Traveling

Alt er eller kan blive til poesi i hans digte .

”Det ligger i omhuen med skriften/ med sproget holdt i live”. Sådan formuleres det et sted i ’Traveling’, Peter Laugesens seneste digtsamling fra 2017, som markerer hans 50 års forfatterjubilæum og er blevet tildelt Blixenprisen for årets skønlitterære udgivelse.

Udsagnet kan også meget passende stå som overskrift og en portal til hele hans store lyriske forfatterskab, jubilæum eller ej. Med deres associerende strømme af ord, billeder og refleksioner tilstræber Peter Laugesens digte nemlig ikke at nå frem til et definitivt og forudgivet mål eller at samle sig til det store, forkromede jubilæums-overblik. De er tilnærmelser ”til det der ikke kan siges” (…)”Det er en rejse der aldrig når sit mål og måske ikke standser/ men den vil forsvinde/ en dag vil den rejsende ikke mere være der/ og notesbogen afslører sin struktur/ sine ark/ og den lim der binder den i ryggen”.

Med rejsen som tema og ledetråd bevæger teksterne sig i spring og perspektivforskydninger mellem mange forskellige tider og steder. Ud i verden og traditionen til Damaskus, Paris og Cork og i fodsporene på Picasso, Artaud og Joyce, eller gennem landskabet, der som punkter og streger glider forbi på togturene gennem Danmark: Forstæderne, de små byer uden station og de lange, lige veje på landet, kantet af gylletårne og nedslidte campingvogne. Alt sammen fastholdt med Peter Laugesens kærlige sans og omsorg for det anonyme, upåfaldende og ”upoetiske”. ”Digtet kan sættes hvor som helst”, som det formuleres som en cadeau til den store modernistiske tradition, han opfatter sig selv som en levende del af.

Med erkendelsen af at rejsen aldrig når sit mål, følger også den aldrende poets nøgterne og usentimentale erkendelse – og undertiden også vemod over – at en dag vil den rejsende ikke selv være der. Den gamle verden forsvinder. Det samme gør mange af hans venner.

Rejsen ud er i ’Traveling’ også rejsen tilbage i tiden og erindringen. Tilbageblik til en anden tid og til andre steder, der skaber rum, som erindringen og sproget kan tage ophold i: Barndommens magiske hule i hækken foran den store bygning ved slagteriet eller den gysende oplevelse af hestene i cirkus-manegen. På én gang ”så gammelt som mig” og ”så barnebarns ungt”: ”udbrud af mening/ på helt andre sprog/ så mystisk og enkelt/ så dødsens farligt/ strålende dristigt/ som alting er”.

Bevægelsen, rejsen er ikke blot en flot programerklæring, når det drejer sig om Peter Laugesen. Den er konkret, en uadskillelig del af hans kunstneriske praksis og omhu med skriften: ”Lyd. Rytme./ Arrangeret og/ spontant, menneskets/ stemme./ Det var engang/ om lidt, nu.”