Det er vanskeligt at forestille sig et mere sørgeligt litterært emne end selvmord. Og en af de absolut mest nedslående og trøstesløse romaner om emnet er Herman Bangs 'Tine' fra 1889.
Når Herman Bangs roman er i en særklasse inden for sørgelighed, så er én af grundene, at han ikke tyr til lindrende forsimplinger. Selvom hans heltinde er venlig og hjælpsom, så er der samtidig noget snylteragtigt ved hende, og hun er til tider direkte naiv og irriterende. Når hun ender med at tage sit eget liv, er det derfor hverken helt retfærdigt eller tragisk på den højstemte og alvorlige måde. Det er nærmere trøstesløst på en meget direkte og jordnær måde.
Man får nærmest dårlig samvittighed af at læse romanen, fordi det hele på den ene side er så utrolig trist, mens det på den anden side nærmest er umuligt at undgå at blive irriteret på heltinden. Denne kyniske blanding af ubestemthed og dårlig samvittighed gør Tine til en slet og ret fremragende og sindsoprivende læseoplevelse (også for dem, der ikke kendte historien på forhånd, og som ærgrer sig over at have fået afsløret slutningen – det er vist desværre vilkårene, når man skriver om selvmord i litteraturen).
To- eller trekantsdrama
'Tine' foregår på Als omkring krigen i 1864. Den unge pige Tine er meget nære venner med skovriderparret Hr. og Fru Berg. Fra romanens begyndelse er det klart, at hun tydeligvis er mere end blot venskabeligt interesseret i Hr. Berg. Hun har imidlertid også et nærmest forelsket venskab med hans kone, og derfor er der en slags balance i det hele.
Det betyder nu ikke, at trekantsforholdet er uproblematisk. Tværtimod tematiserer Herman Bang bestandig problemerne med det. På et tidspunkt spørger Tine Fru Berg, hvad kærligheden består i, og får følgende svar:
”- At være to sammen, tror jeg – og være glade, sagde hun sagtere. Og de sad begge to stille, foran Ilden, til de gik ind at tænde Træet.
Skovrideren og Fru Berg og Tine sad og snakkede, mens de sidste Lys brændte ned…”
Med Fru Bergs karakteristik af kærligheden opridser Bang hele romanens kærlighedsplot i kondenseret form. For når Fru Berg siger, at kærlighed handler om ”at være to sammen”, så står det i et mærkeligt forhold til det, som kommer lige efter. Ganske vist sidder de netop to på sengen, men det er Fru Bang og Tine og ikke Hr. og Fru Berg eller Tine og Hr. Berg – altså ikke et elskende par. Og når der straks efter står, at skovrideren, Fru Berg og Tine sidder og snakker, ringer alarmklokkerne. Dette er ikke kærlighed. Her er jo ikke to, men tre personer. Og det er som bekendt ingen spøg at være tredje hjul…
Da tyskerne begynder at rykke op gennem landet, bliver der rusket godt og grundigt op i sagerne. Fru Berg tager i eksil i København, mens Hr. Berg og Tine bliver tilbage – han som officer i hæren, hun som sygepasser/opvarter for soldaterne. Berg og Tine får et forhold. Men selvom de er alene, forløber det ikke uproblematisk – tværtimod ender det med at drive Tine til at tage sit eget liv. Kærlighedsforholdet mellem Berg og Tine kan ikke fungere, fordi det – i lighed med alle andre kærlighedsforhold i romanen – hele tiden bliver skæmmet af en tredjepart (Bergs fraværende kone f.eks.), som hælder grus i maskineriet.
Plat kærlighed og selvmord
Det er denne besværlige tredjepart, som danner grundlaget for den trøstesløse stemning i Tine. Ved romanens begyndelse, inden Fru Bergs afrejse, står trekantsdramaet som en hindring for, at Tine kan få skovrideren. Men romanens virkelige tragedie indtræder først i det øjeblik, forholdet bliver muligt. Fru Berg forlader Als, og Tine kan få Berg. Men kærlighedsforholdet lærer hende en ubehagelig lektie, nemlig at hun selv og ikke Fru Berg hele tiden har været det upassende tredje hjul i forholdet. Hr. Berg tyr først og fremmest til Tine, fordi han ikke har sin kone hos sig, og når alt kommer til alt, ender han med at skrive længselsfulde breve til konen.
Tines kærlighed fremstår som en plat flirt og nødløsning, der sætter hende i bås med de andre promiskuøse og primitive bondetøser på egnen, der flirter heftigt med de soldater, som er kommet til øen for at bekæmpe tyskerne. Tine er tredje hjul, og derfor er kærligheden uden for hendes rækkevidde. For kærlighed handler om at være to. Herman Bang har skrevet sin roman med en nærmest deterministisk udviklingslogik. Når Tine tager sit eget liv, opretholder hun en kærlighedsbalance efter at have erkendt, at hun selv ikke passer ind.
Selv om Tine fremstår som en ret naiv og endda lidt irriterende pige, kan man ikke rigtig sige, at Bang er ironisk. Ganske vist er romanen ikke tragisk på en højstemt måde – det er Tine hverken ond eller ædel nok til. Men det betyder ikke, at Tines ulykke og selvmord er humoristisk. Det er tværtimod yderst sørgeligt. Måske skyldes det, at hun ikke har kontrol over sit eget liv. Uanset hendes drømme og forestillinger tilskriver omstændighederne, at hun til syvende og sidst altid vil være et fremmedelement. Hun er hverken ond eller ædel, men svag.
Af Martin Laurberg, Cand. Mag.
Kommentarer