Kunsten at fange øjeblikkets glimt. Herman Bangs naturalistiske grundsyn, impressionistiske fortælleteknik og stil er et højdepunkt indenfor dansk litteratur.
Stemninger udmales og øjeblikke fastholdes i nuancerige sprogbilleder. Personers indbyrdes forhold skildres indlevet og nuanceret. Altsammen på den helt særlige måde, som er Herman Bangs. Han er en forfatter, vi skal genlæse for de gennemført detaljerede beskrevne billedudsnits skyld. Men i høj grad også for den særlige evne og psykologiske sans han har for indlevende at beskrive storbyens excentrikere og provinsens stille eksistenser. Den første type personer behandles fx i Fædra (1883) og Stuk (1887) og novellesamlingen Excentriske Noveller (1885). De stille eksistenser finder vi fx i Tunge melodier (1880), Stille Eksistenser (1886), Tine (1889) og Ludvigsbakke (1896) og Ved Vejen
Få kunne som Herman Bang (1857-1912) skrive om intens smerte, dødelig jalousi, sorte knuder af melankoli og kvælende konventioner. Han mestrede som få at skabe stemningsbilleder og rige sprogbilleder, at beskrive relationer og begivenheder ved at registrere uden at fortolke; også med ironisk distance. Han kunne ved antydningens kunst skrive det, der måske er den mest lidenskabelige kærlighedshistorie i dansk litteratur (’Mikaël') - en historie, der emmer af seksualitet og jalousi, af længsel og bedrag - uden at bruge én eneste glose eller beskrivelse af seksuel karakter!
Herman Bang skabte levende, ægte mennesker og tegnede skæbner som Tine, Irene Holm, Ida Brandt i 'Ludvigsbakke', Katinka Bay i 'Ved Vejen' og mange andre, som stadig lever og vækker vores medfølelse. Stille Eksistenser, der aldrig blev dus med virkeligheden, eller som blev knust af en skæbne, de ikke kunne magte.
Alt efter temperament vil det for nogle være sørgmodigheden, for andre begæret, jalousien, den ødelæggende vrede, der er nøglen til hans tekster. De rummer det hele. De rummer også en meget tidsbundet kritik af et samfund, hvor individet undertryktes af normer og konventioner; Herman Bang var jo også journalist, han skrev sociale reportager, længe før det blev moderne. Med til billedet hører, at han som outsider og homoseksuel var genstand for årelang latterliggørelse i offentligheden og pressen.
Begynd med mesterværket 'Ved Vejen' (1886)
Novellen 'Ved Vejen' er efterhånden kanoniseret som Bangs hovedværk, og også i denne sammenhæng er den det værk, det anbefales at starte med som indgangsvinkel til forfatterskabet.
'Stille Eksistenser' (1886) er titlen på den novellesamling, som hovednovellen Ved Vejen indgår i. På grund af sit omfang har Ved Vejen efterhånden fået status som roman. De stille eksistenser er stærke, men socialt stækkede kvinder, og Katinka Bai, stationsforstanderfruen i 'Ved Vejen', er netop en sådan eksistens. Bang blev inspireret til romanen, da han så et kvindeansigt gennem vinduet fra en togkupe.
Åbningsbilledet i 'Ved Vejen' er in medias res, hvilket er latin og betyder at teksten starter i midten af begivenhederne. Billedet er broget, fuldt af personer og foregår omkring lillebyens centrale kontaktflade til den store verden: stationen. Der sker en åbning af et stemningsbillede, som er blevet berømt for den impressionistiske fremstillingsform med glidende scenisk panorering og brudte replikker, der lader læseren blive præsenteret for personernes karakterer. Der er bemærkelsesværdigt ingen decideret handling i åbningsbilledet, men mange stemninger, og stilen er at registrere begivenhederne nøgternt uden at fortolke, hvilket er kendetegnende for den naturalistiske stil. At registrere objektivt som naturvidenskabens videnskabelige arbejdsmetode.
'Ved Vejen' betragtes desuden som Bangs mest gennemførte impressionistiske værk. At det er impressionistisk, vil sige, at forfatteren beskriver små udsnit af en større helhed, hvilket omtales nærmere nedenfor. Handlingen er enkel, der er ingen stor dramatik eller indviklede intriger. Bang skildrer et umuligt kærlighedsforhold og udvælger desuden en række dagligdags handlinger og skildrer dem fintfølende og indlevet. Og også med en humor, der både kan være ironisk og sarkastisk.
I og med at novellen er fremstillet i malede udsnit af helheder, som man også kunne kalde scener, så virker den nærmest scenisk i sin opbygning. Det var netop den naturalistiske bestræbelse, at fremstille det sansede så objektivt og fotografisk nøjagtigt som muligt. Derfor har det også været oplagt at filmatisere romanen, hvilket Max von Sydow gjorde med godt resultat i 1988.
Liv, værk og samtid
Herman Bang blev født i Asserballe på Als 1857 og døde 1912 i Utah, USA. Han blev student 1875 og påbegyndte statskundskab, men opgav, da skuespil- og litteraturinteresser optog hans tid. Han havde ikke held med teaterdrømmene, så det blev journalistikken han i stedet gav sig i kast med. Men som vi kan se af hans produktion, så havde teatret som genre hans interesse i så høj grad, at han eksperimenterede med at overføre de sceniske virkemidler til litteraturen i form af naturalisme og impressionisme.
Forfatterskabet bygger på det naturalistiske kunstsyn. Bang var optaget af det kunstsyn, ligesom bl.a. Gustave Flaubert og Emile Zola i Frankrig, og Bang skriver i 1870’erne en række artikler om de franske naturalister i essaysamlingen Realisme og Realister (1879).
Det moderne gennembrud
Denne naturalistiske strømning er helt i tråd med Georg Brandes’ program for Det moderne gennembruds litteratur: "At sætte problemer under debat", i modsætning til, hvad han så som romantikkens virkelighedsfjerne følelsesfuldhed. Men Bang vandt aldrig indflydelse i inderkredsen omkring Det moderne gennembrud, selv om hans litteratur altid var funderet i en realistisk samtidsbeskrivelse. Han forblev i en yderposition, og denne position forstærkedes af hans homoseksualitet, som han ikke lagde skjul på. Homoseksualitet blev af samtiden betragtet som et sygdomstræk. Det blev betragtet som perverst og var direkte ulovligt. Både Bang og samtiden i øvrigt var præget af Darwins udviklingslære, og i følge denne var homoseksualitet et degenerationstræk. I tråd hermed blev Bangs debutroman Haabløse Slægter (1880) en skandalesucces og kan læses som en demonstration af Darwins determinationstanke og degenerationstanke, hvor netop sidste led i en slægt er ufrugtbart, og slægten uddør. Bang mente som Darwin, at mennesket stræber efter at efterleve sine drifter.
Det naturalistiske grundsyn fik ikke kun betydning for de emner, Bang tog op, men i høj grad også for hans måde at behandle dem på. Den impressionistiske fortælleteknik og stil nåede et højdepunkt netop hos ham. I litterær sammenhæng kan naturalisme og impressionisme altså være nært forbundet, som det ses hos Bang og også hos J.P. Jacobsen. Hos begge ses en stor koncentration omkring det kunstneriske udtryk. De er begge særdeles sprog- og stilbevidste, og man kan allerede hos dem se en tendens, der bliver stærkt udtalt i det 20. århundredes modernisme, nemlig at selve den kunstneriske formbevidsthed får så fremtrædende en betydning.
Impressionismen i europæisk malerkunst
Her er det igen væsentligt at henvise til samtidige strømninger i Frankrig. Her spillede en retning inden for malerkunsten en helt særlig rolle på dette tidspunkt, nemlig impressionismen inden for malerkunsten også kaldet pointilismen, hvilket vil sige at sætte hundredevis af små pletter på et lærred for at opnå en drømmende og lettere sløret effekt, som dog alligevel antyder en situation og en stemning. Malerne var bl.a. Monet, Renoir og Manet. Teknikken er baseret på det umiddelbare sanseindtryk af tingene (heraf impression). I stedet for at fortolke det sete forsøger kunstneren at afbilde det sete ved at gengive det med flygtige indtryk af farve, lys og skygge.
Del fremfor helhed - impressionisme som forløber for postmodernismen
Det er bemærkelsesværdigt at denne opmærksomhed på at skildre et udsnit af helheden, kaldet pars pro toto, er en tankegang, som har fået konsekvenser langt op i vores tid. I det tidligere verdensbillede sås kunstneren som stedfortræder for Gud, ved at stræbe efter at skabe en helhed i sit værk. Impressionisten viser i modsætning hertil et udsnit af virkeligheden.
Det er vigtigt at have øje for det idehistoriske skred, der allerede her er igang. Tingene ses nemlig nu som foranderlige og fremtræder fra den synsvinkel, de lige i dette øjeblik iagttages. Her kan vi altså se begyndelsen til relativismen i sandhedsopfattelsen og denne relativisme udmønter sig senere i det, vi i dag kalder postmodernisme.
Herman Bang har en nuancerigdom i sproget, en letflydende pen og en evne til at skabe et særligt billedrum, som giver os en fornemmelse af at komme ind i en verden af glimtvise stemninger og bevægelser. Han havde, bortset fra nogle få successer, svært ved at blive anerkendt i sin samtid, men blev ofte hængt ud som særling. Men set med vore øjne i dag, var Bang en moderne forfatter på sin tid. Og han er også moderne i dag.
Af cand.mag. Mette Elsig Olsen
Kilder og centrale værker
Læs og lyt til Herman Bang på eReolen
