Gilgamesh

Eventyrligt, storslået epos om kærlighed, skæbne, dødelighed, sorg og magt. Gilgamesh er en hjerteskærende og almenmenneskelig fortælling, der er levende og relevant, også for moderne mennesker.

Eposset handler om den mytologiske mand Gilgamesh, der herskede over Uruk i den babylonske tid. Gilgamesh er to tredjedele gud og en tredjedel menneske. Vi møder ham som en brutal og voldsom hersker, der hærger i sin egen by, hvor han tager alle kvinder og bekæmper alle unge mænd. Guderne skaber ham Enkidu, som er stærk, voldsom og mild nok til at kunne stå imod Gilgamesh og vinde hans kærlighed.

Gilgamesh mangler en ligeværdig, og da han får det, drager de sammen ud på en række eventyr, for Gilgamesh er evigt rastløs og urolig. Han må hele tiden opnå mere og mere, for han frygter død og glemsel. Det er også en historie om civilisationen og byens rolle, for uanset hvad der sker med befolkningen, står byen tilbage som et testamente over, hvad disse mennesker har opnået.

Gilgamesh er både et menneske og et brutalt, gudeligende væsen. Som læser kan man relatere til hans rastløshed, sorg og smerte, men det afvejes hele tiden af hans monstrøse figur og den destruktion, der følger i kølvandet på hans uro og rastløshed.

'Gilgamesh'  giver på én og samme tid følelsen af at sidde med noget oprindeligt, en grundsten i kulturhistorien, og at være en arkæolog på jagt efter sammenhænge i et uløseligt puslespil. Der findes nemlig ikke en originaltekst. Historien om Gilgamesh eksisterede i mange forskellige versioner fra den samme periode. De blev alle nedskrevet på lertavler med kileskrift for over tre tusinde år siden i oldtidens Irak. Lertavlerne er med tiden blevet splintret og har efterladt værket som et enormt puslespil. Op mod en million brudstykker er fundet i alt, men der er stadig huller i teksten.

Helle Sophus’ og Morten Søndergaards version er oversat direkte fra det, man kalder den standardbabylonske verden. En samlet, redigeret, opdateret og udvidet udgave fra omkring 1100 f.v.t. Indimellem har de dog benyttet sig af andre udgaver og lavet oversættelser på baggrund af flere udgaver i sammenhæng. De bruger greb som at markere manglende tekststykker med tomrum på siden. Det giver værket et autentisk præg, selvom man kan diskutere, om sådan et ord overhovedet kan bruges. Samtidigt giver det muligheden for at læse en masse ind i teksten, som aldrig har været der. På den måde er 'Gilgamesh' både et gammelt, anderledes værk og et meget nutidigt værk i evig forandring.