Blog
Kære unge forfatter
Det er en farlig verden, vi lever i, ikke mindst for unge forfattere. For hvor der er drømme, er der gribbe.
Jeg er femogtredive og synes selv, at jeg har passeret grænsen for ”ung forfatter”. Det er i hvert fald ikke sådan, jeg præsenterer mig.
De sidste seks år har jeg udgivet både selv og på flere forskellige forlag, og jeg synes, jeg har fået en nogenlunde fornemmelse for, hvad der er godt og skidt i bogbranchen.
Og noget, som er virkelig skidt, og desværre er i blomstring, er de firmaer, der kalder sig forlag, men forlanger betaling for et hav af ydelser. Jeg skal prøve at beherske mig og ikke slynge om mig med navne, men vil alligevel komme med denne generelle advarsel.
Som hovedregel skal en forfatter ALDRIG betale noget til sit forlag (altså forlag defineret som at de har en part i den færdige bogs profit). Et forlag betaler selv for redigering og alt andet. Omkostningerne ved en bogudgivelse er en satsning, som forlaget, og ikke forfatteren, tager på sin kappe.
Som ung forfatter skal man virkelig besidde en sund portion skepsis. Hvis noget virker for godt til at være sandt, er det det nok.
Bliver du f.eks. tilbudt udgivelse samme dag eller dagen efter, du har sendt dit manuskriptet ind, ER det for godt til at være sandt. Forlaget har slet ikke haft tid til at læse dit manuskript, og du er stødt på en pengemaskine, som vil udgive alt, så længe de får deres kroner for redigering. Jeg har selv prøvet det præcis samme for omkring fem år siden. En forkølet e-mail om antagelse dagen efter jeg havde indsendt manuskriptet. Da jeg så hørte om den mindre formue, de lige skulle have for at redigere teksten, havde jeg heldigvis fornuft nok til at springe fra.
Og selvom folkene bag sådanne foretagender er hurtige til at kalde sig ildsjæle og pionerer, ændrer det ikke på noget. Du skal ikke selv betale noget til et forlag, der antager dit manuskript.
Tilbyder et firma derimod redigering og korrektur, og kalder en spade for en spade, er det selvfølgelig en helt anden sag.
Disse, øh, ”superforlag”, der tilbyder en dyr redigeringspakke – jeg er stødt på virkeligt uhyrlige priser – kan måske endda bryste sig med at tilbyde ekstra god redigering, men det, jeg har set, har virkelig ikke været værd at skrive hjem om.
Men hvad så med de svulmende royalties? Tja, der skal du være beredt på, at det måske er en procentsats af et nul, du kommer til at sidde med. Hvis du har betalt dit forlag en formue for beta, korrektur, opsætning m.m. er overskuddet forsvundet, for den spæde start er virkelig spæd. Skriver du i en genre, der har svært ved at blive antaget på de større forlag, skal du være beredt på, at din debut måske sælger hundrede eksemplarer, hvis overhovedet.
Hvis vi skal have en sund praksis, skal tingene ganske enkelt skilles ad. Enten tilbyder man betalt redigering, eller også er man et forlag, som antager et manuskript ikke for at tjene kassen, men fordi det er en historie, man tror fuldt og fast på og tør satse på.
Så pas på derude. Selvudråbte ”ildsjæle” kan nemt være misforståede kunstnere, der er gået kannibalvejen.
Det seneste, jeg er stødt på, er et forlag der tilbyder en fin lille anmeldelse med i pakken for tusinde kroner. Det er sgu svært at holde tæerne strakte efterhånden!
Det er en farlig verden, vi lever i, ikke mindst for unge forfattere. For hvor der er drømme, er der gribbe.
Jeg er femogtredive og synes selv, at jeg har passeret grænsen for ”ung forfatter”. Det er i hvert fald ikke sådan, jeg præsenterer mig.
De sidste seks år har jeg udgivet både selv og på flere forskellige forlag, og jeg synes, jeg har fået en nogenlunde fornemmelse for, hvad der er godt og skidt i bogbranchen.
Og noget, som er virkelig skidt, og desværre er i blomstring, er de firmaer, der kalder sig forlag, men forlanger betaling for et hav af ydelser. Jeg skal prøve at beherske mig og ikke slynge om mig med navne, men vil alligevel komme med denne generelle advarsel.
Som hovedregel skal en forfatter ALDRIG betale noget til sit forlag (altså forlag defineret som at de har en part i den færdige bogs profit). Et forlag betaler selv for redigering og alt andet. Omkostningerne ved en bogudgivelse er en satsning, som forlaget, og ikke forfatteren, tager på sin kappe.
Som ung forfatter skal man virkelig besidde en sund portion skepsis. Hvis noget virker for godt til at være sandt, er det det nok.
Bliver du f.eks. tilbudt udgivelse samme dag eller dagen efter, du har sendt dit manuskriptet ind, ER det for godt til at være sandt. Forlaget har slet ikke haft tid til at læse dit manuskript, og du er stødt på en pengemaskine, som vil udgive alt, så længe de får deres kroner for redigering. Jeg har selv prøvet det præcis samme for omkring fem år siden. En forkølet e-mail om antagelse dagen efter jeg havde indsendt manuskriptet. Da jeg så hørte om den mindre formue, de lige skulle have for at redigere teksten, havde jeg heldigvis fornuft nok til at springe fra.
Og selvom folkene bag sådanne foretagender er hurtige til at kalde sig ildsjæle og pionerer, ændrer det ikke på noget. Du skal ikke selv betale noget til et forlag, der antager dit manuskript.
Tilbyder et firma derimod redigering og korrektur, og kalder en spade for en spade, er det selvfølgelig en helt anden sag.
Disse, øh, ”superforlag”, der tilbyder en dyr redigeringspakke – jeg er stødt på virkeligt uhyrlige priser – kan måske endda bryste sig med at tilbyde ekstra god redigering, men det, jeg har set, har virkelig ikke været værd at skrive hjem om.
Men hvad så med de svulmende royalties? Tja, der skal du være beredt på, at det måske er en procentsats af et nul, du kommer til at sidde med. Hvis du har betalt dit forlag en formue for beta, korrektur, opsætning m.m. er overskuddet forsvundet, for den spæde start er virkelig spæd. Skriver du i en genre, der har svært ved at blive antaget på de større forlag, skal du være beredt på, at din debut måske sælger hundrede eksemplarer, hvis overhovedet.
Hvis vi skal have en sund praksis, skal tingene ganske enkelt skilles ad. Enten tilbyder man betalt redigering, eller også er man et forlag, som antager et manuskript ikke for at tjene kassen, men fordi det er en historie, man tror fuldt og fast på og tør satse på.
Så pas på derude. Selvudråbte ”ildsjæle” kan nemt være misforståede kunstnere, der er gået kannibalvejen.
Det seneste, jeg er stødt på, er et forlag der tilbyder en fin lille anmeldelse med i pakken for tusinde kroner. Det er sgu svært at holde tæerne strakte efterhånden!
Kommentarer