Edgar Allan Poe kan stadig forundre og skræmme med sin mørke menneskekundskab.
Once upon a midnight dreary…
Et barndomsvenskab leder en mand til en andens hus, Usher’s hus. Barndomsvennen er syg eller deprimeret, og manden forsøger at muntre denne op, uagtet at de skumle omgivelsers påvirkning er svær at ryste af sig: Det knirkende hus i moselandskabet er mørkt, og lydene er unaturlige og urovækkende. Det viser sig, at barndomsvennens søster er død og ligger indespærret i et af husets rum. De begraver hende, men uhyggen tager til, og måske var søsteren alligevel ikke helt død, da hun blev indespærret endsige begravet …
Det lyder måske som starten på en knapt så overbevisende gyserfilm, men det er er et kort og delvist resumé af Edgar Allan Poes The Fall of the House of Usher (dansk: Ushers fald) – og har man en forkærlighed for uhygge, vil undertegnede love, at man ikke går forgæves med denne fortælling.
Min introduktion til Edgar Allan Poe var en sorthvid kortfilm, der skræmte livet af mig som rolling i senfirserne: det var en filmatisering af hans novelle, The Murders of Rue Morgue (dansk: Mordene i Rue Morgue). Mange år efter læste jeg novellen, der indvarslede detektivgenrens begyndelse, om den kvikke C. August Dupin der, som sin berømte efterfølger Sherlock Holmes, deducerer sig frem fra beviser til gerningsmand. Det er spændende og finurligt skrivearbejde den dag i dag, og så er det oplagt læsning, når tiden eller humøret ikke er til en hel roman.
Selv om Poe er god for et omfattende tekstkorpus, så har han primært gjort i noveller og digte. Hans eneste roman, The Narrative of Arthur Gordon Pym of Nantucket, regnes blandt en af de første science fiction-fortællinger, men den er ikke nødvendigvis blandt hans bedste skriverier. En af Poes kvaliteter er fornemmelsen for det højstemte i det almindelige, for det uhyggelige, det sære, og det afvigende, der skræmmer. På den ene side lagde han sig i tråd med gotikkens og dekadencens skildring af verden, på den anden introducerede han et psykologisk perspektiv langt forud for tiden, der stadig kan forundre og skræmme med en mørk menneskekundskab.
Ah, distinctly I remember…
Poe selv kendte også privat til de mørke sider af livet. Han blev født som Edgar Poe i 1809 som barn af et par omrejsende skuespillerforældre, der afgik ved døden, inden Poe var fyldt to. Han blev taget ind af ægteparret John og Frances Allan, der sørgede godt for ham, om end de aldrig formelt adopterede ham – blandt andet tog de ham med til England, hvor han tilbragte et par år på kostskole.
Senere kom det til et brud mellem Allans og Poe på grund af hans spillegæld. Poe forsøgte sig som journalist, men endte med at gå ind i militæret for at understøtte sig selv. Efter en forsoning med fosterfamilien havde han igen midler, og kunne forlade militæret, hvorefter han flyttede ind hos sin tante Maria Clemm, hvor også hans ældre bror Henry samt Marias datter Virginia boede. Henry døde snart efter af tuberkulose, og Edgar forfulgte en omblæst karriere som skribent, med både heldige og knapt så heldige tiltag.
I 1835 giftede han sig i al hemmelighed med sin 13-årige kusine Virginia Clemm, og efter både at have fået trykt digte, noveller og anmeldelser samt været redaktør på et litteraturmagasin, fik Poe i 1938 succes med The Narrative of Arthur Gordon Pym of Nantucket. Gennem hele forløbet havde Poe haft et lige rigeligt stort forbrug af alkohol – blandt andet mistede han sin redaktørstilling på grund af druk - og da hans elskede Virginia havde sit første tuberkuloseanfald i 1842 tog alkoholforbruget til. Hun døde i 1947, hvorefter Poes deroute tog fart. Han indledte forhold til flere kvinder, havde ikke nogen fast indkomst, og i 1849 blev han indlagt på et hospital i Baltimore i en svært dårlig tilstand, hvor han døde uden at være kommet fuldt til bevidsthed.
Deep into that darkness peering…
Som nævnt skrev Poe kun én roman, men udgav derudover et utal af noveller, digte, anmeldelser og artikler. Der findes flere forskellige samlinger af dele af hans forfatterskab, og nedenfor skal nævnes nogle spændende indgangsvikler til hans skønlitterære virke. Blandt hans berømte fortællinger finder man blandt andet The Black Cat, The Tell-Tale Heart samt The Fall of the House of Usher, der alle er i stand til at fremmane en tilstand af uundslippelig uhygge, hvor mord, død og døde ikke vil slippe det eller de levende. Poe mestrede denne opbyggelige, stigende uro i ord og fortælling, der ikke tillader læseren at distancere sig – trods de til tider overnaturlige hændelser, holder Poe uhyggen på et niveau, som mange ville kunne sætte sig ind i en mørk og ensom aften.
Poe skabte mange digte, hvoraf det mest kendte er The Raven (1845). Digtet omhandler et for Poe nærværende tema - tabet af den elskede kvinde – og det er hans formidling af sorgen, hans sprogbrug og formuleringsevne der gør det til et kunststykke udi sorgen. I digtet er også et ekko af Gotfried August Bürer’s vise Lenore, der var ganske udbredt på Poes tid, som gengiver historien om Lenore, der mister sin elskede og genfinder ham blot for at opdage, at han er død.
Har man en smule engelskkundskaber, bør man give sig i kast med den originale version. Overskrifterne er hentet derfra, og de kan måske give en smagsprøve på digtets lydside, der om noget formår at skabe en dyb og mørk basis for temaet – den sørgende bliver forstyrret en mørk nat af en ravn, der alene svarer på hans fortvivlede spørgsmål med udsagnet "Nevermore" (aldrig mere). Og sådan bliver hver strofe afsluttet, hvert håb om genforening med den elskede Lenore, hvert håb om et lys i mørket bliver gjort til skamme. Det er måske ikke opløftende, men det er stemningsfyldt, hjerteskærende og skræmmende.
Af Tanja Poulsen, cand.mag, Aarhus Universitet
