prøvede at erklære Arnold Buscks Indie books-initiativ dødt før fødslen, og nu er Garbers så på stikkerne.
Er det en form for mindreværd? Sidder man med en tryg, men gudsjammerlig forpligtende tibogs-kontrakt og føler sig gammel og lidt udenfor? Eller er det noget andet? Jeg ved det virkelig ikke. Jeg undres.
Denne ’sparken nedad’ ville svare nogenlunde til, at jeg, en undergrundsforfatter, der har fået slået mit navn bare en lille smule fast i visse miljøer, skulle står klar til at banke spirende talenter på min scene endnu længere ned i underskoven, langt ned i mudderet. Selvfølgelig en ganske fin metode at bekæmpe konkurrencen og holde det frygtede generationsskifte (tilføj selv uhyggelig rumklang her) stangen, men min troværdighed ville være lig nul.
Desuden er Garbers blog så usaglig, at jeg er tæt på at tilbyde Rothsteins svada udgivelse på mit lille forlag. Hun skriver for eksempel:
”Vi er kun dér, hvor det er blevet nemt, muligt, sejt, indie, at gøre det selv, og det gør Gud og hvermand så. Godt for demokratiet men overhovedet ikke godt for litteraturen.”
Hvad er dette for et barnagtigt skræmmescenarie? Det skønne ved en bogudgivelse – et næsten karmisk begreb – er jo, at den sjældent klarer sig bedre, end dens kvalitet tillader. Dårlige bøger sælger simpelthen ikke, og kan derfor ikke true litteraturen på nogen måde. Garbers får det til at lyde, som om et hvert stykke hjemmegjort makværk omgående kommer ud i boghandlere og biblioteker i tusindvis. Store forlag er ikke den eneste censur, der findes, vi har masser af andre portvagter: Anmeldere, lektører og læsere ikke at forglemme.
Og hun fortsætter:
”Og hvis litteratur bare bliver noget, vi alle sammen laver, så bliver litterær kvalitet noget, vi om muligt får endnu sværere ved at snakke om. Og hvad med professionelle forfatteres selvfølelse, hvis det, vi laver, bare er noget, man kan lave, hvis man har et log-in til en selvudgivelsesportal?”
Her kunne jeg heller ikke være mere uenig. Med det store udbud af forskelligartet litteratur, som nye distributionskanaler tilbyder, er der da netop mulighed for at diskutere litterær kvalitet. Og i den forbindelse kunne det da egentlig være spændende at vide, hvad Garbers mener litterær kvalitet er. Er det at alle kommaerne sidder rigtigt i krimi nummer syv millioner fra Gyldendal? Eller at en spændende - og måske knap så sprogligt regelret og poleret - debutant kommer med noget helt nyt og eksperimenterende, der ryster læserens forestillinger om, hvad god litteratur kan være?
Og hvad Gyldendal-klikens selvfølelse angår, kan man kun sige, at jo, det er da synd, hvis I er kede af det og ikke har det godt med jer selv, men op på hesten. Det skal jo nok gå alt sammen.
Ak og ve! Jeg kunne nærmest citere hele Garbers’ blog og hakke den til shish-kebab, men for at sammenføje nogle af perlerne, så er selvudgiverne ”klynkende og reaktionære”, ”tror ingen vil lege med dem”, og nåjo, har man fået mere end to afslag fra forlag, skriver man ikke godt nok til, at man skal spilde andre folks tid med det.
Angående de attråede ”legeaftaler” vil jeg gerne fortælle Garbers, at der findes noget, der med et godt ord kan kaldes ’genreracisme’. Det går kort fortalt ud på, at man i dagens litterære landskab er tvunget til at skrive noget, som forlagene ved sælger for overhovedet at komme i betragtning til en kontrakt. Du kan hoppe ned i nogle kasser, der hedder krimi, socialrealisme eller blød erotik, hvis du vil være med lige nu. Skriver du f.eks. horror til voksne (som undertegnede) har du ikke en chance, da det opfattes som en sær og smal genre, der ikke er nogen penge i. I dag er forlæggeren (på det store forlag) mere købmand end kulturformidler, og det tror jeg ikke engang, han vil bestride selv.
Og ha! Hvis alle forfattere gennem tiden havde fulgt Garbers råd om at skifte erhverv ved det tredje afslag, ville vi helt sikkert være en del litterære genier fattigere. En stor del af dem, vi anerkender i dag, nåede ikke engang nævneværdig anerkendelse i deres egen levetid, fordi de ikke skrev nok i tidens ånd, eller måske fordi der, ahem, altid vil være onde ånder, der forsøger at holde pionererne nede.
Ti sidst i sin blog har Garbers forsøgt at idiotsikre sig med følgende støddæmper:
”For de af selvudgiverne, der skriver perlerne, føler sig nemlig slet ikke ramt af min tekst. Og er det i virkeligheden ikke bevis nok?”
Det er et meget nuttet forsøg, men nej, hun skal ikke slippe så nemt af krogen. Som en frivillig selvudgiver, der nakkede prisen for Årets Horrorudgivelse 2012 foran større forlag, bl.a. Gyldendal, tør jeg godt ”blotte” mig og sige, at det eneste indtryk, jeg får af Garbers’ blog, er det af en opfedet regent, der nonchalant vralter ned fra sin trone, peger en fedtglinsende finger mod pøblen under sig og siger: ”Halshug.”
Sådan kunne der lige så godt have stået i Lotte Garbers’ lidet saglige angreb på selvudgivere. Jeg ved ikke, om bloggen er en joke, jeg kiggede forgæves på min kalender for at få det til at være den første april, men misteltenen og fadet med brunkager forstyrrede lidt.
Så lad os antage, at hun mener det hele alvorligt og stille spørgsmålet: Hvad er det, der får disse etablerede forfattere og folk fra den litterære inderkreds til gang på gang at rase sådan ud på selvudgivere? Det er ikke længe siden, at Klaus Rothstein prøvede at erklære Arnold Buscks Indie books-initiativ dødt før fødslen, og nu er Garbers så på stikkerne.
Er det en form for mindreværd? Sidder man med en tryg, men gudsjammerlig forpligtende tibogs-kontrakt og føler sig gammel og lidt udenfor? Eller er det noget andet? Jeg ved det virkelig ikke. Jeg undres.
Denne ’sparken nedad’ ville svare nogenlunde til, at jeg, en undergrundsforfatter, der har fået slået mit navn bare en lille smule fast i visse miljøer, skulle står klar til at banke spirende talenter på min scene endnu længere ned i underskoven, langt ned i mudderet. Selvfølgelig en ganske fin metode at bekæmpe konkurrencen og holde det frygtede generationsskifte (tilføj selv uhyggelig rumklang her) stangen, men min troværdighed ville være lig nul.
Desuden er Garbers blog så usaglig, at jeg er tæt på at tilbyde Rothsteins svada udgivelse på mit lille forlag. Hun skriver for eksempel:
”Vi er kun dér, hvor det er blevet nemt, muligt, sejt, indie, at gøre det selv, og det gør Gud og hvermand så. Godt for demokratiet men overhovedet ikke godt for litteraturen.”
Hvad er dette for et barnagtigt skræmmescenarie? Det skønne ved en bogudgivelse – et næsten karmisk begreb – er jo, at den sjældent klarer sig bedre, end dens kvalitet tillader. Dårlige bøger sælger simpelthen ikke, og kan derfor ikke true litteraturen på nogen måde. Garbers får det til at lyde, som om et hvert stykke hjemmegjort makværk omgående kommer ud i boghandlere og biblioteker i tusindvis. Store forlag er ikke den eneste censur, der findes, vi har masser af andre portvagter: Anmeldere, lektører og læsere ikke at forglemme.
Og hun fortsætter:
”Og hvis litteratur bare bliver noget, vi alle sammen laver, så bliver litterær kvalitet noget, vi om muligt får endnu sværere ved at snakke om. Og hvad med professionelle forfatteres selvfølelse, hvis det, vi laver, bare er noget, man kan lave, hvis man har et log-in til en selvudgivelsesportal?”
Her kunne jeg heller ikke være mere uenig. Med det store udbud af forskelligartet litteratur, som nye distributionskanaler tilbyder, er der da netop mulighed for at diskutere litterær kvalitet. Og i den forbindelse kunne det da egentlig være spændende at vide, hvad Garbers mener litterær kvalitet er. Er det at alle kommaerne sidder rigtigt i krimi nummer syv millioner fra Gyldendal? Eller at en spændende - og måske knap så sprogligt regelret og poleret - debutant kommer med noget helt nyt og eksperimenterende, der ryster læserens forestillinger om, hvad god litteratur kan være?
Og hvad Gyldendal-klikens selvfølelse angår, kan man kun sige, at jo, det er da synd, hvis I er kede af det og ikke har det godt med jer selv, men op på hesten. Det skal jo nok gå alt sammen.
Ak og ve! Jeg kunne nærmest citere hele Garbers’ blog og hakke den til shish-kebab, men for at sammenføje nogle af perlerne, så er selvudgiverne ”klynkende og reaktionære”, ”tror ingen vil lege med dem”, og nåjo, har man fået mere end to afslag fra forlag, skriver man ikke godt nok til, at man skal spilde andre folks tid med det.
Angående de attråede ”legeaftaler” vil jeg gerne fortælle Garbers, at der findes noget, der med et godt ord kan kaldes ’genreracisme’. Det går kort fortalt ud på, at man i dagens litterære landskab er tvunget til at skrive noget, som forlagene ved sælger for overhovedet at komme i betragtning til en kontrakt. Du kan hoppe ned i nogle kasser, der hedder krimi, socialrealisme eller blød erotik, hvis du vil være med lige nu. Skriver du f.eks. horror til voksne (som undertegnede) har du ikke en chance, da det opfattes som en sær og smal genre, der ikke er nogen penge i. I dag er forlæggeren (på det store forlag) mere købmand end kulturformidler, og det tror jeg ikke engang, han vil bestride selv.
Og ha! Hvis alle forfattere gennem tiden havde fulgt Garbers råd om at skifte erhverv ved det tredje afslag, ville vi helt sikkert være en del litterære genier fattigere. En stor del af dem, vi anerkender i dag, nåede ikke engang nævneværdig anerkendelse i deres egen levetid, fordi de ikke skrev nok i tidens ånd, eller måske fordi der, ahem, altid vil være onde ånder, der forsøger at holde pionererne nede.
Ti sidst i sin blog har Garbers forsøgt at idiotsikre sig med følgende støddæmper:
”For de af selvudgiverne, der skriver perlerne, føler sig nemlig slet ikke ramt af min tekst. Og er det i virkeligheden ikke bevis nok?”
Det er et meget nuttet forsøg, men nej, hun skal ikke slippe så nemt af krogen. Som en frivillig selvudgiver, der nakkede prisen for Årets Horrorudgivelse 2012 foran større forlag, bl.a. Gyldendal, tør jeg godt ”blotte” mig og sige, at det eneste indtryk, jeg får af Garbers’ blog, er det af en opfedet regent, der nonchalant vralter ned fra sin trone, peger en fedtglinsende finger mod pøblen under sig og siger: ”Halshug.”
Kommentarer