Blog
Hvorfor er det forbudt at kalde sig kunstner?
En af Litteratursidens brugere, horrorforfatter og forlagsindehaver, Jonas Wilman blogger om kunstnerens rolle i dag.
DER HAR DANNET SIG ET BILLEDE på de webfora, jeg frekventerer. Jeg har en manér med at blande mig i alt for mange debatter, og den rolle, jeg som regel ender med at have, er den arrogante kunstnertype med næsen højt i sky, der kun skriver for sig selv og på en eller anden måde svigter sit formidlingsansvar. På den modsatte side har så vi dem, der bare ønsker god underholdning, følger kommercialismens limpind (det, der bliver udgivet på store forlag er bedst, for det er udvalgt af rigtige, autoriserede ”udvælge-personer”) og rynker på næsen af dansende, omvendt-talende dværge og sligt.
Mine argumenter, der ofte vækker stor harme, er, at jeg skriver ikke for at tjene penge, men fordi jeg ikke kan lade være. Og jo da, jeg skriver skam først og fremmest for mig selv, for sådan bliver resultatet jo bedst. Selvfølgelig håber jeg altid, at værket finder sit publikum, men i processen skal der den onde lyneme ikke være kommercielle interesser.
Jeg er også berygtet for at sige, at min inspiration sådan nærmest kommer fra oven, og at det slet ikke er mig selv, der skriver historierne. Det er der heller ikke mange, der tror på, for skrivefaget er jo et håndværk som brolægning eller ethvert andet, og det kan bestemt læres af alle og enhver.
Når jeg kommer allermest op på stikkerne, kan jeg endda finde på at bringe ’den kulturelle infantilisering’ på bane. Krisen har tvunget forlagene til at satse på det sikre, og stryge os med hårene i så lang tid, at vi som læsere ikke længere er gearet til bøger, hvor der tænkes lidt uden for boksen. Et årti eller mere med mursten foret med ævl (skrevet tykke så forfatteren kan skumme flere bibliotekspenge), møgunger der kan trylle og blød erotik har ikke ligefrem gjort os skarpere i pæren.
Forestil dig at være en Johannes V. Jensen i dagens Danmark og gå fra forlag til forlag med ”Kongens Fald” i rygsækken; det ville om noget være 'en lang rejse'. Beskeden ville være, at manuskriptet var for underligt, for usammenhængende, for antiklimatisk, måske endda ’for litterært’ – det nye fy-ord.
Kunstner!! Det siges i dag med foragt. Kvalmende! Arrogant!
Den økonomiske krise har kostet meget, ikke mindst på kulturfronten. I dag måler de fleste danskere succes ud fra velstand og langt mindre ud fra kunstneriske landevindinger. Nutidens parnasforfattere hyldes ikke for deres originalitet eller sproglige kunnen, men deres overlegne købmandsskab og deres evne til at skrive hypnotisk underholdende, letlæst og i øjenhøjde. Samfundsstemningen er sådan, at massehypnose er det eftertragtede; kunne man opfinde en særlig stråle, der kunne få folk til lommerne, var litteraturen med et trylleslag overflødiggjort.
Og selv litteraturanmelderen lader ofte til at vurdere ud fra eksportpotentiale frem for et værks egentlige litterære kvaliteter, i hvad der kommer til at fremstå som statsordineret kriseknusning! Har vi gået og bildt os ind, at intet – da slet ikke noget så tørt som økonomi – kunne berøre vores inderste lidenskaber? Men kig så på bogen i din hånd nu og se, vupti, at det er metervare fra det nye parnas! Litterære lidenskaber er i vidt omfang blevet omdannet til afhængigheden af sejrsgin og -cigaretter … lyder det bekendt?
Har krisen virkelig kostet så meget, at vi nu skal skamme os over ikke at skrive kommercielt? Burde det ikke være omvendt?
I stedet for at kaste os for fødderne af bestsellerforfatterne, der har fundet det smarteste trick til at fifle pengene op af lommen på dig uden nogensinde at komme den mindste smule i kontakt med litteraturen, skulle vi så ikke sige nej til skabelonhistorier? Stille os op og kræve noget nyt på bordet. Forlange at forlagene ikke kun giver os det, de tror vi vil have, men præsenterer os for nye smage.
Mange små forlag kæmper mod tidens tendenser, og de gør det godt, men de mangler gennemslagskraft i et litterært landskab, hvor der lefles for de litterære magthavere, og dørene smækker hurtigere, end benene kan stæse.
Men der er sprækker, og mon ikke de bliver større i trit med, at økonomien læges? Man kan kun krydse fingre for, at kunstneren, der skriver ikke for levebrød, men af lyst, stadig har en plads i verden.
En af Litteratursidens brugere, horrorforfatter og forlagsindehaver, Jonas Wilman blogger om kunstnerens rolle i dag.
DER HAR DANNET SIG ET BILLEDE på de webfora, jeg frekventerer. Jeg har en manér med at blande mig i alt for mange debatter, og den rolle, jeg som regel ender med at have, er den arrogante kunstnertype med næsen højt i sky, der kun skriver for sig selv og på en eller anden måde svigter sit formidlingsansvar. På den modsatte side har så vi dem, der bare ønsker god underholdning, følger kommercialismens limpind (det, der bliver udgivet på store forlag er bedst, for det er udvalgt af rigtige, autoriserede ”udvælge-personer”) og rynker på næsen af dansende, omvendt-talende dværge og sligt.
Mine argumenter, der ofte vækker stor harme, er, at jeg skriver ikke for at tjene penge, men fordi jeg ikke kan lade være. Og jo da, jeg skriver skam først og fremmest for mig selv, for sådan bliver resultatet jo bedst. Selvfølgelig håber jeg altid, at værket finder sit publikum, men i processen skal der den onde lyneme ikke være kommercielle interesser.
Jeg er også berygtet for at sige, at min inspiration sådan nærmest kommer fra oven, og at det slet ikke er mig selv, der skriver historierne. Det er der heller ikke mange, der tror på, for skrivefaget er jo et håndværk som brolægning eller ethvert andet, og det kan bestemt læres af alle og enhver.
Når jeg kommer allermest op på stikkerne, kan jeg endda finde på at bringe ’den kulturelle infantilisering’ på bane. Krisen har tvunget forlagene til at satse på det sikre, og stryge os med hårene i så lang tid, at vi som læsere ikke længere er gearet til bøger, hvor der tænkes lidt uden for boksen. Et årti eller mere med mursten foret med ævl (skrevet tykke så forfatteren kan skumme flere bibliotekspenge), møgunger der kan trylle og blød erotik har ikke ligefrem gjort os skarpere i pæren.
Forestil dig at være en Johannes V. Jensen i dagens Danmark og gå fra forlag til forlag med ”Kongens Fald” i rygsækken; det ville om noget være 'en lang rejse'. Beskeden ville være, at manuskriptet var for underligt, for usammenhængende, for antiklimatisk, måske endda ’for litterært’ – det nye fy-ord.
Kunstner!! Det siges i dag med foragt. Kvalmende! Arrogant!
Den økonomiske krise har kostet meget, ikke mindst på kulturfronten. I dag måler de fleste danskere succes ud fra velstand og langt mindre ud fra kunstneriske landevindinger. Nutidens parnasforfattere hyldes ikke for deres originalitet eller sproglige kunnen, men deres overlegne købmandsskab og deres evne til at skrive hypnotisk underholdende, letlæst og i øjenhøjde. Samfundsstemningen er sådan, at massehypnose er det eftertragtede; kunne man opfinde en særlig stråle, der kunne få folk til lommerne, var litteraturen med et trylleslag overflødiggjort.
Og selv litteraturanmelderen lader ofte til at vurdere ud fra eksportpotentiale frem for et værks egentlige litterære kvaliteter, i hvad der kommer til at fremstå som statsordineret kriseknusning! Har vi gået og bildt os ind, at intet – da slet ikke noget så tørt som økonomi – kunne berøre vores inderste lidenskaber? Men kig så på bogen i din hånd nu og se, vupti, at det er metervare fra det nye parnas! Litterære lidenskaber er i vidt omfang blevet omdannet til afhængigheden af sejrsgin og -cigaretter … lyder det bekendt?
Har krisen virkelig kostet så meget, at vi nu skal skamme os over ikke at skrive kommercielt? Burde det ikke være omvendt?
I stedet for at kaste os for fødderne af bestsellerforfatterne, der har fundet det smarteste trick til at fifle pengene op af lommen på dig uden nogensinde at komme den mindste smule i kontakt med litteraturen, skulle vi så ikke sige nej til skabelonhistorier? Stille os op og kræve noget nyt på bordet. Forlange at forlagene ikke kun giver os det, de tror vi vil have, men præsenterer os for nye smage.
Mange små forlag kæmper mod tidens tendenser, og de gør det godt, men de mangler gennemslagskraft i et litterært landskab, hvor der lefles for de litterære magthavere, og dørene smækker hurtigere, end benene kan stæse.
Men der er sprækker, og mon ikke de bliver større i trit med, at økonomien læges? Man kan kun krydse fingre for, at kunstneren, der skriver ikke for levebrød, men af lyst, stadig har en plads i verden.
Kommentarer