Men størst af alt

Bogen starter omkring 1980 med Hope og Jacks hvedebrødsdage i samme hus, som den slutter godt 20 år senere og mange erfaringer rigere.

Hope er et forkælet enebarn af gamle forældre, der havde planlagt pensionsårene, da hun meldte sin ankomst. Hun er beskrevet som en glad og lykkelig ung kvinde, hvis verden kollapser totalt, da hendes mand viser sig at være hende utro.

Der er mange tidstypiske personer i bogen, men selve det omgivende samfund eksisterer ikke. Vi lever og ånder i en privat lilleverden, hvor det mirakuløst lykkes at få en perfekt atelierlejlighed i Paris i løbet af en lille uge, da datteren får brug for den.

Det er en bog i den nye engelske tradition - kulørt og dramatisk, den helt rigtige til en dag i solen i sommerferien eller en regnvejrsdag i efteråret.

I modsætning til f.eks. hos Pilcher er personerne dog helt almindelige mennesker, ikke specielt kunstneriske (selvom Hope designer tøj og syr det til salg i butikker), og slet ikke rige. Sympatiske og hårdtarbejdende englændere, der drikker en ufattelig mængde te. Jeg kom til at tænke på familien Ashton i en gammel fjernsynsserie - der var også te på bordet hele tiden.

Læs den og få et pusterum fra virkeligheden i år 2002!

Oversat af Birgit Dalgaard. Cicero, 2002. 299 sider. Kr. 279,-
Lån bogen på