Det vrimler med kunstnere i Herman Bangs (1857-1912) forfatterskab, og trods indbyrdes forskelle bindes de sammen på kryds og tværs af en række fælles temaer; drømmen om succes, der ender som bristede illusioner og håbet om et bedre liv, der forplumres og bliver til en følelse af ensomhed, hjemløshed og fremmedgørelse.
Et kendetegn ved kunstnerne er, at deres tyngdepunkt ligger uden for dem selv. Bang bruger med andre ord den etymologiske betydning af ordet excentrisk: at ligge uden for centrum. Figurerne er styret af drømmen om succes i både beskæftigelse og livssituation, underholdningsmarkedets betingelser og presset fra de personer, der ’ejer’ dem (impressarier er ofte benyttede figurer hos Bang). De bestemmer ikke selv, er umyndige og uden udviklingsmuligheder, og må således følge de valg, der er taget for dem.
Inspirationen
Læser man de mange biografier, der i tidens løb er udkommet om Bang, fx Dorrit Willumsens Bang. En roman om Herman Bang (1996) eller Harry Jacobsens 4-bindsværk Den unge Herman Bang (1954), Herman Bang. Resignationens digter (1957), Den miskendte Herman Bang. Aarene der gik tabt (1961) og Den tragiske Herman Bang (1966) – finder man en mulig årsag til, at kunstnerne lider en trist skæbne: Bang selv måtte opgive drømmen om at blive skuespiller og fik kun oprejsning for sine fiaskoer gennem en litterær bearbejdning.
Inspirationen til kunstnertyperne kom dog ikke kun fra Bangs eget livsløb. Han fandt den også, når han som anmelder oplevede kunstnere i teatre, koncertsale og cirkusser, for derefter at bruge dem som inspirationskilde for sine kunstnertyper.
en artikel fra Nationaltidende juni 1883 skildrer Bang fx sin oplevelse af et mishandlet vidunderbarn, der tager sit liv som tiårig. Denne skikkelse leverer netop de skæbnefragmenter, Bang digter videre på i Charlot Dupont fra samlingen Excentriske Noveller (1885).
Ironi og patos som grundsten i novellerne
Bang skildrer oftest sine kunstnere i en balance mellem ironi og patos. Når han lader impressarioen i Charlot Dupont sige, at ”Publikum er træt af Humbug. Publikum vil det reelle” – for derefter at ændre vidunderbarnets navn, alder, familie og oprindelsessted, er ironien tydelig. Den skaber distance mellem tekst og læser og viser, hvor læserens sympati må ligge – hos Charlot, der slet ikke er et vidunderbarn, men blot en stakkels forsagt og søvnig dreng, hvis skæbne er i andres hænder.
Den modsatte tendens, sentimentaliteten, fremhæver i stedet en følelsesfuld intimitet mellem læser og hovedperson. I novellen Irene Holm fra samlingen Under Aaget (1890) får patosen således hele armen: Den fallerede balletdanserinde Irene drømmer sig under et afdansningsbal ind i en illusionsverden som ballerina, men vågner brat op, da publikum ler ad hende. Modsat den ironiske afstand i det meste af novellen rykkes læseren her tæt på og lider med hende pga. den patetiske slutkommentar: ”Der drog hun hen – for at fortsætte det, man kalder Livet”.
Det ironiske greb, som Bang ynder i sine noveller, er ikke i samme grad udpræget i kunstnerromanerne. I debutromanen, Haabløse Slægter (1880) er omdrejningspunktet naturalistisk, nemlig den determination og degeneration, som hæmmer hovedpersonen i hans kunstneriske udfoldelse. William Høg er sidste skud på stammen i en gammel, kendt slægt, og han føler derfor, at han skal præstere noget stort i livet.
Som barn lever han i en drømmeverden af teater og skuespil med Aladdin-figuren som forbillede, men han må siden opgive sit forsøg på at blive skuespiller, da det er dømt til at mislykkes. Hans opdragelse har nemlig i katastrofal grad manglet virkelighedssans, hvilket har svækket hans leveevne, og samtidig forhindrer arven fra forældrene (brystsyge og sindssygdom) ham i at udleve sin drøm.
Men selvom romanen handler om kunstnerisk ulykke, er den ikke tragisk. Ulykken er nemlig en (s)tilstand, som William erkender; han kan ikke løbe fra sin symbolske og biologiske arv, så hans kunstnerdrømme vil altid være en illusion. I stedet resignerer han og overfører sine kunstneriske ambitioner til den mere levedygtige Andersen.
Den ensomme, resignerede og den hjemløse kunstner
I sine sidste romaner, Mikaël (1904) og De uden Fædreland (1906) tager Bang atter fat på kunstnermotivet. I den første ændres livet for maleren Zoret fra kunstnerisk geni i offentlighedens søgelys til ensomhed og lidelse da fosterbarnet Mikaël, som han bruger som model og mellem linjerne er forelsket i, svigter ham til fordel for en grevinde. Zoret omformer i stedet sine lidenskaber i kunsten, der bliver symbolske billeder på hans ensomhed og resignation.
De uden Fædreland tematiserer endelig den hjemløse kunstner – violinisten Joán, der vokser op på en mystisk ø i Donau som bastard. Moderen længes mod sit hjemland Danmark og fortæller tit Joán herom. Han drager til Danmark for at spille koncert, men drømmer samtidig om at finde et fædreland. Drømmen brister dog og viser sig som illusion, for han kan ikke leve sig ind i det samfund, han møder, fordi det efter krigen i 1864 ikke er som han har lært af moderen.
Bang som ’seer’ af virkeligheden og selvbiograf
Bang bruger ofte en slet skjult form for selveksponering i sine romaner. Hvor Haabløse Slægter således handler om hans egen arvelige disponering for sindssygdom og tuberkulose og hele hans samtids forfald og degeneration, tematiserer Mikaël hans homoseksualitet og De uden Fædreland hans rodløshed.
Novellerne er mere udadvendte og tematiserer primært hans syn på virkeligheden og andre menneskeskæbner – altid i en ironisk-satirisk eller patetisk tone. Fælles for alle hovedpersoner er, at de må sande, at et liv som kunstner i en Bang-tekst betyder et liv i ensomhed, meningsløshed og hjemløshed.
Af stud.mag. i nordisk og fransk Gitte S. A. Ulstrup
Kommentarer