Sømærke

Lærke Kløvedal debuterer med en bevægende erindringsfortælling om farens fravær, men mest om at finde sin egen kurs i tilværelsen. 

Lærke Kløvedal er journalist og kendt som madanmelder og podcastvært på et af landets mest populære programmer. Hun er datter af eventyreren Troels Kløvedal, der er beundret og berømt for sine eventyr og rejseberetninger.

For mange danskere personificerer Troels Kløvedal drømmen om et andet liv. ”Hvem har ikke drømt om at gøre som Kløvedal”, skrev Lars Løkke Rasmussen i et af de mange mindeord i forbindelse med kaptajn Kløvedals død. For en hel generation var søfarerens rejseberetninger en fast bestanddel af bogreolen og senere på tv-skærmen med sine togter ombord på Nordkaperen, omringet af kærlighed, kildevand og det blå ocean.

Datterens erindringer begynder netop med farens død og med reaktionerne og de svære tanker, der fulgte i kølvandet: ”I alle årene er der om min far blevet skrevet, at han havde modet til at gøre det, andre kun drømmer om: at forlade den grå hverdag og tage derhen, hvor drømmene bliver til virkelighed. Men den grå hverdag, det var jo mig.” 

Lærke voksede op i Thy med sin mor, der var sygeplejerske og tog ansvar for at være både mor og far, indtil stedfaren Ole kom ind i billedet og blev en faderfigur. Sin far så hun kun sjældent, typisk et par gange om året. Han svævede mest over vandene i Thy som en berømthed, alle ville høre hende fortælle om og som en solbrun kaptajn på tv-skærmen. En talsmand og styrmand for særligt mandlige 68'ere, hvoraf flere blev inviteret ombord på Nordkaperen, så man som seer indimellem forestillede sig, den ville kæntre under tyngden af hanelefanter. Ikke sjældent italesatte hippiekaptajnen både patriarkatet og de konventionelle familieformer som noget lort. 

Moren Maiken tog imens det lange træk med opdragelse, skænderier, madpakker, kærestesorger og vasketøj. Det var en anden tid, som man siger, hun var usentimental og praktisk, men først og fremmest var hun den, der var der for sin datter, som til sin senere fortrydelse besluttede, at faren skulle give hende studenterhuen på. Han kom desværre for sent. 

Udover skuffelser plantede Troels Kløvedal en følsomhed, melankoli og længsel i sin teenagedatter, der også lignede ham fysisk med sine blå øjne og lyse hår, men siden måtte kæmpe med både længsler og ligheder: ”Jeg har en iboende modstand mod at ligne min far, fordi handlingerne i hans liv oftest var båret af, hvad der var vigtigst og bedst for ham.” 

Erindringsfortællingen er et eftertænksomt opgør med farens fravær og egoisme og en meget præcis beskrivelse af, hvordan det er at sørge over en, der aldrig var der. Den er desuden fyldt med fine og sanselige iagttagelser, madbeskrivelser og tidsbilleder. Særligt erindringerne fra Lærkes ungdom, hvor hun spiser koteletter i fad med moren, drikker Ratzeputz med veninderne og danser på det lokale diskotek til ”Sømand af verden”(!), vakte genklang hos denne læser og vil gøre det for mange andre, der er født i 70’erne eller deromkring.

En personlig udvikling og et kærlighedsspor vokser igennem fortællingen om farens fravær og dyrkelse af friheden, eventyret og den altopslugende forelskelse. Lærke bevæger sig ud i voksenlivet og kærligheden med en nedarvet, ungdommelig foragt for hverdagen, (selv)antændt af længsler, og henimod den dybere kærlighed til et andet menneske. Således er ’Sømærke’, mest af alt, en meget velskrevet og almengyldig fortælling om personlig udvikling og kærlighed.

”Jeg troede, jeg skulle skrive en bog om at tage afsked med min far. Men mens jeg skrev, opdagede jeg, at min bog lige så meget er en undersøgelse af kærlighed. Den, vi får, den, vi giver. Den kærlighed, der sjældent kommer i de rigtige doser, fra de rigtige mennesker, på de rigtige tidspunkter.” 

Nu interviewer Lærke Kløvedal næppe sig selv i sin populære podcast ”Det sidste måltid”, hvor hun udarbejder ordlyden til en nekrolog i samspil med de kendte gæster, men jeg vil bidrage med et udkast:

Lærke Kløvedal blev opkaldt efter den syngende markfugl, der stiger mod solen og symboliserer glæde, håb og frihed. Hun voksede op med en jordbunden mor og en far, der rejste på de syv have. Hun arvede hans længsel og poetiske følsomhed, men ville hellere gå rundt om søerne i København og være sammen med sin familie end at sejle på de store verdenshave. Hun var journalist og lavede kendisradio for mange lyttere, delte sin passion for mad og skrev en bevægende bestseller om familiens betydning og om at finde sin egen vej i livet og kærligheden.