En ny bane i fortællekunsten
Da Herman Bang (1857-1912) i 1887 opholder sig i Prag for at færdiggøre sit tredje store værk, storbyromanen 'Stuk' (1887), skriver han i et brev til sin forlægger:
”Min Ven – det er et uhyre Arbejde. Og jeg staar her kun ved Begyndelsen af en ny Bane i Fortællekunsten. Vil man takke mig, fordi jeg bryder den? Vil man overhovedet forstaa mig?” (Olav Harsløf (1977), Omkring Stuk: 54).
Brevet vidner om at Bang er klar over hvilken konsekvens romanen vil få for dansk litteratur: Den vil revolutionere traditionelle formelle og indholdsmæssige strategier for romanskrivning fordi alle klassiske repræsentationsmåder vil bryde sammen, og den vil skabe en realistisk skrivestrategi der vil ændre hele opfattelsen af hvad litteraturen må beskæftige sig med og hvordan.
Men hvad er det da for en ny bane i fortællekunsten som Bang skaber med sin storbyroman; hvordan gør han det, og hvad betyder det for hans plads på den litterære kanonliste? Det vil følgende artikel give et kort svar på.
Mødet med København
Da Bang i sommeren 1875 flytter til København, sker det i en periode hvor byen er ved at ændres radikalt; nedrivningen af voldene og et voldsomt byggeboom udvider byens areal samtidig med at nye forlystelsessteder, fortove og elektrisk lys pludselig gør det muligt for københavnerne at færdes frit i gadens vrimmel, selv om aftenen. De får med andre ord mulighed for anonymitet, stjålne blikke osv., men risikerer også at få ødelagt nerverne da storbyens overflod af stimuli fra bl.a. støjende køretøjer i fuld fart og reklameplakaters blinken konstant giver chokimpulser.
At litteraturen derfor må beskæftige sig på en helt ny og anderledes måde med moderniteten for at tilsvare de syn, stemninger og følelser som storbyen giver sine indbyggere, er Bang den første danske forfatter der udnytter, og allerede ved begyndelsen af sin karriere som journalist skriver han kritiske artikler om hvordan realistisk litteratur bør gengive storbymoderniteten, og reportager hvor han selv forsøger at lade denne realisme komme til udtryk.
Det er således med baggrund i mødet med København og pga. sin journalistik at Bang når frem til i 1887 at skrive 'Stuk' og kalde den ’en ny Bane i Fortællekunsten’. Og det er netop dens særlige, realistiske sprogliggørelse af en ny modernitets- og storbyerfaring som gør at Bang i høj grad hører hjemme i den danske litterære kanon.
Under Illuminationen
Bangs første litterære forsøg med realistisk at udtrykke det moderne liv er en reportage i Morgen-Telegrafen 25. dec. 1878 hvor han i praksis bruger de radikale æstetiske greb der sprogligt, stilistisk og syntaktisk udtrykker hans realisme, og som han siden overfører til bl.a. Stuk.
I reportagen søger han netop at dekonstruere traditionelle formelle repræsentationsformer via bl.a. passivformer, verbalsubstantiver, paratakse (sideordning), asyndese (manglende bindeord) og ellipser:
”Hvilken Raaben, hvilken Trængsel ! Man trykkes, puffes, stødes, brydes, trænger paa, trækkes til side” – ”Damer med Herrer og Damer uden Herrer ; Tjenestepiger (..) med Slæber, de taber, paa Fødderne, og Shawler om Hovedet” – ””Gud, Mikkelsen, min Hat!”.
Stilen er billedrig, opbrudt og flygtig, og fremstillingsformen er dramatisk; verberne giver fart og forvirring, og replikker og sprogbrokker skaber lyd og larm. Storbyens særlige polyfone og synkrone oplevelsesform giver derfor illusion af virkelighed så læseren føler sig til stede, og dens mange sansestimuli kan ikke opfattes i en helhed, men må gengives som fragmenter. Derved skabes nogle tomme pladser i teksten som læseren må udfylde vha. sin egen virkelighed, og det er netop heri Bangs særlige realisme består.
Også interpunktionstegn (semikolon og udråbstegn) er led i den realistiske skrivestrategi der opsplitter teksten i en urolig rytme, påpeger det hektiske drama, og understøtter eksperimentet om at sprogliggøre den moderne storby via en satsrytme der adækvat udtrykker byens rytme.
Endelig er metaforer og synekdoker (hvor en del sættes i stedet for et hele) stilistisk vigtige i reportagen da de viser et hastigt forbipasserende sanseudsnit, og påpeger storbyens flimrende perceptionsform: ”rundt om Ansigt ved Ansigt ; tykke Proletaransigter med brede Læber og svære Hager, Haaret i Tjavser ned i Panden – og saa Hattene, bulede, fedtede, gamle ; Kvindeansigter, unge, smilende, med smaa blinkende Øjne”.
Realisme og Realister
I den litteraturkritiske artikelsamling Realisme og Realister (1879 – optrykt sammen med Kritiske Studier og Udkast i serien ”Danske Klassikere” 2001) påpeger Bang nogle krav til realismen som ”en æsthetisk Theori” eller ”Kunstform”, og som viser at han litteraturkritisk tænker realismen som en ny bane i fortællekunsten allerede i 1879 selvom han ikke selv efterlever denne bane i sine første værker, 'Haabløse Slægter' (1880), 'Fædra' (1883) og novellesamlingerne 'Tunge Melodier' (1880) og 'Præster' (1883).
Først med 'Stuk' opnår han skønlitterært at leve op til sine egne realismekrav, bl.a. at den realistiske forfatter skal leve i – og gengive – sin samtids virkelighed og ikke som fx romantikkens digtere være hævet over den:
”Man bliver Digter, ikke fordi man staar over sin Tid, men fordi man er et fuldt, levende Udtryk for den”.
Digteren skal lade læseren selv moralisere ved – til forskel fra fx den radikale Georg Brandes’ (1842-1927) devise om at ”sætte problemer under debat” – at fortælle upartisk, objektivt, uden kommentarer og videnskabeligt. Det betyder at fortælleren som det sker i Stuk, skal forsvinde bag bogen og lade historien vise sig selv.
”Den store Digter”, skriver Bang, ”arbejder med Sammenligninger, med Erfaringer høstede i eget Liv, med Iagttagelser, som sammenholdes med Oplevelser”, og han lader disse komme til udtryk som scener eller billeder i et skuespil. Realismen giver således et usminket og sandt udsnit af hele virkeligheden – netop som det sker med Victoria-teatret i 'Stuk'.
Det realistiske værk har ifølge Bang ikke nogen sluttet kunstnerisk komposition da det kræver en enhed i livet som ikke findes: ”hvis man skulle føre alle Traadene til Ende i en Roman, blev man aldrig færdig, simpelt hen, fordi Livet vedblivende leves”. Den realistiske roman giver derfor til forskel fra fx dannelsesromanens livshistorie – kun udsnit af virkeligheden hvilket fx ses i Stuks gengivelse af det moderne København i begyndelsen af 1880erne.
Endelig forklarer Bang netop det om stilen som han selv forsøger i 'Under Illuminationen': ”vi fordrer af Sproget i en Forfatters Hænder baade Farver og Toner, - Maleri og Musik er vort Løsen til Formen. Lad Forfatterne sammenhobe Sætninger, lad dem ødsle med Ord og lad dem udelade Verber; lad dem i susende Hast kæde Punktummer sammen og derpaa atter hvile i en rhytmisk, sagte Musik.
Vi opgiver Lovene, tillader Lovløshed og forkaster mange Regler, men saa fordrer vi ogsaa til Gjengæld, at den Frihed, vi skænker, maa blive nye Baand, der binder paa anden Maade (..) Det er Realismens Kunst, Realismens og herhjemme Fremtidens, thi vi ejer endnu ikke nogen Forfatter, der helt kan fyldestgøre saadanne Fordringer”.
Realismens mester
I 1879 evner ingen forfatter endnu at følge Bangs krav, men hvad med i 1887? Læser man 'Stuk' med citatet in mente, vil man se at romanen netop er realistisk i Bang’sk forstand, og at den moderne storby altså er der hvor realismen finder sit mest adækvate udtryk. Og netop fordi romanen både er et hovedværk i Bangs forfatterskab, og den første danske storbyroman, må Herman Bang for mig at se kendetegnes som én af de vigtige forfattere på den danske litterære kanonliste.
Af stud.mag. i nordisk litteratur og fransk Gitte S. A. Ulstrup
Kommentarer