Anmeldelse
Solen er så rød
- Log ind for at skrive kommentarer
'Solen er så rød' handler om selvmord, alkoholisme, anoreksi og om at fortie død og ulykke. Romanen vil desværre alt for meget, og læseren bliver stakåndet af tristesse.
”Toogfyrre år efter min mor blev min mor, tog hun sit eget liv. Femogtredive år tidligere gjorde min far det samme.” Sådan begynder Henriette Houths roman 'Solen er så rød'. Så er scenen ligesom sat.
Det hele begynder ellers så godt. Moderen er nyuddannet sygeplejerske, da hun møder faderen på et hospital, hvor han er nyuddannet læge. De får to piger, og alt burde være godt, men ægteskabet holder ikke, og faderen forlader familien. Da han nogle år senere tager sit eget liv, får den lille datter Tulle, som er hovedpersonen i romanen, aldrig at vide hvorfor, og selvmordet forbliver en hemmelighed. "Far var syg”, siger moderen, og det er for så vidt rigtigt nok, men ikke helt svar nok.
Dette hemmelighedskræmmeri forfølger Tulle resten af livet og gør, at hun føler sig forkert, når hun stiller spørgsmål eller undrer sig over livet. Op igennem Tulles barndom og ungdom har moderen et tiltagende alkoholproblem, og Tulle forsøger modigt og gammelklogt at italesætte problemet, men affærdiges altid med en negligering af hendes bekymring.
Da Tulle udvikler en meget alvorlig anoreksi som ung kvinde, udspringer dette direkte af mangel på evne til at håndtere og bearbejde tab og sorg i livet, og moderen inddrages i de terapeutiske samtaler. Det er åbenlyst for enhver, at kommunikationen er mangelfuld og at stemningen mellem mor og datter er blytung og glædesløs. Moderen begår siden selvmord, hvilket er ret overraskende, men Tulle forsøger at gribe livet og vælge det på trods af den skygge af død, hun er vokset op i.
Jeg har haft en blandet læseoplevelse af 'Solen er så rød' og er ikke ubetinget begejstret. Der er mange store og svære problematikker, der bliver luftet, men ingen bliver bearbejdet tilstrækkeligt. Den meget fragmentariske stil giver dog et godt indblik i, hvordan det er at være Tulle. Den ene tragedie overtager den anden.
Faderens, moderens og halvsøsterens selvmord må være et forfærdeligt traume i et menneskeliv, så at læseren yderligere skal forholde sig til mobberier i skolen, moderens alkoholisme, Tulles alvorlige og smertefulde anoreksi og diverse indlæggelser bliver simpelthen for meget. Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, hvad det er forfatteren vil fortælle læserne med denne roman fyldt med tragedier.
De små barndomserindringer i begyndelsen af romanen er med en jeg-fortæller, der ræsonnerer som en voksen, det generer mig også en del. Et lille barn med voksenrefleksioner er utroværdigt og sært. På positivsiden kan jeg tilføje, at romanen er let læst og egner sig godt til læsere med hang til sørgelige romaner. Forsiden er desuden meget appellerende. Hvis jeg skal være meget skrap, er den det allerbedste ved 'Solen er så rød'.
Brugernes anmeldelser