Blog
At reagere (rimeligt) på kritik
Inspireret af reaktionerne (jeg undlader at skrive skingre, benægtende og det der er værre) på Mette Høegs artikel (i Weekendavisen), der postulerer en favorisering i branchen af navlepillende og selvoptagede, kvindelige forfattere, kommer her eksempler på urimelig og rimelig reaktion på kritik.
Jeg sætter mig et øjeblik i rollen som min egen værste kritiker og prøver derefter at komme med modsvar før og efter den dybe indånding – der i den grad ville have klædt debatten om Mette Høegs artikel.
Postulat: "I Danmark har vi et felt af yngre til midaldrende mandlige eksponenter af horrorgenren. ’Skrækløverne’ er de blevet kaldt eller ’de unge skrækløver’. Feltet udviser en påfaldende ensartethed, et tilegnet sprog, der er kunstlet og overskrevet og en gåen den angelsaksiske spøgelsestradition sådan i bedene, at vi skal trakteres med unødvendige citater – sikkert for at udstråle belæsthed! – og utidige nedfald af fremmedord. ’Skrækløverne’ forfalder samtidig til klichétunge dystopier og et udpræget testosteronpumpet overdrev, der kun kan ende på én måde: Splat, splat og mere splat!"
Reaktion 1: (den til den lukkede): Aaaaarrrrghhh!!! Kønsdiskrimination!! Hvorfor er man mand, før man er forfatter?? Hvad? Hvad? Hvor vover man overhovedet at nævne, at vi er mænd? Og vores sprog er sgu da perfekt! Fordi det siger vi selv og nogle andre inhabi… jeg mener nogle andre venner, der lever af vores skriv. Hvor er det forfærdeligt, at Litteratursiden kan få lov at trykke sådan noget løgn og latin! Sådanne holdninger, der rammer MIG skulle aldrig have lov at blive trykt. Det skulle være ulovligt, og alle skulle fyres! Skal JEG nu gå og spekulere på, om jeg er god nok, JEG der har så mange problemer i forvejen? Jeg er skide stresset mand! Og jeg er også lige løbet tør for toiletpapir og skal hente unger klokken 15.30. Har I nogen anelse om, hvordan den her vanvittige og usande kritik – ja, man skulle jo tro, det var 1. april – påvirker mig og min mandighed? Skal jeg nu gå og skamme mig og føle mig forkert?
Reaktion 2: (efter den dybe indånding): Takker for opmærksomheden. Altid interessant at drøfte proces og hvad litterær kvalitet er. Er dog ikke udpræget enig i kritikken. ’Ensartethed’ er en tilsnigelse. Feltet spænder over velkendte aktører som vampyrer, varulve, spøgelser, til hverdagsgotik, dystopi, Udkantsdanmark, myte m.m. I forhold til at sproget skulle være kunstlet og tilegnet, kan jeg kun svare for mig selv og sige, at jeg IKKE sidder med synonymordbogen, jeg følger et sprogligt flow og føler ikke, at jeg over-lix’er i forhold til voksne læsere. Citater? Tja, bruger dem sparsomt, men de kan fungere som nøglen til en novelle eller roman, idéen kan ligefrem være sprunget fra linjen; i øvrigt en tradition, der langtfra kun leder til den angelsaksiske skræktradition … Splat, splat og mere splat? Jo, okay, den tager jeg sgu på mig.
Et forhåbentlig humoristisk indlæg i en meget tilspidset og usjov debat.
Inspireret af reaktionerne (jeg undlader at skrive skingre, benægtende og det der er værre) på Mette Høegs artikel (i Weekendavisen), der postulerer en favorisering i branchen af navlepillende og selvoptagede, kvindelige forfattere, kommer her eksempler på urimelig og rimelig reaktion på kritik.
Jeg sætter mig et øjeblik i rollen som min egen værste kritiker og prøver derefter at komme med modsvar før og efter den dybe indånding – der i den grad ville have klædt debatten om Mette Høegs artikel.
Postulat: "I Danmark har vi et felt af yngre til midaldrende mandlige eksponenter af horrorgenren. ’Skrækløverne’ er de blevet kaldt eller ’de unge skrækløver’. Feltet udviser en påfaldende ensartethed, et tilegnet sprog, der er kunstlet og overskrevet og en gåen den angelsaksiske spøgelsestradition sådan i bedene, at vi skal trakteres med unødvendige citater – sikkert for at udstråle belæsthed! – og utidige nedfald af fremmedord. ’Skrækløverne’ forfalder samtidig til klichétunge dystopier og et udpræget testosteronpumpet overdrev, der kun kan ende på én måde: Splat, splat og mere splat!"
Reaktion 1: (den til den lukkede): Aaaaarrrrghhh!!! Kønsdiskrimination!! Hvorfor er man mand, før man er forfatter?? Hvad? Hvad? Hvor vover man overhovedet at nævne, at vi er mænd? Og vores sprog er sgu da perfekt! Fordi det siger vi selv og nogle andre inhabi… jeg mener nogle andre venner, der lever af vores skriv. Hvor er det forfærdeligt, at Litteratursiden kan få lov at trykke sådan noget løgn og latin! Sådanne holdninger, der rammer MIG skulle aldrig have lov at blive trykt. Det skulle være ulovligt, og alle skulle fyres! Skal JEG nu gå og spekulere på, om jeg er god nok, JEG der har så mange problemer i forvejen? Jeg er skide stresset mand! Og jeg er også lige løbet tør for toiletpapir og skal hente unger klokken 15.30. Har I nogen anelse om, hvordan den her vanvittige og usande kritik – ja, man skulle jo tro, det var 1. april – påvirker mig og min mandighed? Skal jeg nu gå og skamme mig og føle mig forkert?
Reaktion 2: (efter den dybe indånding): Takker for opmærksomheden. Altid interessant at drøfte proces og hvad litterær kvalitet er. Er dog ikke udpræget enig i kritikken. ’Ensartethed’ er en tilsnigelse. Feltet spænder over velkendte aktører som vampyrer, varulve, spøgelser, til hverdagsgotik, dystopi, Udkantsdanmark, myte m.m. I forhold til at sproget skulle være kunstlet og tilegnet, kan jeg kun svare for mig selv og sige, at jeg IKKE sidder med synonymordbogen, jeg følger et sprogligt flow og føler ikke, at jeg over-lix’er i forhold til voksne læsere. Citater? Tja, bruger dem sparsomt, men de kan fungere som nøglen til en novelle eller roman, idéen kan ligefrem være sprunget fra linjen; i øvrigt en tradition, der langtfra kun leder til den angelsaksiske skræktradition … Splat, splat og mere splat? Jo, okay, den tager jeg sgu på mig.
Et forhåbentlig humoristisk indlæg i en meget tilspidset og usjov debat.
Kommentarer