Bengt forbereder sin 14-årige datter Helle på alverdens katastrofer, men dét bliver i sig selv en katastrofe i rasende god roman, der bør blive forfatterens store gennembrud.
Det er godt at vide, hvad man skal gøre, hvis man pludselig står i en kritisk situation. Men kan man mon forberede sig så meget på eventuelle katastrofer, at man mister sin sunde fornuft og sine muligheder for at leve livet? Svaret er ja. Man kan være så meget på vagt, at det bliver svært for ikke at sige umuligt at omgås andre mennesker på en almindelig måde, og derved indtræffer der jo rent faktisk en katastrofe – nemlig dén, at man lever i en form for parallelverden. Det er, hvad der sker for Bengt og Helle, far og datter, her i Stine Askovs fjerde roman. Jeg spår, håber og tror på, at dette bliver Askov litterære gennembrud. Om ikke andet: Det burde det.
Vi skriver 1985, og Helle er 14 år. Hun bor sammen med sin far Bengt i den lille by Skibstrup i Nordsjælland. Bengt er, hvad man med et mildt udtryk kan kalde, en mand med en mission. Hans daglige virke består nemlig i, foruden at være pedel på den lokale skole, hvor Helle også går, at udbygge sit katalog over katastrofer. Samt at forberede sin datter på dem. For de lurer jo alle vegne: Atomudslip, brand, nedkøling, overfald, krig, hungersnød med meget mere. Men værst er alligevel det med atomudslippet, for lige ovre på den anden side af vandet ligger jo Barsebäck, og hvem ved, hvornår det går galt med det?
I kraft af ovenstående er Helle ikke nogen helt almindelig 14-årig pige. Hun kan bruge en dolk og en riffel som få, hun er hurtig og stærk – og så er hun snavset og på visse planer forsømt. I skarp kontrast til Bengts overlevelses- og livssyn står moren Lizzie, som er stewardesse, bor i København, går med sminke og smykker og i det hele betragter livet noget anderledes. Helle har et ambivalent forhold til sin mor, da hun på den ene side nyder at være hos hende, men på den anden slet ikke kan få dén verden til at hænge sammen med alt det, hun har lært at af sin far. Hos Lizzie slapper hun af – og dét duer jo ikke, når hun ved, at hun konstant bør være på vagt.
Og så er der vennen Tommy, med hvem det hele pludselig bliver svært, da puberteten holder sit indtog. En katastrofe, som Bengt ikke har fået forberedt sin datter på.
Foruden den rasende gode historie, Stine Askov har skabt, skriver hun også i et både konkret og på samme tid billedrigt og følelsesladet sprog, som gør læseren begribeligt, hvordan det er at være Helle. Her er stof til både eftertanke og til samtale, og romanen fortjener en bred læserskare bestående af både mænd og kvinder, gamle og unge, samt alle dem, der holdt af Harpiks af Ane Riel og Et eventyr af Jonas T. Bengtsson.
Kommentarer