Anmeldelse
Katalog over katastrofer af Stine Askov
- Log ind for at skrive kommentarer
Bengt forbereder sin 14-årige datter Helle på alverdens katastrofer, men dét bliver i sig selv en katastrofe i rasende god roman, der bør blive forfatterens store gennembrud.
Det er godt at vide, hvad man skal gøre, hvis man pludselig står i en kritisk situation. Men kan man mon forberede sig så meget på eventuelle katastrofer, at man mister sin sunde fornuft og sine muligheder for at leve livet? Svaret er ja. Man kan være så meget på vagt, at det bliver svært for ikke at sige umuligt at omgås andre mennesker på en almindelig måde, og derved indtræffer der jo rent faktisk en katastrofe – nemlig dén, at man lever i en form for parallelverden. Det er, hvad der sker for Bengt og Helle, far og datter, her i Stine Askovs fjerde roman. Jeg spår, håber og tror på, at dette bliver Askov litterære gennembrud. Om ikke andet: Det burde det.
Vi skriver 1985, og Helle er 14 år. Hun bor sammen med sin far Bengt i den lille by Skibstrup i Nordsjælland. Bengt er, hvad man med et mildt udtryk kan kalde, en mand med en mission. Hans daglige virke består nemlig i, foruden at være pedel på den lokale skole, hvor Helle også går, at udbygge sit katalog over katastrofer. Samt at forberede sin datter på dem. For de lurer jo alle vegne: Atomudslip, brand, nedkøling, overfald, krig, hungersnød med meget mere. Men værst er alligevel det med atomudslippet, for lige ovre på den anden side af vandet ligger jo Barsebäck, og hvem ved, hvornår det går galt med det?
I kraft af ovenstående er Helle ikke nogen helt almindelig 14-årig pige. Hun kan bruge en dolk og en riffel som få, hun er hurtig og stærk – og så er hun snavset og på visse planer forsømt. I skarp kontrast til Bengts overlevelses- og livssyn står moren Lizzie, som er stewardesse, bor i København, går med sminke og smykker og i det hele betragter livet noget anderledes. Helle har et ambivalent forhold til sin mor, da hun på den ene side nyder at være hos hende, men på den anden slet ikke kan få dén verden til at hænge sammen med alt det, hun har lært at af sin far. Hos Lizzie slapper hun af – og dét duer jo ikke, når hun ved, at hun konstant bør være på vagt.
Og så er der vennen Tommy, med hvem det hele pludselig bliver svært, da puberteten holder sit indtog. En katastrofe, som Bengt ikke har fået forberedt sin datter på.
Foruden den rasende gode historie, Stine Askov har skabt, skriver hun også i et både konkret og på samme tid billedrigt og følelsesladet sprog, som gør læseren begribeligt, hvordan det er at være Helle. Her er stof til både eftertanke og til samtale, og romanen fortjener en bred læserskare bestående af både mænd og kvinder, gamle og unge, samt alle dem, der holdt af Harpiks af Ane Riel og Et eventyr af Jonas T. Bengtsson.
Analyse
Askov, Stine - Katalog over katastrofer
I 'Katalog over katastrofer' er hovedpersonen den unge og utilpassede Helle, der vokser op hos sin far med 80ernes katastrofebevidsthed helt inde under huden. Romanen viser Stine Askovs skarpe sans for at skabe genkendelige nutidsskildringer eller nær-nutidsskildringer, kombineret med interessen for, hvordan børn påvirkes af den opvækst og familie, de er havnet i.
Forberedelse til dommedag
Helle er 14 år og går med kniv i bæltet, og hendes far Bengt, som har en altoverskyggende angst for katastrofer, forbereder sin datter, så hun kan modstå og overleve selv de værste ulykker. Bengts usædvanlige opdragelsesmetoder indebærer daglige huslige pligter som at rense fiskegarnet, luge haven, fodre hønsene, tætne taget, kværne smør og skrælle kartofler. Helle og faren dyrker egne afgrøder, holder høns, fanger fisk, samler regnvand i en tønde og er stort set selvforsynende. Tøjet vaskes i en gryde med kogende vand, og sofaen er et gammelt bagsæde fra en Volvo. Osten hænger i en pose uden for vinduet, da faren kan lide den stærk, og den stinker. Dertil kommer den ligeledes daglige hårde fysiske træning og oplæring i katastrofeberedskab. På køleskabet hænger et hjemmelavet katalog over katastrofer, som er en samling plastikcharteks med strategier, planer og handlingsanvisninger i tilfælde af mulige katastrofer som brand, togulykker, fald gennem isen, og truslen over dem alle; (atom)krig. Hver onsdag mødes de i skolegården, når de andre er gået hjem, og Bengt tager tid, mens Helle løber turen hjem:
”De mødes hjemme, han cykler, først når hun står i stuen, stopper han uret. Hun halser efter luft.
- Tolv minutter, Helle. Det er alt for lang tid. Hvis det er sket, er du død tolv gange, inden du når hjem.”
De øvrige kontaktflader i Helles noget isolerede ungdomsliv er moren Lizzie, som er fraværende i hverdagen og lever sit eget liv i København, og kammeraten Tommy, der venter på hende ved hegnet om morgen inden skole, og som stille mumler, når farens excentriciteter går for vidt: ”Det er ikke normalt, det der”.
En fint registreret og sprogligt stram roman
Stine Askov skriver skrabet og præcist om verdens allestedsnærværende undergang. Med afdæmpede sproglige virkemidler giver hun et fint portræt af Helles overgang fra barn til ung kvinde i et barskt udfordrende og isoleret miljø. Detaljerne er fint registreret i den sprogligt stramme roman, fx i denne scene, hvor Helle venter på sin mor, Lizzie:
”Kjolen med de tynde stropper hænger i skabet, Lizzie kalder den en ungpigekjole. Hun har ar på begge knæ og et blåt mærke på låret, der er ved at blive grønt. Når Lizzie skal komme, er der ingen steder at gøre af sig selv. Intet af det, man kan foretage sig i huset eller i haven, kan man lave i den kjole. Med neglen kradser hun sårskorperne af og putter dem i munden. De knaser sødligt.”
Det er en klar og overbevisende scenisk fremstilling, der bærer fortællingen frem uden digressioner og lange indre monologer. Den klassiske minimalistiske og realistiske fortællestil, som den kendes fra ikoniske forfattere som Hemingway og Helle Helle, men med et socialrealistisk ærinde udtrykt i tids- og miljøskildringen, og med en tydelig spændingsopbygning, som intensiveres, mens Helles overgang fra barn til voksen finder sted, Bengts katastrofetanker tiltager, og far og datter bevæger sig over i en mere og mere lukket parallelverden.
Stine Askov på det litterære Danmarkskort
'Katalog over katastrofer' er Stine Askovs fjerde roman. Hun debuterede i 2012 med chicklit-romanen Bid. Askov har et særligt blik for at skildre barnets verden med synsvinklen hos barnet selv, og dermed får læseren mulighed for at komme helt tæt på hovedpersonerne. Især spørgsmålet om, hvordan karaktererne påvirkes af deres opvækst, er en gennemgående tematik i forfatterskabet, og bøgerne fremskriver undersøgelser af, hvordan forældrenes valg og værdier påvirker børnene.
Det er ikke svært at finde litterære eksempler på værker, der tager forælder-barn-tematikken til behandling. Far-søn-relationen er blevet kaldt litteraturhistoriens motor, og samme litteraturhistorie nærmest bugner af faderportrætter. Både som faderopgør i store episke fiktionsværker som 'Ødipus' og Dræb ikke en sangfugl, i autofiktive faderopgør fra forfattere som Karl Ove Knausgård og Yahya Hassan, og som noget nyere i dansk litteratur også som førstehåndsfortællinger om forfatteren selv som far, fx i Rolf Sparre Johanssons Søvn og Caspar Erics Alt hvad du ejer. I 'Katalog over katastrofer' skrives et nært og ufiltreret faderportræt frem; en dansk pendant til det næsten tavse afhængigheds- og kærlighedsforhold i Cormac McCarthys Vejen, hvor far og søn vandrer alene mod en sløret destination i en postapokalyptisk verden. Hos Askov er sønnen i stedet en datter, katastrofen er endnu ikke indtruffet, og fortællingen udfoldes i en dialogfattig, præapokalyptisk og stillestående venten på det uundgåelige.
Deltag i debatten