Kaninens år

Utilfredsheden sender 37-årige Trine fra hotte København til kiksede Hellebæk. Aktuel og vigtig roman om at sidde fast i ægteskabs- og madpakkesumpen.

Hvis man holder af at læse nyere dansk litteratur begået af yngre (ikke sådant helt unge, men altså… yngre) kvinder, vil man med stor sandsynlighed være stødt på temaet parforholds-problematik-krydret-med-hvordan-kommer-vi-videre-herfra-og-jeg-føler-mig-så-sært-utilfredsstillet-selvom-det-burde-være-så-godt-og-så-det-faktisk-skidt. All right, det er muligvis ikke den mest mundrette temabeskrivelse til dato, men så ved I ligesom, hvor jeg vil hen.

Hovedpersonen 37-årige Trines virkelighed: Dejlig (men lidt kedelig) lejlighed i Nansensgade i København. Skøn (men ikke så interesseret i sex og trækker vejret på en åndssvag måde, når han spiser) mand og god (måske ligefrem bedre end hende selv?) far. Velmenende (men irriterende organiserede og forudsigelige) forældre. Søde (men udfordrende) børn. Spændende (men op-ad-bakke) pædagogisk videreuddannelse.

Trine er ved at kvæles i alt det ovenstående – og det kan hun egentlig ikke rigtig forstå. Men hvorom alting er: ”Det er tirsdag. Den sidder som en rustning på mig og klemmer om kroppen, så der næsten ikke er plads til den luft, der skal ind og ud af lungerne.” Kald det mistrivsel, kald det utaknemmelighed, kald det forkælethed – det er i hvert fald ikke godt humør, der plager Trine, og selv om historien både er fortalt og oplevet før, er det på ingen måde en banal sag, denne Kaninens år. Tværtimod.

Stine Askov har en humoristisk pen, som hendes skønne debutroman Bid fra 2012 også vidnede om, men side om side med humoren folder alvoren (her forklædt som hverdagsliv) sig ud i fuldt flor, og hverdagslivet skal man godt nok have respekt for: ”Hyggen holder mig i et jerngreb”. Trine sidder fast – kort og godt. Og i et forsøg på at finde sin vejrtrækning igen vælger hun at flytte med børnene til Hellebæk, købe kaniner til dem og etablere en 9-5-ordning med Asger (børnenes far).

Beskrivelsen af Trines tilstand er sine steder så smertelig, at denne anmelder fik en klump i halsen – og det skal tages som en stor kompliment til Stine Askov og hendes måde at fortælle Trines historie på. Den er så genkendelig, at det netop gør ondt, og jeg kunne aldrig drømme om at kalde Trine for hverken utaknemmelig eller forkælet – hun er utilfreds, og det er dén følelse, hun handler på, inden hun får drevet både sig selv og sin familie til vanvid. Og måske er der noget om, at det skal være skidt, før det kan blive godt?  

Jeg elskede Bid, og jeg elsker Kaninens år – jeg tror, Stine Askov er rykket ind i min bogreol for at blive.