Imperiets børn

Hermann afdækker en mørk side af dansk kolonihistorie i sin overbevisende analyse af den såkaldte modernisering og danisering af Grønland.

Med omfattende kildemateriale og grundig dokumentation graver Hermann sig ned i det politiske magtspil i den såkaldte afkolonisering af Grønland i starten af 1950´erne. Hermanns stærke argumentation tager hårdt og kritisk fat på daniseringen af grønlænderne og den nedværdigende behandling det danske herredømme har udøvet over den Grønlandske befolkning.

Den dokumentarisk anlagte bog har især sin styrke i blandingen af den analytiske udforskning og personlige erindringer og beretninger, der stiller skrapt på de menneskelige konsekvenser for særligt de grønlandske børn.

Børnenes fortællinger, der nu erindres af de voksne grønlændere, viser hvor ulykkeligt og livsomvæltende daniseringen var for de børn, der blev fjernet fra deres familier, og deres sprog og kultur.

Et særligt eksperiment var de 22 danske børn i alderen 5 til 8 år, som blev sendt på feriekoloni og senere i pleje. Derefter skulle de vende tilbage til Grønland, hvor de skulle være dansktalende forbilleder. Flere af dem blev dog adopteret. Erindringerne sår tvivl om, hvorvidt forældrene forstod, hvad de skrev under på, når de indvilligede i, at deres børn skulle deltage og tages værk fra familien.

Ydmygelser og nedbrydelse af værdighed og identitet var grundkost for de børn, fx var de ofte ikke i stand til at tale med deres forældre, når og hvis de så dem igen i Grønland, fordi de var blevet tvunget væk fra deres modersmål.

Andre børn var kommet til verden i en forbindelse mellem en dansk håndværker og en grønlandsk kvinde. De ”juridisk faderløse” havde ingen rettigheder i Grønland, når faderen forsvandt. De stærke personlige beretninger vidner om levede liv som mobbede og udstødte.

”Fra 1950´erne og to årtier frem blev flere hundrede grønlandske børn bortadopteret til danske forældre, mange af dem på et tvivlsomt grundlag.”

Hermann tegner en skarp kritik af et stykke dansk kolonihistorie. Hun argumenterer grundigt, når hun gennemtrævler kilder fra danske embedsmænd og politisk indhold, som bliver hemmeligholdt for at vildlede både FN og det grønlandske Landsråd. Hvad, der er udvalgt og/eller udeladt i Hermanns analyse, må vurderes i en juridisk kontekst, som denne anmelder ikke har mandat til at bedømme. Sikkert er det, at det politiske magtspil har påført mange grønlændere traumer og tab i flere barske eksperimenter med at assimilere grønlænderne til en dansk kultur.

Hermann fremfører det paradoks, at daniseringen af Grønland sker i årene, hvor der i FN indføres forbud af international kolonialisme. Den danske suverænitet over Grønland bliver udfordret i en af de centrale dele af FN-pagten. Danmark har forpligtet sig på at give deres kolonier selvstændighed. Danmark arbejder i årene efter for ”at få Grønland ud af kolonistatus ved at indlemme det i det imperialistiske moderland.” I Hermanns klare konklusion lykkes det dem at lave Grønland til ”en kamufleret koloni.”

Forfatteren kaster en nok ikke ukendt viden på bordet, men fortolker dem på en ny måde, så læren står skarpere end nogensinde før. ’Imperiets børn’ sætter ord på en lang række af overgreb og mental nedgørelse, som blev foretaget i det, vi tilsyneladende stadig betegner som ”i den bedste mening”. Et historiesyn som er kendt fra kolonialistisk tankegang som i ’Den hvide mans byrde’ af Rudyard Kipling, hvor de civiliserede måtte påtage sig den ”byrde” at civilisere de underudviklede folk.

Hermann dokumenterer overbevisende og vedholdende, hvordan de territoriale interesser vægter højest i bestræbelserne for at få Grønland til at forblive en del af Danmark. Grønlænderne blev øjensynligt aldrig spurgt om uafhængighed ved en folkeafstemning, og Landsrådet blev ved flere lejligheder ført bag lyset.