Blog
Længe leve middelalderen!
”Jeg er nået til den konklusion, at der stadig ikke er udgivet noget godt selvudgiver-skønlitteratur, som de store etablerede forlag burde have opdaget.”
Sådan udtalte Klaus Rothstein i marts i år, og han er nu ude med mere ”selvudgiver-bashing” på tærsklen til Arnold Buscks innovative tiltag i samarbejde med NewPub, hvor såkaldte ”indie books”, selvudgivne bøger, får deres eget hjørne i boghandlerkædens afdeling centralt beliggende i Købmagergade.
Denne gang var det i P1’s kulturnyt, at Rothstein atter cementerede hierarkiet i bogbranchen – hvis nu læserne skulle være i tvivl.
”Vi har endnu til gode at se en selvfinansierende selvudgiver skrive en god bog,” udtaler Rothstein.
Og om succesmulighederne for Arnolds Buscks og New Pubs tiltag siger Rothstein: ”Jeg vil se det, før jeg tror det.”
Rothstein gør altså alt, hvad han kan – i sin ikke helt uanselige magt som anmelder og redaktør og studievært på Dr P1 – for at pode potentielle læsere af indie books med negative billeder allerede fra starten. Bedst ville det vel egentlig være, hvis folk slet ikke nærmede sig det beskidte, nye hjørne i Busck, der da må bugne med slåfejl og ubehjælpelige hjerte/smerte-rim!
Jeg håber inderligt, at folk kan se lige igennem Rothstein og andre reaktionære kæmpers holdninger til indie-udgivelser.
For hvor er det da grinagtigt!
At nogen i ramme alvor kan mene, at der ikke skulle findes en eneste forfatter med talent, som de store forlag endnu ikke har taget til sig, er da netop hylende morsomt.
Kan man overhovedet kalde sig litterat med de holdninger? Jeg synes, det kniber lidt med det. Holdningerne er i bedste fald middelalderlige, og i værste fald logrende og uvidende. Skulle det virkelig være et blåstempel alene at udkomme på et stort forlag? Og her mener jeg litterært blåstempel, ikke kommercielt. Vægter Rothstein så en hver femikrimi som en stor kulturel landevinding, fordi den sælger som varmt brød? Og kalder sig litterat samtidig? Hov, hvor blev litteraturen lige af?
Men, men, Ignorerer man det faktum, at forlagene i et årti eller mere – gradvist forstærket af krisen – kun har villet udgive det sikre, det vil sige krimier, socialrealisme og selvbiografier, kunne Rothstein da fint fremføre sine holdninger uden at gøre sig til skamme. For nu blotter han sig til en lige højre.
Det ville jo kræve en næsten overmenneskelig indsats at have læst alle selvudgivelser – og derved kunne udtale sig så skråsikkert, som Rothstein gør – men det er selvfølgelig også nemmere at erklære dødsårsagen, mens patienten stadig er i live.
Litteraturen findes i underskoven, ligesom den også lejlighedsvis dukker op i en udgivelse fra et større forlag. Men, naturligvis, er man blevet for forelsket i tanken om sig selv som del af det urokkelige etablissement, en portvogter, kan det jo være svært at give slip.
”Jeg er nået til den konklusion, at der stadig ikke er udgivet noget godt selvudgiver-skønlitteratur, som de store etablerede forlag burde have opdaget.”
Sådan udtalte Klaus Rothstein i marts i år, og han er nu ude med mere ”selvudgiver-bashing” på tærsklen til Arnold Buscks innovative tiltag i samarbejde med NewPub, hvor såkaldte ”indie books”, selvudgivne bøger, får deres eget hjørne i boghandlerkædens afdeling centralt beliggende i Købmagergade.
Denne gang var det i P1’s kulturnyt, at Rothstein atter cementerede hierarkiet i bogbranchen – hvis nu læserne skulle være i tvivl.
”Vi har endnu til gode at se en selvfinansierende selvudgiver skrive en god bog,” udtaler Rothstein.
Og om succesmulighederne for Arnolds Buscks og New Pubs tiltag siger Rothstein: ”Jeg vil se det, før jeg tror det.”
Rothstein gør altså alt, hvad han kan – i sin ikke helt uanselige magt som anmelder og redaktør og studievært på Dr P1 – for at pode potentielle læsere af indie books med negative billeder allerede fra starten. Bedst ville det vel egentlig være, hvis folk slet ikke nærmede sig det beskidte, nye hjørne i Busck, der da må bugne med slåfejl og ubehjælpelige hjerte/smerte-rim!
Jeg håber inderligt, at folk kan se lige igennem Rothstein og andre reaktionære kæmpers holdninger til indie-udgivelser.
For hvor er det da grinagtigt!
At nogen i ramme alvor kan mene, at der ikke skulle findes en eneste forfatter med talent, som de store forlag endnu ikke har taget til sig, er da netop hylende morsomt.
Kan man overhovedet kalde sig litterat med de holdninger? Jeg synes, det kniber lidt med det. Holdningerne er i bedste fald middelalderlige, og i værste fald logrende og uvidende. Skulle det virkelig være et blåstempel alene at udkomme på et stort forlag? Og her mener jeg litterært blåstempel, ikke kommercielt. Vægter Rothstein så en hver femikrimi som en stor kulturel landevinding, fordi den sælger som varmt brød? Og kalder sig litterat samtidig? Hov, hvor blev litteraturen lige af?
Men, men, Ignorerer man det faktum, at forlagene i et årti eller mere – gradvist forstærket af krisen – kun har villet udgive det sikre, det vil sige krimier, socialrealisme og selvbiografier, kunne Rothstein da fint fremføre sine holdninger uden at gøre sig til skamme. For nu blotter han sig til en lige højre.
Det ville jo kræve en næsten overmenneskelig indsats at have læst alle selvudgivelser – og derved kunne udtale sig så skråsikkert, som Rothstein gør – men det er selvfølgelig også nemmere at erklære dødsårsagen, mens patienten stadig er i live.
Litteraturen findes i underskoven, ligesom den også lejlighedsvis dukker op i en udgivelse fra et større forlag. Men, naturligvis, er man blevet for forelsket i tanken om sig selv som del af det urokkelige etablissement, en portvogter, kan det jo være svært at give slip.
Kommentarer