Fuglene under himlen

Karl Ove Knausgårds novelle er et fortættet drama, hvor baggrunden for scenen er sat mod en norsk fjeldside af ildevarslende kold granit.

I ’Fuglene under himlen’ er en kvinde flyttet tilbage til sit barndomshjem, en landejendom imellem de norske fjelde, for at tage sig af sin syge mor, der ikke længere kan tage vare på sig selv. Dramaet tager til i styrke, da hovedpersonens datter kommer på besøg. Hun synes mere indelukket, end hun plejer at være, hvorfor den bekymrede mor ikke kan lade være med at tænke de mest bange tanker om datterens formørkede tilstand:

”Jeg havde aldrig før tænkt, at Line kunne være i fare, aldrig før tænkt, at hun ville kunne tage sit eget liv.”

Knausgårds novelle samler i en art kammerspil kvinderne fra tre generationer og fortæller om deres interne relationer i et kort udsnit af livet, der udspiller sig over ganske få dage. Herigennem italesætter Knausgård de generelle mekanismer, som mange må kunne nikke genkendende til fra deres egne familieliv; vi føler, vi kender vores familie godt og bekymrer os om hinanden hele tiden, men kommunikationen er ikke altid lige nem, og måske er alle ikke altid lige ærlige over for hinanden.

Til at kontrastere hovedpersonens tankemylder og dialogerne er der mange romantiske beskrivelser af den bjergtagende norske natur. Her får hovedpersonen afløb for sine frustrationer. Men naturen kan også fra tid til anden læses som besjælet til en grænse, der byder læseren at kigge på naturen som en allegori for tingenes tilstand. Et ynglende duepar er således igennem hele fortællingen truet af en hønsehøg, og læseren kan derfor foranlediges til at tro, at en af de tre kvinder er billedet på hønsehøgen, imens de to andre blot er fredelige duer. Spørgsmålet er så bare, hvem af de tre, der er hønsehøgen?

Fuglemotiverne er i det hele taget fremhævet igennem hele novellen. I første omgang tydeliggjort via titlen, der senere afsløres som værende en reference til Kierkegaard og en bestemt livsanskuelse. Men undervejs optræder der også sorthvide billeder af rovfugle, der på lige dele meditativ og gruopvækkende vis bryder sidernes tekstunivers, imens de flot understreger dramaets dynamik – denne vekslen imellem naturen som værende både god og ond og ideen om at denne kamp spejler sig i menneskets natur.

’Fuglene under himlen’ er af en helt anden længde end de udgivelser, vi ellers kender fra Knausgårds hånd. På den måde kan novellen måske være en mere nænsom indgangsvinkel til forfatterskabet end at starte med at knække nakken ved udsigten til at skulle forsøge at gabe over en af de større mursten i samlingen – hvilket denne skribent naturligvis mener, at alle før eller siden alligevel bør unde sig selv at gøre.

Hvis du bryder dig om romantiske naturbeskrivelser og et drama, der hele tiden ligger og lurer lige under overfladen i den kraftfulde norske fos, vil jeg anbefale dig at tage på en kort flyvetur i Knausgårds litterære landskab. For her kan du måske få en oplevelse, som den novellens hovedpersonen fik, første gang hun læste Kierkegaard - ”Da jeg havde læst den, føltes det, som om jeg stod ved kanten af Guds rige.”