Jeg er grønnere end græs

Sapfos lidenskabelige digte er skrevet for 2600 år siden og findes for størstedelens vedkommende kun i fragmenter. Alligevel er de virkningsfulde og ofte åndeløst smukke.

Man får kun glimt af Sapfos vidunderlige ord og af en lidenskab, der er 2600 år borte. Alligevel er de så nær, for kærlighedsdigtene beskriver situationer, vi også kender. De fleste af os har prøvet at elske, at længes, at sørge. Digtene minder os om, at størstedelen af menneskets oplevelser og følelser er fælles, for på tværs af så mange års skel vækker de genklang.

Sapfo er den bedst kendte, kvindelige digter fra antikken. Hun levede på øen Lesbos og havde mange – både mandlige og kvindelige – elskere. Den lesbiske seksualitet er derfor opkaldt efter hende, og hun er efterhånden blevet et LGBTQ+ ikon.

Et par af digtene har vi i fuld længde, fordi de er citerede i andre forfatteres værker. Andre er blot ord, spredt ud over siden. Nogle gange kan man ikke vride mening ud af de få ord, men for det meste aner man alligevel en (hed) stemning og en fortælling: ” gedehyrde længsel sved”. Med lidt fantasi kan man forestille sig, hvad der foregår mellem hullerne i teksten.

Digtene drypper af honning og længsel. Hendes univers er diset og drømmeagtigt, og i glimt viser sig flygtige bekendtskaber, hede affærer og knuste hjerter. Huden sitrer og blodet ruller, når hun udfolder kærlighedens sanselige aspekter: ”men min tunge knækker, en tynd / ild raser straks under huden / med øjnene ser jeg intet / ørerne brøler // kold sved løber af mig, en rysten / griber mig fuldstændigt, jeg er grønnere / end græs det er som om / jeg er lige ved at dø // Men alt skal voves, for”.

Digtenes til tider ekstremt fragmentariske form driller læseren og inviterer os til at digte med: ”men alt skal voves, for” – hvad? Måske: for uden kærligheden kan jeg ikke leve? For på trods af vågne nætter og hjertesorg er den det, der gør livet det hele værd? Det gør det til en æggende oplevelse at læse fragmenterne, at man selv må digte til.

’Jeg er grønnere end græs’ er en utroligt smuk udgivelse, hvor der kæles for læserens sanser. Fragmenterne suppleres af drømmende illustrationer af kunstneren Mille Søndergaard, som også har været med til at oversætte fragmenterne sammen med filologerne Lene Carlskov og Signe Andersen. Udgivelsen er udstyret med to forord af oversætterne og af digteren Nanna Storr-Hansen samt et efterord af litteraten Elisabeth Friis. Man får således flere forskellige vinkler ind på digtene og deres historiske omstændigheder.

Det er første gang, Sapfos samlede fragmenter udgives på dansk. Pudsigt nok er der så udkommet hele to forskellige samlede udgaver af hendes digte inden for samme måned, idet forlaget Wunderbuch også har udgivet dem under titlen ’Roser fra Piería’. Det er en gave for os som læsere, der dermed kan sammenligne oversættelser og få flere perspektiver på Sapfos ord og univers.