Brev til en maler

Formen er spontan, men rytmen bærer alligevel den ærlige ordmusik i Peter Laugesens seneste digtsamling.

Peter Laugesen skriver hverdagens poesi frem i ’Brev til en maler’, men imens han gør det, gør han det klart, at de metaforer læseren risikerer at finde i hans digte, ikke er placeret med overlæg. Det, man læser er: ”Helt ligetil sætninger og ord. Ikke/ overraskende metaforer, medmindre de/ kommer af sig selv skubbet af skriften/ som altid. Ikke noget nyt”. Heldigvis sker det alligevel, at en god metafor, som man kan gå og drøvtygge på i dagevis, titter frem.

Ordene er Laugesens rette element, og i ’Brev til en maler’ fornemmer man flere steder på deres klanglige kvaliteter, hvordan den professionelle æstetiker og ord-fagmand har udvalgt dem nøje for den melodi de danner, når de bliver stillet sammen med andre og vender hverdagen på hovedet, som ”en omvendt/skjorte der flagrer helt ny/i storm af stjerner”.

Samlingen indeholder et virvar af former og udtryk, både grafisk og stilistisk, man kan gå på opdagelse i. Der er både digte, som lever bedst i oplæsningen (her tænker jeg blandt andet på et digt som ”Herman Bang” hvor den rytmiske gentagelse af ordet ”Død” bruges som en slags kontrapunkt), og digte der først for alvor slår igennem i indenad-læsningen, som eksempelvis digtet ”de vent, de froidure et de pluie”, hvor det sidste ord går i opløsning og regner ned over siden i et virvar af bogstaver. Det er god formidling, og det er i den grad læsværdigt.

Selv om digtene kan virke ret så højpandende ved første øjekast, takket være deres løse formsprog og de enormt mange referencer til kunst- og kulturpersonligheder, er det faktisk den overvældende tilgængelighed, der er slående ved samlingen: Der er ikke noget forstilt her.
På samme måde som Monty Python stadig er sjove, til trods for at man ikke fanger alle deres referencer til filosofien og den politiske historie, er det ligeledes muligt at nyde ordene i ”Brev til en Maler”, også selvom man ikke er på fornavn med hele Cobra-gruppen eller kender Seamus Heaneys forfatterskab fra A til Z.

Laugesen snobber ikke, når han leger med vores forventning ved at skrive ”Dylan” i et af digtene, og fortsætte det til ”Thomas” i næste linje - måske endda en selvironisk reference til Paul Simons linje ”When he says Dylan, he probably thinks about Dyan Thomas, man ain’t got no culture! ”. Digteren ser sig om i den verden, han færdes i, og så skriver han betragtningerne ned, stadig med fagmandens blik for, hvad der virker. Det medfører at både bybusser, flygtninge, Rom og Asger Jorn finder vej ned på siderne og giver læserne stof til eftertanke.

’Brev til en maler’ er bare ord, og ordene er bare et møde med verden - og alle har som bekendt godt af at komme lidt ud en gang i mellem.