Traballante e postverbale

I sine romerske digte går Peter Laugesen i dialog med fortiden og traditionen. Bag det hele er verden stadig ny og uforudsigelig.

I det tidlige forår 2019 opholdt Peter Laugesen sig i Rom. Det kom der en digtsamling ud af, ’Traballante e postverbale’, skælvende og postverbalt. En titel som ifølge forfatterens note er hentet fra et af kulturtillæggene i den italienske venstrefløjsavis ’il manifesto’.

Byen – men ikke den fra guidebøgerne­ – er konstant nærværende i teksternes skarpe sansninger og synæstesier af lyde, lugte og synsindtryk:
”Det er nu/ det er her/ Intet andet/ kan findes/ Solen skinner/ det regner// Bladene ligger/ i træernes/ grene og kviste/ og venter// Om lidt/ er det hele/ en råbende/ spraglet/ vaklende /grøn”.

Øjeblikket og nuet – det der ikke kan gentages – er centrale temaer i digtene, men i lige så høj grad er det fortiden og dialogen med traditionen, der her i Rom ”dukker frem af historiens skygger”.

Også i denne nye smukke lille udgivelse fra det aarhusianske mikroforlag ’Herman & Frudit’ har Peter Laugesen som altid gang i sin fortsatte undersøgelse af ”betydningers liv”, (som det udtrykkes et sted i forrige års Aftenblade), hvor de end måtte dukke op: I naturen, i historien, i erindringen, eller i den kunstneriske og litterære tradition. Ikke mindst det sidste har en fremtrædende plads i bogen. Her – som det ellers ofte er tilfældet hos Peter Laugesen – ikke i form af det tyvende århundredes litterære avantgarde – men de antikke romerske digtere som Ovid, Horats og Catul.

I de gamle romeres elegier og oder finder han spor af drømme, lidenskaber og kampe som befriet fra lagene af musealt støv og død tradition peger på noget der ikke bare er overstået fortid, men også bærer fremtiden og et andet sprog i sig: ”Løft det ud/ over grænserne for/ hvad der kan findes// Hvad handler det om/ hvad består det af// Fornemmelsen/ af det materielle// Måden at/ digte på// Jeg har brug for/ i går/ og i morgen”.

Fortiden er hverken en mosgroet ruin eller et ”skønt hinsides”, men indirekte til stede i digtenes skælvende og hakkende rytmer og ord som en måde at skrive på. Forbindelseslinjer og identifikation opstår momentant, på kryds og tværs af tid og sted, og fastholder i glimt ”øjeblikket og mennesket midt i livet”.

Det er aldrig det almengyldige og universelle – det der udvisker alle forskelle – der interesserer Peter Laugesen, men det andet, særlige og specifikke, ”kun det ligegyldige kan gentages”: ”Måske troede jeg/ da vi rejste/ at/ det fremragende/ fra forskellige tider/ ville være det samme// men det fremragende/ er aldrig det samme// kun det ligegyldige/ kan gentages, // Catullus er/ kun Catullus”.

Catullus er kun Catullus og disse vilde, tænksomme og let melankolske romerske digte er endnu et udtryk for at Peter Laugesen kun er Peter Laugesen.