Sapfo

Mette Moestrup og Mette Christiansen har begået en kraftpræstation med en gendigtning af Sapfos fragmenter, der fremhæver den oldgræske digters sensuelle og poetiske stemme.

At digteren Moestrup og filologen Christiansen ikke bare har arbejdet intenst med Sapfo, den berømte digter fra Lesbos der levede fra ca. 610 fvt. - 570 fvt., men også er ramt af Sapfos fascinationskraft på tværs af årtusinder, fremgår tydeligt af denne nye, skinnende lilla Sapfo-udgivelse fra forlaget Gyldendal. Og det smitter! Det er ikke den første Sapfo-udgivelse i disse år - det er den tredje! - men denne udgivelse er bestemt også værd at læse, da den lader Sapfo fremstå på et funklende og ‘regnbueglitrende’ dansk, der fremhæver Sapfos sensuelle sprog og kærlighed til kvinder.

Sapfo var allerede berømt i antikken, hvor Platon udnævnte hende til at være den 10. muse. Men siden Sapfos levetid er store dele af hendes arbejde på omtrent 10.000 linier desværre gået tabt. De brudstykker, vi har tilbage, er kun overleveret til os som citater hos andre forfattere og ufuldstændige fragmenter på fundne papyrusstumper og potteskår. Men Sapfos arv har alligevel levet videre. Foruden nyoversættelser og gendigtninger af fragmenterne af Sapfos digtning lever fx udtrykket ‘sapfisk kærlighed’, der refererer til den del af Sapfos digtning, der beskriver en homoerotisk kærlighed til kvinder; og så er en strofe og et vers opkaldt efter digteren.

Det er en særpræget og ufuldstændig læseoplevelse at læse Sapfo i denne fragmentariske overlevering, hvor man kun kan tilgå poesien gennem løsrevne ord og fraser i stedet for noget sammenhængende digt - der findes faktisk kun ét eneste sammenhængende digt i overleveringen og resten er bogstaveligt talt stumper og stykker - og digtene fremstår uforståelige og mystiske. Mellem brudstykkerne, hvor man kan ane det lyriske geni stikke frem, opstår der en (ny) meningsfuld poetisk helhed, da fragmenterne nærmest former sig til nye digte. Når man læser Sapfos fragmenter, må man acceptere, at man aldrig helt “forstår” et digt (gør man nogensinde det?!), da betydningerne konstant kan forskydes mellem stumperne af et forfatterskab. Det gør det udfordrende at læse, men er utroligt spændende, hvis man har tid og lyst til at dedikere sig det.

Christiansen og Moestrup har skrevet hver deres indsigtsrige efterord til bogen, som sagtens kunne have været forord og skabt lidt kontekst for nye læsere. Det giver dog også mening at kaste sig direkte ud i lyrikken uden for meget info eller styring, om man vil. Og hvis man elsker poesi og en kælen for sproget, skuffer det sapfiske vokabular i Christiansen og Moestrups gendigtning ikke. Her betones erotikken, sanseligheden og den materielle overflod, digteren efter sigende skulle have levet i. Der er sat fokus på Sapfos fine og sensuelle sprog med fraser som ‘sødthviskende’, en ‘skønfodet brud’ og et ‘regnbueglitrende’ hårbånd som en fin tolkning af ordet poikilos. Fra Moestrup og Christiansens side er der tænkt over, hvordan det lyder læst op (prøv det selv!), hvilket giver god mening, idet Sapfos digte var skrevet til at skulle fremføres med sang på en scene.

At kalde værket en gendigtning frem for en oversættelse er det helt rigtige valg. En oversættelse er en række valg og fravalg, som fx at metrikken i denne Sapfo-udgivelse stort set er fraværende. Det understreger også fortolkningsarbejdet, der følger med i arbejdet med Sapfo, der lyder forskelligt fra oversætter til oversætter. Moestrup og Christiansens Sapfo er fyldt med sensualitet og en sproglig sødme, skønhed og overflod, der også er vigtigt at få med i denne nye Sapfo-reception.