Blog
Anmelder, så tag dig dog sammen, mand!!
En af Litteratursidens brugere, forfatter Jonas Wilmann, melder sig ind i debatten om anmeldelser med denne "opsang" til anmelderne.
Inden denne nådesløse harceleren mod anmelderstaben vil jeg tilkendegive, at der er masser af anmeldere, der udfører deres ædle hverv overordentligt godt, det værende både i små og store medier. Disse anmeldere – med ren røv, så at sige – ved godt, hvem de er og bør naturligvis ikke føle sig ramt af følgende svada.
Man kunne sikkert ganske nemt argumentere for, at det ikke er det mest fornuftige af en forfatter at gå ud i et hovedkulds angreb på anmelderstaben, men ikke desto mindre er det lige det, jeg vil gøre. For jeg er ved at eksplodere! Simpelthen eksplodere, så skidt og kanel står ud af mig! Jeg må have luft!! For hvor er laveste fællesnævner dog sunket dybt, dybt i jorden, når det gælder anmelderiets kunst. Og ’kunst’ er netop, hvad anmelderi er, og en svær én tilmed. Du vil aldrig få mig til at påstå, at det er nogen nem balance at skrive en anmeldelse, der både er morsom uden at være selvprofilerende, konkret uden at være kedelig, refererende uden at indeholde spoilers – MEN der er dog nogle do’s and don’ts, der burde være indlysende selv for et børnehavebarn.
Et ret vigtigt punkt: Afslør IKKE hele handlingen! En af de klassiske fejl, man ser begået gang på gang i anmeldelser er, at læseren trakteres med et alenlangt handlingsreferat, der når 100, 200, 300 sider ind i bogen. Det er efterhånden ikke unormalt, at anmeldere uden at blinke afslører, hvilke af hovedpersonerne, der dør, eller sågar hvad bogen slutter med!?
Især i anmeldelser af krimier har jeg registreret tendensen. Anmelder kan finde på at skrive noget i stil med: ”At det hele ender godt, og at det lykkedes X at redde X kommer jo ikke som nogen overraskelse”. Den form for hensynsløst anmelderi kunne man jo så mene, var en naturlig konsekvens af krimiens skabelonopbygning, men det ses også i andre grene af litteraturen. Jeg har for ganske nyligt set en af mine egne bøger anmeldt, hvor referatet nåede så langt, som til hvilke af de centrale karakterer, der gik af dage!
Og dette vedrører simpelthen kompetence, eller snarere mangel på samme. Hvor går egentlig grænsen mellem bruger, blogger og anmelder? Den er lidt utydelig efterhånden på det her fremragende internet, hvor alle skal anmelde et eller andet.
Men er det ikke okay at have sådan en hyggekrog, hvor man lufter sin mening om bøger, film osv.? Tjoh, men sætter man sig i anmelderstolen (og jo, det er hakket over Goodreads, vi snakker om her), er der alligevel regler, der skal overholdes. Publicerer man sin meningstilkendegivelse frit i æteren, reklamerer endda lidt for den, har man indgået en kontrakt med x antal potentielle læsere.
Navigerer man f.eks. ud fra en, skal vi sige, misforstået support til litteraturens underskov og tænker ”Herre gud, da, hvad gør sådan små 100 stavefejl i en bog på to hundrede sider?”, så gør man snarere scenen en bjørnetjeneste – for hvad sker der lige, når læseren får fat i bogen? Ikke nok med, at han ikke læser den forfatter igen, så har alle fremtidige artikler på pågældende blog mistet sin troværdighed.
Som undergrundsforfatter kan man nemt blive opslugt i en slags forvrænget virkelighed, hvis man virkelig tror på alt, man hører i de smalle medier. Og misforstå mig ikke, der findes masser af godt stof i underskoven; anmelder må og skal bare skille skidt fra kanel. Det bliver lidt virkelighedsfjernt til tider, og kan desværre godt blive en sovepude for den spirende forfatter, der glæder sig til at distribuere anmeldereksemplarer ud til de sædvanlige blogs og indkassere sine ukritiske ”happy-happy-anmeldelser”. Forløbet herefter er som reglen, at det er de samme hver gang der ’liker’ og eventuelt kommenterer på anmeldelsen – gerne forfatteren eller redaktøren af det forgyldte værk. Ofte ser man ligefrem redaktøren eller forfatteren skrive en tak for anmeldelsen, og ”iiih, det var vel nok pænt af dig”.
KAN det blive mere ekskluderende for den uvildige, altså den potentielle læser?
Og fordommen om at ”de kender nok hinanden alle sammen” holder faktisk ikke engang vand. Jeg er selv en del af det litterære undergrundsmiljø, og jeg kan skrive under på, at der ikke er nogen nævneværdig socialisering – det er bare en ond rutine, der ligesom svinebinder folk og får miljøet til at gå fuldstændig i selvsving … til den sidste rest af troværdighed er væk.
Den malplacerede ros må dø, for hvis alting er godt, er intet godt, og læseren kan ikke orientere sig.
NÆSTE PUNKT: Pædagogsandwichen! Spar mig venligst for den. En anmelder er ikke en lektør, der på bedste, og mere eller mindre objektive, vis skal henvise til korrekt målgruppe, nej, en anmelder skal sgu give sin mening råt for usødet!
Jeg har gang på gang læst anmeldelser, hvor jeg bagefter sad og tænkte: Kunne anmelder lide den eller ej? Skal jeg købe bogen eller gå i en bue udenom?
Ofte er der brugt en usandsynlig mængde plads på et langt, spoilerfyldt referat og derefter rundes af med en eller anden ytring, der hverken er fugl eller fisk, for anmelder mener, det er bedre at tale udenom end at skrive noget grimt. Komplet misforstået!! Hvorfor ikke fortælle forfatteren, hvad vedkommende skal gøre bedre? Og hvorfor ikke advare læseren mod at begå et fejlkøb? Jeg er klar over, at den objektive standard er diffus, men, anmelder, gør i det mindste opmærksom på, hvis bogen er fejlhæftet af en anden verden!
Omvendt, får jeg nogle gange lyst til at sige: Styr lige retorikken, når det kommer til roser. Kravler vi op af underskoven og kigger i Gyldendal-bladet, kan man ofte læse de mest afsindige udtalelser om enhver form for billig knaldroman. ”Den bedste bog jeg nogensinde har læst, hurra, hurra!” Man skulle tro, anmelder var købt og betalt, eller også er det litteraturkritiske bare regredieret til et præhumant stadie af idioti.
Og sluttelig: Kunne man ikke forlange bare en smule litterær referenceramme af en anmelder? Ikke at alle behøver være akademikere, men hvorfor skal man gang på gang se noget blive rost, netop fordi det minder om (læs: ’er plagieret af’) noget andet. Er et plot dybt fortærsket, og er sproget tungt og gentagende, så vil vi også gerne have det at vide, okay?
Okay …?
Anmelder, det er dig, jeg snakker til! For ligesom at alt for mange mennesker skriver bøger (afgjort!), ødelægger det også utroligt meget, hvis alle leger kritikere uden at tage faget seriøst. Jeg har ofte hørt vendingen ”der er langt mellem snapsene” i forbindelse med selvudgiveri, og ligeledes er det med anmeldere – det er på tide, vi også forlanger noget mere af dem.
Der er brug for en revolution på området, hvis læselysten skal pirres, for lige nu har læser ingen mulighed for at finde ud af, hvad der er godt og skidt. Og forlag, der er ærekære omkring redigering, bliver ikke fremhævet i forhold til det rene makværk. Læg dertil at slutningen ofte bliver afsløret, og jeg spørger: Hvorfor overhovedet læse anmeldelser?
Anmelder, så tag dig dog sammen, mand!!
En af Litteratursidens brugere, forfatter Jonas Wilmann, melder sig ind i debatten om anmeldelser med denne "opsang" til anmelderne.
Inden denne nådesløse harceleren mod anmelderstaben vil jeg tilkendegive, at der er masser af anmeldere, der udfører deres ædle hverv overordentligt godt, det værende både i små og store medier. Disse anmeldere – med ren røv, så at sige – ved godt, hvem de er og bør naturligvis ikke føle sig ramt af følgende svada.
Man kunne sikkert ganske nemt argumentere for, at det ikke er det mest fornuftige af en forfatter at gå ud i et hovedkulds angreb på anmelderstaben, men ikke desto mindre er det lige det, jeg vil gøre. For jeg er ved at eksplodere! Simpelthen eksplodere, så skidt og kanel står ud af mig! Jeg må have luft!! For hvor er laveste fællesnævner dog sunket dybt, dybt i jorden, når det gælder anmelderiets kunst. Og ’kunst’ er netop, hvad anmelderi er, og en svær én tilmed. Du vil aldrig få mig til at påstå, at det er nogen nem balance at skrive en anmeldelse, der både er morsom uden at være selvprofilerende, konkret uden at være kedelig, refererende uden at indeholde spoilers – MEN der er dog nogle do’s and don’ts, der burde være indlysende selv for et børnehavebarn.
Et ret vigtigt punkt: Afslør IKKE hele handlingen! En af de klassiske fejl, man ser begået gang på gang i anmeldelser er, at læseren trakteres med et alenlangt handlingsreferat, der når 100, 200, 300 sider ind i bogen. Det er efterhånden ikke unormalt, at anmeldere uden at blinke afslører, hvilke af hovedpersonerne, der dør, eller sågar hvad bogen slutter med!?
Især i anmeldelser af krimier har jeg registreret tendensen. Anmelder kan finde på at skrive noget i stil med: ”At det hele ender godt, og at det lykkedes X at redde X kommer jo ikke som nogen overraskelse”. Den form for hensynsløst anmelderi kunne man jo så mene, var en naturlig konsekvens af krimiens skabelonopbygning, men det ses også i andre grene af litteraturen. Jeg har for ganske nyligt set en af mine egne bøger anmeldt, hvor referatet nåede så langt, som til hvilke af de centrale karakterer, der gik af dage!
Og dette vedrører simpelthen kompetence, eller snarere mangel på samme. Hvor går egentlig grænsen mellem bruger, blogger og anmelder? Den er lidt utydelig efterhånden på det her fremragende internet, hvor alle skal anmelde et eller andet.
Men er det ikke okay at have sådan en hyggekrog, hvor man lufter sin mening om bøger, film osv.? Tjoh, men sætter man sig i anmelderstolen (og jo, det er hakket over Goodreads, vi snakker om her), er der alligevel regler, der skal overholdes. Publicerer man sin meningstilkendegivelse frit i æteren, reklamerer endda lidt for den, har man indgået en kontrakt med x antal potentielle læsere.
Navigerer man f.eks. ud fra en, skal vi sige, misforstået support til litteraturens underskov og tænker ”Herre gud, da, hvad gør sådan små 100 stavefejl i en bog på to hundrede sider?”, så gør man snarere scenen en bjørnetjeneste – for hvad sker der lige, når læseren får fat i bogen? Ikke nok med, at han ikke læser den forfatter igen, så har alle fremtidige artikler på pågældende blog mistet sin troværdighed.
Som undergrundsforfatter kan man nemt blive opslugt i en slags forvrænget virkelighed, hvis man virkelig tror på alt, man hører i de smalle medier. Og misforstå mig ikke, der findes masser af godt stof i underskoven; anmelder må og skal bare skille skidt fra kanel. Det bliver lidt virkelighedsfjernt til tider, og kan desværre godt blive en sovepude for den spirende forfatter, der glæder sig til at distribuere anmeldereksemplarer ud til de sædvanlige blogs og indkassere sine ukritiske ”happy-happy-anmeldelser”. Forløbet herefter er som reglen, at det er de samme hver gang der ’liker’ og eventuelt kommenterer på anmeldelsen – gerne forfatteren eller redaktøren af det forgyldte værk. Ofte ser man ligefrem redaktøren eller forfatteren skrive en tak for anmeldelsen, og ”iiih, det var vel nok pænt af dig”.
KAN det blive mere ekskluderende for den uvildige, altså den potentielle læser?
Og fordommen om at ”de kender nok hinanden alle sammen” holder faktisk ikke engang vand. Jeg er selv en del af det litterære undergrundsmiljø, og jeg kan skrive under på, at der ikke er nogen nævneværdig socialisering – det er bare en ond rutine, der ligesom svinebinder folk og får miljøet til at gå fuldstændig i selvsving … til den sidste rest af troværdighed er væk.
Den malplacerede ros må dø, for hvis alting er godt, er intet godt, og læseren kan ikke orientere sig.
NÆSTE PUNKT: Pædagogsandwichen! Spar mig venligst for den. En anmelder er ikke en lektør, der på bedste, og mere eller mindre objektive, vis skal henvise til korrekt målgruppe, nej, en anmelder skal sgu give sin mening råt for usødet!
Jeg har gang på gang læst anmeldelser, hvor jeg bagefter sad og tænkte: Kunne anmelder lide den eller ej? Skal jeg købe bogen eller gå i en bue udenom?
Ofte er der brugt en usandsynlig mængde plads på et langt, spoilerfyldt referat og derefter rundes af med en eller anden ytring, der hverken er fugl eller fisk, for anmelder mener, det er bedre at tale udenom end at skrive noget grimt. Komplet misforstået!! Hvorfor ikke fortælle forfatteren, hvad vedkommende skal gøre bedre? Og hvorfor ikke advare læseren mod at begå et fejlkøb? Jeg er klar over, at den objektive standard er diffus, men, anmelder, gør i det mindste opmærksom på, hvis bogen er fejlhæftet af en anden verden!
Omvendt, får jeg nogle gange lyst til at sige: Styr lige retorikken, når det kommer til roser. Kravler vi op af underskoven og kigger i Gyldendal-bladet, kan man ofte læse de mest afsindige udtalelser om enhver form for billig knaldroman. ”Den bedste bog jeg nogensinde har læst, hurra, hurra!” Man skulle tro, anmelder var købt og betalt, eller også er det litteraturkritiske bare regredieret til et præhumant stadie af idioti.
Og sluttelig: Kunne man ikke forlange bare en smule litterær referenceramme af en anmelder? Ikke at alle behøver være akademikere, men hvorfor skal man gang på gang se noget blive rost, netop fordi det minder om (læs: ’er plagieret af’) noget andet. Er et plot dybt fortærsket, og er sproget tungt og gentagende, så vil vi også gerne have det at vide, okay?
Okay …?
Anmelder, det er dig, jeg snakker til! For ligesom at alt for mange mennesker skriver bøger (afgjort!), ødelægger det også utroligt meget, hvis alle leger kritikere uden at tage faget seriøst. Jeg har ofte hørt vendingen ”der er langt mellem snapsene” i forbindelse med selvudgiveri, og ligeledes er det med anmeldere – det er på tide, vi også forlanger noget mere af dem.
Der er brug for en revolution på området, hvis læselysten skal pirres, for lige nu har læser ingen mulighed for at finde ud af, hvad der er godt og skidt. Og forlag, der er ærekære omkring redigering, bliver ikke fremhævet i forhold til det rene makværk. Læg dertil at slutningen ofte bliver afsløret, og jeg spørger: Hvorfor overhovedet læse anmeldelser?
Anmelder, så tag dig dog sammen, mand!!
Kommentarer