Iben Mondrup er nomineret til Læsernes Bogpris for sin både mageløse og nådesløse roman 'Tabita'.
I Iben Mondrups roman Tabita stifter vi bekendtskab med Berthel og Eva, et dansk par, der har bosat sig i Grønland i 1960’erne. De har ingen børn og adopterer 5-årige Tabita og 1-årige Vitus af den grønlandske hushjælp, Abelone, der har svært ved at klare børnene alene. Da familien flytter tilbage til Danmark, begynder ægteskabet at knirke, og Tabita har svært ved at omstille sig og længes.
Der er meget på spil i Iben Mondrups roman. ’Tabita’ er en gribende og stærk fortælling om kærlighed og drømme, der bliver til mareridt og om børn, der bliver ofre. Tabitas kamp, savn og sorg går lige i hjertet på læseren.
Iben Mondrup har med sin gribende og stærke roman virkelig fortjent nomineringen til Læsernes Bogpris.
- Og Iben Mondrup, hvad betyder det egentlig for dig at være nomineret til denne pris?
”At blive indstillet til en pris kan bringe mange gode ting med sig. Før det første giver det helt banalt en god følelse hos mig som forfatter. Jeg sidder i flere år og skriver alene for mig selv, og det er da rart, når der bliver sat pris på mit arbejde. En anden god ting er den større bevågenhed, som bogen får. Bevågenhed er lig med flere læsere. I tilfældet med ’Tabita’ er det ekstra vigtigt, fordi emnet ligger mig meget på sinde, og jo flere læsere, des bredere kommer emnet ud. Og så er det også bare fedt, at der er tale om en læserpris. Jeg skriver jo først og fremmest til læserne, og med prisen her er det læserne, som bestemmer.”
- Hvad fik dig i første omgang til at skrive romanen?
”’Tabita’ er skrevet på en følelse af nødvendighed, men også indignation. Fordi jeg igen og igen bliver gjort opmærksom på, hvor lidt vi her i Danmark ved om vores fælles dansk-grønlandske historie. Bogen handler om en tidsperiode, hvor man satte Grønlands udvikling over barnets tarv, og hvor der helt konkret blev gjort forskel på mennesker. Igennem flere årtier har der været en transport af grønlandske børn til danske familier. De blev adopteret, fordi det var ganske let for barnløse og andre, der ønskede sig børn, at få børn i Grønland, men også fordi man ville gøre noget godt og mente, man gav dem en gylden mulighed i livet ved at tilbyde dem at blive danske. I dag ved vi, at det har haft store omkostninger, og at det var børnene, der betalte prisen. Det er ikke særlig længe siden, det er foregået, og mange har svært ved at forestille sig, at det var praksis. Det ville jeg gerne fortælle om. Jeg ville fortælle om de børn, der blev flyttet, men også om danskernes anpart i historien. Bogen er af samme grund dedikeret Til alle de børn, der har skullet glemme sig selv.”
- Når du bladrer din romaen igennem, hvad synes du så, at en ny læser kan glæde sig mest til?
”En ny læser kan glæde sig til, eller jeg skulle måske snarere sige, skal forberede sig på en oplevelse ud over det sædvanlige. Jeg skriver meget tæt på Vitus og Tabita, de to børn i fortællingen, og det kan gøre ondt på læseren sammen med dem at skulle opleve de ting, de bliver udsat for. Man føler jo med børn, og man vil dem altid det bedste. Derudover kan man glæde sig til en tur til Grønland. Grønland er så anderledes end Danmark. Mange drømmer om at komme derop engang. Nu kan man altså tage forskud på rejsen og tage med mig derop i Tabita. Det er noget af det bedste ved litteraturen, hvis du spørger mig: at den kan tage os med til de fjerneste egne og hjem igen, mens vi sidder i vores sofa.”
Fotograf: Les Kaner
Kommentarer