Forfatter
Anton Tjechov
Tjechov er især kendt som dramatiker, men er også en mester i novellekunsten og tager udgangspunkt i en realistisk humanisme.
Livet under overfladen. Om Anton Tjechovs humanistiske realisme
”Der burde udenfor alle de lykkelige og veltilfredses døre stå en mand med en hammer, som med sin banken hele tiden mindede dem om, at der findes ulykkelige mennesker, hvor lykkelig man end føler sig, så vil livet før eller senere vende sine mørke sider til, og man vil blive ramt af ulykke – sygdom, fattigdom, tab, og så er der ingen, der vil se og høre en, ligesom man nu selv hverken ser eller hører de andre”.
Ovenstående citat stammer fra den russiske forfatter Anton Tjechov (1860-1904), hvis bøger alle udspænder sig på tærsklen mellem det 19. og 20. århundrede i et russisk samfund præget af fattigdom, politisk undertrykkelse og totalitær tænkning. Billedet af forfatteren som en mand med en hammer, der nedbryder muren af uvidenhed og fortrængning, er på sin vis passende, men det er også et billede, der ikke fanger den menneskekærlighed, der er en vigtig del af Tjechovs livssyn, og det er vel at mærke en næstekærlighed, der bygger på mennesket, som det er og ikke blot, som det burde være. Tjechovs særlige talent er, at han formår at beskrive mennesker nøgternt og med en udpræget fornemmelse for deres sammensathed og kompleksitet. Det er et forfatterskab befriet for moraliserende pegefingre.
Liv og værk
Tjechovs forståelse for de menneskelige vilkår skyldtes ikke mindst hans beskæftigelse som læge. I kraft af sit arbejde kom han ud i alle afkroge af det russiske samfund og mødte mennesker fra samtlige samfundslag. Dette kommer også til udtryk i forfatterskabet, hvis persongalleri dækker alt fra det rigeste borgerskab til de mest forhutlede bønder og fattiglemmer. Udover arbejdet som læge var det særligt en rejse til straffekolonien Sakhalin, som Tjechov foretog i 1890, der var med til at fremkalde hans sociale indignation. Her fik han øje for de horrible forhold, der blev budt fangerne på øen, men det var også en rejse, der havde psykiske og ikke mindst fysiske konsekvenser, idet han efter rejsen måtte kæmpe en stadig større kamp med den tuberkulose, der havde forfulgt ham i en tidlig alder og til sidst resulterede i hans død som blot 44-årig. Inden sin død havde forfatteren dog opnået sit livs kærligheds i form af skuespillerinden Olga Knipper, med hvem han giftede sig i 1901, og han nåede at blive anerkendt som en institution i russisk litteratur.
I starten af Tjechovs liv var litteraturen dog først og fremmest ment som en måde at tjene penge på til lægestudiet. Mange af de såkaldte humoresker, som forfatteren senere har forholdt sig noget tvivlende overfor, var noveller beregnet til let underholdning, men i 1885 modtog han et brev fra den anerkendte russiske forfatter Grigorovitj, der med begejstring havde læst hans novelle Agafja og opfordrede ham til at arbejde seriøst med sit talent. Dette brev blev et vendepunkt for Tjechov og han skrev følgende tilbage:
”Deres brev har sat sig dybe spor i min sjæl. Indtil nu har jeg behandlet mit litterære arbejde vilkårligt, letfærdigt og tankeløst, jeg kan ikke mindes at jeg har brugt mere end en enkelt dag på nogen af mine historier, og jeg har skrevet dem som journalister refererer ildebrande: mekanisk, rutinemæssigt, uden at tænke på hverken læseren eller mig selv. Tilgiv mig sammenligningen, men Deres brev virkede på mig som en besked fra guvernøren om at forlade byen inden 24 timer: jeg fik pludselig en stærk følelse af at jeg skulle skynde mig at komme væk fra dét jeg nu sidder fast i”.
Tjechov kom snart væk fra litteraturen som rutinearbejde og i de genrer, som han rendyrkede; novellen og dramaet, blev han en mester, hvis indflydelse stadig mærkes den dag i dag. Han skulle især blive kendt som dramatiker, men novelleproduktionen er mindst ligeså vægtig. Her udvikledes en underspillet form, der skulle komme til at påvirke forfattere som Ernest Hemingway og Raymond Carver.
Den tjechovske novelle. Et eksempel: 'Damen med hunden'
Tjechovs novelleproduktion er særdeles omfattende og heldigvis findes et rigt udvalg oversat til dansk. Blandt de mest berømte historier er Damen med hunden, der af forfatteren Vladimir Nabokov blev kaldt ”en af de bedste historier, der nogensinde er skrevet”. Novellen, som blev oversat til dansk af Ivan Malinovski i 1958, kan på mange måder siges at være indbegrebet af den tjechovske novelle. Her møder man en række af de temaer, der udspilles i forfatterskabet i forskellige variationer: splittelsen mellem den borgerlige bundethed og den frie kærlighed, melankolien og den uopfyldte længsel, selvbedraget og overklassesamfundets eskapisme.
Som ofte hos Tjechov er selve grundhistorien enkel. Under et kurophold på øen Krim møder bankmanden Dmitrij Gurov den unge og smukke Anna Sergejevna, som han ofte har set på afstand spadsere alene med sin hund. Både Gurov og Sergejevna er gift, men indleder på initiativ af Gurov et forhold. I første omgang er det meningen, at det blot skal være en kortfattet affære, men det viser sig snart, at Gurov ikke kan glemme Anna. Han opsøger hende derfor i St. Petersborg og resultatet er en række møder i hans hjemby Moskva. De er begge fast besluttet på at forfølge kærligheden, men slutningen antyder, at det ikke er så nemt: ”Det var, som om der kun behøvede at gå et øjeblik til – så ville løsningen være fundet, og så ville et nyt, vidunderligt liv tage sin begyndelse; og begge forstod de, at der endnu var langt, langt til vejs ende, og at det allervanskeligste og mest indviklede først skulle til at begynde”.
Slutningen, med sin vibrerende åbenhed og karakteristiske uopfyldte længsel, fanger præcist den limbotilstand, som mange af Tjechovs karakterer befinder sig i. Det litterære mesterskab består ikke i det forholdsvis banale plot, men i den understrøm af følelser, der anes i det tilbageholdte sprog, som når Gurovs forhold til konen beskrives på følgende måde: ”Hun læste meget, skrev ikke gj og th i sine breve, kaldte ikke sin mand Dmitrij, men Dimitrij, og han anså hende hemmeligt for at være indskrænket, snæversynet og blottet for smag, var bange for hende og brød sig ikke om at være hjemme”.
Med få ord får Tjechov malet et billede af en mand, hvis inderste væsen er forstillelse. Hos Gurov er grænsen mellem selvbedrag og forførelse hårfin, hvilket også understreges i hans forhold til Anna. Om dette forhold bemærker Tjechov-kenderen Eigil Steffensen følgende: ”Der registreres ingen udvikling i beskrivelsen af hendes følelser, sådan som der gør i Gurovs. Dog er det værd at bemærke sig, at den forvandling, der sker med ham, finder sted i hendes fravær. Den baserer sig på mere eller mindre romantiske forestillinger, hvor en tilsvarende følelsesmæssig udvikling under et samvær ville være betinget af konkrete oplevelser”. Med andre ord er den kærlighed, der beskrives, særdeles flygtig og selve kærligheden er snarere et symptom på en længsel end længselens egentlige tilfredsstillelse.
Hvor flere af hovedpersonerne i Tjechovs noveller kæmper med særdeles håndgribelige problemer som fattigdom, udstødelse og sult, så viser 'Damen med hunden' den eksistentielle tomhed, der lurer under det velbjærgede liv, som både Anna og Gurov lever. Samfundet, hvad enten det viser sig i form af udnyttelsen af de fattige eller den borgerlige tilværelses selvbedrag, er den egentlige fjende hos Tjechov og som modvægt til menneskenes selvpåførte lidelser, finder man naturbeskrivelser, som kaster et glimt af evighed ind over de timelige lidelser. Netop en naturbeskrivelse, rent formelt et ubetydeligt indskud, står som en af de stærkeste passager i Damen med hunden:
”Man kunne lige skimte Jalta gennem morgentågen, ubevægelige hvide skyer sejlede over bjergtoppene. Træernes løv rørte sig ikke, cikaderne sang, og havets dumpe, monotone brusen, som bares op til dem, fortalte om roen, den evige søvn, der venter os. Sådan brusede det dernede, før der endnu var noget Jalta eller Oreanda, sådan bruser det nu, og sådan vil det bruse, dumpt og ligegyldigt, når vi ikke længere er til. Og i denne bestandighed, denne fuldstændige ligegyldighed over for et hvilket som helst menneskes liv og død skjuler der sig måske et pant på vor evige frelse, livets uafbrudte bevægelse på jorden, uafbrudt fuldendelse.”
Naturbeskrivelsen kan siges at åbne for en alternativ slutning, der har at gøre med det menneskelige livs forgængelighed og den paradoksale trøst, der kan ligge i dette. Hvor den lykkelige slutning, hvor parret (måske) finder sammen fremstår som et postulat, så indkredses den menneskelige historie af en større fortælling, der handler om naturens kraft overfor de skrøbelige menneskelige konstruktioner (byerne ”Jalta” og ”Oreanda”), og at der i denne kraft ligger en form for social og etisk balance, hvor alle menneskelige forskelle i sidste ende udlignes.
De store dramaer
Den underspillede intensitet i novellerne, evnen til at fange enhver følelsesmæssig nuance i ord, kombineret med det eksistentielle motiv, genfindes i Tjechovs store dramaer: Mågen, Onkel Vanja, Tre Søstre og Kirsebærhaven. Oversætteren Ejnar Thomassen har med lyrisk præcision gengivet kernen i disse stykker:
”I disse skuespil med det minimum af handling, der bevæger dem, er det ikke de enkelte personers tale, som er det væsentligste; hér udspilles på åben scene den samme vemodstunge melodi, som bærer hans fortællinger, blot endnu dybere og stærkere i klangen. Et egentlig replikskifte, som driver handlingen fremad, findes ikke her. Tjekhovs ejendommelige ekspressionistiske dialogkunst kan berede skuespillerne de største vanskeligheder. Dialogerne giver ingen udveksling af spørgsmål og svar, af tanker eller meninger, de er som enlige toner, der klinger og hendør, som blot anslås for at tilkendegive den sjælelige tilstand, i hvilken personerne i det givne øjeblik befinder sig, og alle sceniske elementer i disse stykker må derfor rettes på at hensætte tilskueren i den samme tilstand. Men bag det lidet, der sker, og som ser så dagligdags ud, ulmer stadigt et dulgt, begivenhedssvangert liv – nu og da bryder det ud i en hvæsende lue, i et skingrende skrig, og atter fortsætter uroen sin tyste dikken. Dog, når tæppet falder, er, skønt intet afgørende er hændt, alligevel alt forandret, et liv forrykket, en verden brudt sammen.”
På samme måde som Tjechov er forløberen for den moderne novelle, som den findes hos Ernest Hemingway og Raymond Carver, så ville både Ingmar Bergmans og Samuel Becketts værker være utænkelige uden russeren, der formåede at flytte det dramatiske tyngdepunkt fra den episke udvikling og den tætte persontegning til sprogets egen underspillede dramatik. Ganske karakteristisk er det en biperson, tjeneren Firs, der får lov til at afslutte Tjechovs mest berømte teaterstykke Kirsebærhaven med følgende monolog:
”Så hurtigt livet er gået! … som om man slet ikke har levet på jorden … (lægger sig med møje nogenlunde tilrette). Hér vil jeg bli’e liggende … Der er ingen kraft i dig mere gamle … færdig med dig … færdig! ... Æh, du … gamle slapsvans … (bliver liggende ubevægelig).”
Der er uendeligt langt fra Hamlets veltalende monolog om at være eller ikke være til Firs’ knækkede sætninger, men den patos, der ligger mellem linjerne, er den samme som udtrykkes eksplicit hos Shakespeare. Brugen af pausen, der er markeret med prikker, viser, hvordan tiden rent bogstaveligt strækkes ud til sit yderste. Sproget såvel som mennesket er på vej mod opløsning og afslutningen er sort og tragikomisk med ordene ”gamle slapsvans” som udgangsreplik.
Tjechovs egen død blev heldigvis ikke så ensom. Omgivet af sin elskede Olga fik han på dødssengen, syg af tuberkulose, ordineret et glas champagne, som han tømte med et smil efterfulgt af ordene: ”det er længe siden jeg har drukket champagne”. Herefter vendte han sig om og sov ind i døden.
Hvorfor læse Tjechov og hvordan?
Man kan spørge sig selv, hvad der skulle motivere én til at læse et forfatterskab, der umiddelbart kan virke ret dystert og svaret er, at Tjechov beskriver mennesker, som de er, uden at fordømme dem. Megen humanisme bygger på en uholdbar idealisme, men Tjechov tager udgangspunkt i en realistisk humanisme. Få har som han indsigt og forståelse for menneskets evne til at stræbe højt og falde dybt. Formålet med hans fortællinger var opbyggeligt. Selv havde han ikke forståelse for kategoriseringen af sit forfatterskab som pessimistisk. Derimod mente han, at kun ved at vise livet, som det er, vil man være i stand til at ændre det til det positive.
Litteraturen udgør et særskilt sprog, der har en evne til at grave under den overflade af vaner og sociale positioner, der kan være med til at fastfryse det enkelte menneske. En af Tjechovs smukkeste fortællinger, og en af hans egne favoritter, Studenten, handler således om, hvordan en fortælling kan være med til at få et menneske til at konfrontere sin egen smerte på en konstruktiv måde. Læsningen kan være med til at bringe os tættere på livet. Det er denne lære, der strømmer gennem hele Tjechovs værk, som gør hans forfatterskab evigt aktuelt.
En god indgangsvinkel til Tjechovs forfatterskab er Frederik Dessaus fremragende lille bog Anton Tjekhov (Gyldendal, 1998) suppleret med hans alsidige udvalg af noveller i Andres ulykke (Gyldendal, 1998). Et første møde med de dramatiske værker kan med fordel ske via Ejnar Thomassens oversættelser af Mågen, Onkel Vanja, Tre Søstre og Kirsebærhaven, der alle er samlet i bogen Fire dramer.
Værker af forfatteren
Udvalgte værker af Anton Tjechov på dansk:
Noveller i udvalg:
Udvalgte noveller / oversat af Ivan Malinovski. - Danske Forlag, 1958. – 317 sider.
Herskab og slavesjæle / oversat af Georg Sarauw, Borgen i samarbejde med Nyt dansk Litteraturselskab, 1978. – 212 sider.
Den sorte munk og andre fortællinger / oversat af Eigil Steffensen. - Vindrose, 1983. – 175 sider.
Om kærligheden og andre noveller / oversat af Jan Hansen. - Cicero, 1988. – 210 sider.
Andres ulykke / oversat af Jan Hansen m.fl.. - Gyldendal, 1998. – 279 sider.
Dramatik:
Fire dramer / oversat af Ejnar Thomassen. - Steen Hasselbalch, 1962. – 288 sider.
Platonov / oversat af Kjeld Bjørnager. - Drama, 2005.- 208 sider.
Samlede enaktere / oversat af Kjeld Bjørnager. - Drama, 2006. – 196 sider.
Roman:
Jagtselskabet / oversat af Jan Hansen. - Cicero, 1987. – 214 sider.
Om forfatteren
Der findes et godt udvalg af litteratur om Tjechov på dansk. Heraf vil jeg anbefale følgende:
Frederik Dessau: Anton Tjekhov, Gyldendal, 1998. – 161 sider.
Frederik Dessaus bog er en både lille og letlæst, men også dyb og poetisk introduktion til Tjechovs forfatterskab, der citerer fra en række forskellige kilder og indeholder en kort, men brugbar bibliografi til yderligere fordybelse.
Eigil Steffensen: Tjechov på tærskelen: digteren, virkeligheden, drømmen. - Vindrose, 1982. – 248 sider.
Eigel Steffensen giver et godt overblik over forfatterskabet og kombinerer biografisk indsigt med skarpsindige og grundige analyser. Bogen indeholder derudover en omfattende bibliografi.
Kjeld Bjørnager: Tjekhovs teater. - Drama, 2003. – 255 sider.
Kjeld Bjørnager, der har oversat en lang række af Tjechovs teaterstykker, giver i denne bog en række grundige analyser af de dramatiske hovedværker.
Tjechov på nettet
Der findes en række gode steder på nettet med information om Tjechov. Heraf vil jeg anbefale følgende:
http://www.ibiblio.org/eldritch/ac/yr/Anton_Chekhov.html
En omfattende side med links til essays, breve, anmeldelser og oversættelser.
http://twitter.com/dailychekhov
En underfundig lille side, der viser Tjechovs humor og dagligt bringer rammende sentenser og citater fra den russiske mester.
http://ilibrary.ru/author/chekhov/
Tjechovs værker på russisk.
http://www2.kb.dk/guests/natl/db/bv//bv-95/3-95/tjek.htm
En god artikel om Tjechovs noveller af Ib Skøt fra magasinet Bogens verden.
Forfatterweb
Dansk BiblioteksCenters forfatterportræt. Kræver abonnement, men kan benyttes gratis på de fleste folkebiblioteker.
Den store danske - Gyldendals åbne leksikon.
Indeholder samtlige artikler fra Gyldendals leksika; størsteparten stammer fra store Danske Encyklopædi. Dertil er der suppleret med en række andre værker. Artiklerne er redigerede og verificerede af førende danske fageksperter.
Cand. mag. Jakob Bækgaard
Tjechov er især kendt som dramatiker, men er også en mester i novellekunsten og tager udgangspunkt i en realistisk humanisme.
Livet under overfladen. Om Anton Tjechovs humanistiske realisme
”Der burde udenfor alle de lykkelige og veltilfredses døre stå en mand med en hammer, som med sin banken hele tiden mindede dem om, at der findes ulykkelige mennesker, hvor lykkelig man end føler sig, så vil livet før eller senere vende sine mørke sider til, og man vil blive ramt af ulykke – sygdom, fattigdom, tab, og så er der ingen, der vil se og høre en, ligesom man nu selv hverken ser eller hører de andre”.
Ovenstående citat stammer fra den russiske forfatter Anton Tjechov (1860-1904), hvis bøger alle udspænder sig på tærsklen mellem det 19. og 20. århundrede i et russisk samfund præget af fattigdom, politisk undertrykkelse og totalitær tænkning. Billedet af forfatteren som en mand med en hammer, der nedbryder muren af uvidenhed og fortrængning, er på sin vis passende, men det er også et billede, der ikke fanger den menneskekærlighed, der er en vigtig del af Tjechovs livssyn, og det er vel at mærke en næstekærlighed, der bygger på mennesket, som det er og ikke blot, som det burde være. Tjechovs særlige talent er, at han formår at beskrive mennesker nøgternt og med en udpræget fornemmelse for deres sammensathed og kompleksitet. Det er et forfatterskab befriet for moraliserende pegefingre.
Liv og værk
Tjechovs forståelse for de menneskelige vilkår skyldtes ikke mindst hans beskæftigelse som læge. I kraft af sit arbejde kom han ud i alle afkroge af det russiske samfund og mødte mennesker fra samtlige samfundslag. Dette kommer også til udtryk i forfatterskabet, hvis persongalleri dækker alt fra det rigeste borgerskab til de mest forhutlede bønder og fattiglemmer. Udover arbejdet som læge var det særligt en rejse til straffekolonien Sakhalin, som Tjechov foretog i 1890, der var med til at fremkalde hans sociale indignation. Her fik han øje for de horrible forhold, der blev budt fangerne på øen, men det var også en rejse, der havde psykiske og ikke mindst fysiske konsekvenser, idet han efter rejsen måtte kæmpe en stadig større kamp med den tuberkulose, der havde forfulgt ham i en tidlig alder og til sidst resulterede i hans død som blot 44-årig. Inden sin død havde forfatteren dog opnået sit livs kærligheds i form af skuespillerinden Olga Knipper, med hvem han giftede sig i 1901, og han nåede at blive anerkendt som en institution i russisk litteratur.
I starten af Tjechovs liv var litteraturen dog først og fremmest ment som en måde at tjene penge på til lægestudiet. Mange af de såkaldte humoresker, som forfatteren senere har forholdt sig noget tvivlende overfor, var noveller beregnet til let underholdning, men i 1885 modtog han et brev fra den anerkendte russiske forfatter Grigorovitj, der med begejstring havde læst hans novelle Agafja og opfordrede ham til at arbejde seriøst med sit talent. Dette brev blev et vendepunkt for Tjechov og han skrev følgende tilbage:
”Deres brev har sat sig dybe spor i min sjæl. Indtil nu har jeg behandlet mit litterære arbejde vilkårligt, letfærdigt og tankeløst, jeg kan ikke mindes at jeg har brugt mere end en enkelt dag på nogen af mine historier, og jeg har skrevet dem som journalister refererer ildebrande: mekanisk, rutinemæssigt, uden at tænke på hverken læseren eller mig selv. Tilgiv mig sammenligningen, men Deres brev virkede på mig som en besked fra guvernøren om at forlade byen inden 24 timer: jeg fik pludselig en stærk følelse af at jeg skulle skynde mig at komme væk fra dét jeg nu sidder fast i”.
Tjechov kom snart væk fra litteraturen som rutinearbejde og i de genrer, som han rendyrkede; novellen og dramaet, blev han en mester, hvis indflydelse stadig mærkes den dag i dag. Han skulle især blive kendt som dramatiker, men novelleproduktionen er mindst ligeså vægtig. Her udvikledes en underspillet form, der skulle komme til at påvirke forfattere som Ernest Hemingway og Raymond Carver.
Den tjechovske novelle. Et eksempel: 'Damen med hunden'
Tjechovs novelleproduktion er særdeles omfattende og heldigvis findes et rigt udvalg oversat til dansk. Blandt de mest berømte historier er Damen med hunden, der af forfatteren Vladimir Nabokov blev kaldt ”en af de bedste historier, der nogensinde er skrevet”. Novellen, som blev oversat til dansk af Ivan Malinovski i 1958, kan på mange måder siges at være indbegrebet af den tjechovske novelle. Her møder man en række af de temaer, der udspilles i forfatterskabet i forskellige variationer: splittelsen mellem den borgerlige bundethed og den frie kærlighed, melankolien og den uopfyldte længsel, selvbedraget og overklassesamfundets eskapisme.
Som ofte hos Tjechov er selve grundhistorien enkel. Under et kurophold på øen Krim møder bankmanden Dmitrij Gurov den unge og smukke Anna Sergejevna, som han ofte har set på afstand spadsere alene med sin hund. Både Gurov og Sergejevna er gift, men indleder på initiativ af Gurov et forhold. I første omgang er det meningen, at det blot skal være en kortfattet affære, men det viser sig snart, at Gurov ikke kan glemme Anna. Han opsøger hende derfor i St. Petersborg og resultatet er en række møder i hans hjemby Moskva. De er begge fast besluttet på at forfølge kærligheden, men slutningen antyder, at det ikke er så nemt: ”Det var, som om der kun behøvede at gå et øjeblik til – så ville løsningen være fundet, og så ville et nyt, vidunderligt liv tage sin begyndelse; og begge forstod de, at der endnu var langt, langt til vejs ende, og at det allervanskeligste og mest indviklede først skulle til at begynde”.
Slutningen, med sin vibrerende åbenhed og karakteristiske uopfyldte længsel, fanger præcist den limbotilstand, som mange af Tjechovs karakterer befinder sig i. Det litterære mesterskab består ikke i det forholdsvis banale plot, men i den understrøm af følelser, der anes i det tilbageholdte sprog, som når Gurovs forhold til konen beskrives på følgende måde: ”Hun læste meget, skrev ikke gj og th i sine breve, kaldte ikke sin mand Dmitrij, men Dimitrij, og han anså hende hemmeligt for at være indskrænket, snæversynet og blottet for smag, var bange for hende og brød sig ikke om at være hjemme”.
Med få ord får Tjechov malet et billede af en mand, hvis inderste væsen er forstillelse. Hos Gurov er grænsen mellem selvbedrag og forførelse hårfin, hvilket også understreges i hans forhold til Anna. Om dette forhold bemærker Tjechov-kenderen Eigil Steffensen følgende: ”Der registreres ingen udvikling i beskrivelsen af hendes følelser, sådan som der gør i Gurovs. Dog er det værd at bemærke sig, at den forvandling, der sker med ham, finder sted i hendes fravær. Den baserer sig på mere eller mindre romantiske forestillinger, hvor en tilsvarende følelsesmæssig udvikling under et samvær ville være betinget af konkrete oplevelser”. Med andre ord er den kærlighed, der beskrives, særdeles flygtig og selve kærligheden er snarere et symptom på en længsel end længselens egentlige tilfredsstillelse.
Hvor flere af hovedpersonerne i Tjechovs noveller kæmper med særdeles håndgribelige problemer som fattigdom, udstødelse og sult, så viser 'Damen med hunden' den eksistentielle tomhed, der lurer under det velbjærgede liv, som både Anna og Gurov lever. Samfundet, hvad enten det viser sig i form af udnyttelsen af de fattige eller den borgerlige tilværelses selvbedrag, er den egentlige fjende hos Tjechov og som modvægt til menneskenes selvpåførte lidelser, finder man naturbeskrivelser, som kaster et glimt af evighed ind over de timelige lidelser. Netop en naturbeskrivelse, rent formelt et ubetydeligt indskud, står som en af de stærkeste passager i Damen med hunden:
”Man kunne lige skimte Jalta gennem morgentågen, ubevægelige hvide skyer sejlede over bjergtoppene. Træernes løv rørte sig ikke, cikaderne sang, og havets dumpe, monotone brusen, som bares op til dem, fortalte om roen, den evige søvn, der venter os. Sådan brusede det dernede, før der endnu var noget Jalta eller Oreanda, sådan bruser det nu, og sådan vil det bruse, dumpt og ligegyldigt, når vi ikke længere er til. Og i denne bestandighed, denne fuldstændige ligegyldighed over for et hvilket som helst menneskes liv og død skjuler der sig måske et pant på vor evige frelse, livets uafbrudte bevægelse på jorden, uafbrudt fuldendelse.”
Naturbeskrivelsen kan siges at åbne for en alternativ slutning, der har at gøre med det menneskelige livs forgængelighed og den paradoksale trøst, der kan ligge i dette. Hvor den lykkelige slutning, hvor parret (måske) finder sammen fremstår som et postulat, så indkredses den menneskelige historie af en større fortælling, der handler om naturens kraft overfor de skrøbelige menneskelige konstruktioner (byerne ”Jalta” og ”Oreanda”), og at der i denne kraft ligger en form for social og etisk balance, hvor alle menneskelige forskelle i sidste ende udlignes.
De store dramaer
Den underspillede intensitet i novellerne, evnen til at fange enhver følelsesmæssig nuance i ord, kombineret med det eksistentielle motiv, genfindes i Tjechovs store dramaer: Mågen, Onkel Vanja, Tre Søstre og Kirsebærhaven. Oversætteren Ejnar Thomassen har med lyrisk præcision gengivet kernen i disse stykker:
”I disse skuespil med det minimum af handling, der bevæger dem, er det ikke de enkelte personers tale, som er det væsentligste; hér udspilles på åben scene den samme vemodstunge melodi, som bærer hans fortællinger, blot endnu dybere og stærkere i klangen. Et egentlig replikskifte, som driver handlingen fremad, findes ikke her. Tjekhovs ejendommelige ekspressionistiske dialogkunst kan berede skuespillerne de største vanskeligheder. Dialogerne giver ingen udveksling af spørgsmål og svar, af tanker eller meninger, de er som enlige toner, der klinger og hendør, som blot anslås for at tilkendegive den sjælelige tilstand, i hvilken personerne i det givne øjeblik befinder sig, og alle sceniske elementer i disse stykker må derfor rettes på at hensætte tilskueren i den samme tilstand. Men bag det lidet, der sker, og som ser så dagligdags ud, ulmer stadigt et dulgt, begivenhedssvangert liv – nu og da bryder det ud i en hvæsende lue, i et skingrende skrig, og atter fortsætter uroen sin tyste dikken. Dog, når tæppet falder, er, skønt intet afgørende er hændt, alligevel alt forandret, et liv forrykket, en verden brudt sammen.”
På samme måde som Tjechov er forløberen for den moderne novelle, som den findes hos Ernest Hemingway og Raymond Carver, så ville både Ingmar Bergmans og Samuel Becketts værker være utænkelige uden russeren, der formåede at flytte det dramatiske tyngdepunkt fra den episke udvikling og den tætte persontegning til sprogets egen underspillede dramatik. Ganske karakteristisk er det en biperson, tjeneren Firs, der får lov til at afslutte Tjechovs mest berømte teaterstykke Kirsebærhaven med følgende monolog:
”Så hurtigt livet er gået! … som om man slet ikke har levet på jorden … (lægger sig med møje nogenlunde tilrette). Hér vil jeg bli’e liggende … Der er ingen kraft i dig mere gamle … færdig med dig … færdig! ... Æh, du … gamle slapsvans … (bliver liggende ubevægelig).”
Der er uendeligt langt fra Hamlets veltalende monolog om at være eller ikke være til Firs’ knækkede sætninger, men den patos, der ligger mellem linjerne, er den samme som udtrykkes eksplicit hos Shakespeare. Brugen af pausen, der er markeret med prikker, viser, hvordan tiden rent bogstaveligt strækkes ud til sit yderste. Sproget såvel som mennesket er på vej mod opløsning og afslutningen er sort og tragikomisk med ordene ”gamle slapsvans” som udgangsreplik.
Tjechovs egen død blev heldigvis ikke så ensom. Omgivet af sin elskede Olga fik han på dødssengen, syg af tuberkulose, ordineret et glas champagne, som han tømte med et smil efterfulgt af ordene: ”det er længe siden jeg har drukket champagne”. Herefter vendte han sig om og sov ind i døden.
Hvorfor læse Tjechov og hvordan?
Man kan spørge sig selv, hvad der skulle motivere én til at læse et forfatterskab, der umiddelbart kan virke ret dystert og svaret er, at Tjechov beskriver mennesker, som de er, uden at fordømme dem. Megen humanisme bygger på en uholdbar idealisme, men Tjechov tager udgangspunkt i en realistisk humanisme. Få har som han indsigt og forståelse for menneskets evne til at stræbe højt og falde dybt. Formålet med hans fortællinger var opbyggeligt. Selv havde han ikke forståelse for kategoriseringen af sit forfatterskab som pessimistisk. Derimod mente han, at kun ved at vise livet, som det er, vil man være i stand til at ændre det til det positive.
Litteraturen udgør et særskilt sprog, der har en evne til at grave under den overflade af vaner og sociale positioner, der kan være med til at fastfryse det enkelte menneske. En af Tjechovs smukkeste fortællinger, og en af hans egne favoritter, Studenten, handler således om, hvordan en fortælling kan være med til at få et menneske til at konfrontere sin egen smerte på en konstruktiv måde. Læsningen kan være med til at bringe os tættere på livet. Det er denne lære, der strømmer gennem hele Tjechovs værk, som gør hans forfatterskab evigt aktuelt.
En god indgangsvinkel til Tjechovs forfatterskab er Frederik Dessaus fremragende lille bog Anton Tjekhov (Gyldendal, 1998) suppleret med hans alsidige udvalg af noveller i Andres ulykke (Gyldendal, 1998). Et første møde med de dramatiske værker kan med fordel ske via Ejnar Thomassens oversættelser af Mågen, Onkel Vanja, Tre Søstre og Kirsebærhaven, der alle er samlet i bogen Fire dramer.
Værker af forfatteren
Udvalgte værker af Anton Tjechov på dansk:
Noveller i udvalg:
Udvalgte noveller / oversat af Ivan Malinovski. - Danske Forlag, 1958. – 317 sider.
Herskab og slavesjæle / oversat af Georg Sarauw, Borgen i samarbejde med Nyt dansk Litteraturselskab, 1978. – 212 sider.
Den sorte munk og andre fortællinger / oversat af Eigil Steffensen. - Vindrose, 1983. – 175 sider.
Om kærligheden og andre noveller / oversat af Jan Hansen. - Cicero, 1988. – 210 sider.
Andres ulykke / oversat af Jan Hansen m.fl.. - Gyldendal, 1998. – 279 sider.
Dramatik:
Fire dramer / oversat af Ejnar Thomassen. - Steen Hasselbalch, 1962. – 288 sider.
Platonov / oversat af Kjeld Bjørnager. - Drama, 2005.- 208 sider.
Samlede enaktere / oversat af Kjeld Bjørnager. - Drama, 2006. – 196 sider.
Roman:
Jagtselskabet / oversat af Jan Hansen. - Cicero, 1987. – 214 sider.
Om forfatteren
Der findes et godt udvalg af litteratur om Tjechov på dansk. Heraf vil jeg anbefale følgende:
Frederik Dessau: Anton Tjekhov, Gyldendal, 1998. – 161 sider.
Frederik Dessaus bog er en både lille og letlæst, men også dyb og poetisk introduktion til Tjechovs forfatterskab, der citerer fra en række forskellige kilder og indeholder en kort, men brugbar bibliografi til yderligere fordybelse.
Eigil Steffensen: Tjechov på tærskelen: digteren, virkeligheden, drømmen. - Vindrose, 1982. – 248 sider.
Eigel Steffensen giver et godt overblik over forfatterskabet og kombinerer biografisk indsigt med skarpsindige og grundige analyser. Bogen indeholder derudover en omfattende bibliografi.
Kjeld Bjørnager: Tjekhovs teater. - Drama, 2003. – 255 sider.
Kjeld Bjørnager, der har oversat en lang række af Tjechovs teaterstykker, giver i denne bog en række grundige analyser af de dramatiske hovedværker.
Tjechov på nettet
Der findes en række gode steder på nettet med information om Tjechov. Heraf vil jeg anbefale følgende:
http://www.ibiblio.org/eldritch/ac/yr/Anton_Chekhov.html
En omfattende side med links til essays, breve, anmeldelser og oversættelser.
http://twitter.com/dailychekhov
En underfundig lille side, der viser Tjechovs humor og dagligt bringer rammende sentenser og citater fra den russiske mester.
http://ilibrary.ru/author/chekhov/
Tjechovs værker på russisk.
http://www2.kb.dk/guests/natl/db/bv//bv-95/3-95/tjek.htm
En god artikel om Tjechovs noveller af Ib Skøt fra magasinet Bogens verden.
Forfatterweb
Dansk BiblioteksCenters forfatterportræt. Kræver abonnement, men kan benyttes gratis på de fleste folkebiblioteker.
Den store danske - Gyldendals åbne leksikon.
Indeholder samtlige artikler fra Gyldendals leksika; størsteparten stammer fra store Danske Encyklopædi. Dertil er der suppleret med en række andre værker. Artiklerne er redigerede og verificerede af førende danske fageksperter.
Cand. mag. Jakob Bækgaard
