Bog

Lasse-Leif - ferie som i firserne

Af (
2019
)

Anmeldelse

Lasse-Leif - ferie som i firserne af Mette Finderup

27 nov.19

Tag på campingferie som i firserne med Lasse-Leif og Luske-Lise.

Så er der godt nyt til alle Lasse-Leif-fans og forældre, der voksede op i firserne. I denne samling af 12 historier tager familien på primitiv campingferie i Løkken, næsten som ferie i firserne. Og hold da helt ferie, hvor er det et glædeligt gensyn med makkerparret Lasse-Leif og Luske-Lise i denne sjove og underholdende højtlæsningsbog for både børn og forældre.

Sommerferien skal planlægges og der er alt for mange valgmuligheder. Det får Lasse-Leifs mor til at tænke på dengang man bare tog på campingtur ved Vesterhavet, badede, spiste is og spillede ludo dagen lang. Det er da det, de skal i år, råber hans forældre i kor. Sommerferie som i firserne, hvor der ikke var mobiltelefoner og skærme, badeland eller andet gøjl men i stedet masser af tid til at hygge sig sammen. Luske-Lise og Lasse-Leif er langt fra så begejstrede som de voksne ved udsigten til sådan en ferie.

Så bliver bilen ellers pakket til en sommerferie med kurs mod Løkken (eller Lykken som Lasse-Leif kalder det). Far får med møje slået deres lille telt op ved siden af fastliggerne Hans og Jonnas campingvogn. Forventningerne om at genopleve barndommens idylliske ferieminder er store hos de voksne, men det går ikke helt som de håber. Heldigvis står de søde naboer klar til at række en hjælpende hånd og det ender alligevel med at blive en ferie fuld af fælles oplevelser og ferieminder.

Lasse-Leif er blevet ældre og nærmer sig aldersmæssigt Vitello og Villads. Luske-Lise er stadig Lasse-Leifs ”partner in crime”, men for første gang omtales hun som en dukke af de voksne. Alligevel er hun spillevende i Lasse-Leifs og læsernes fantasi.

Efter en lang perlerække af bøger om Lasse-Leif var jeg spændt på, om 12 nye historier kunne holde kadencen. Det kan de heldigvis! Formidlet i børnehøjde af Mette Finderup og med skønne illustrationer af Annette Carlsen er dette en utrolig vellykket og sjov højtlæsningsbog fuld af sommerferiestemning. Det er ret genialt af Mette Finderup at tage temaet omkring firserne og barndommens ferier op, og mon ikke der falder en anekdote eller to af om ”dengang far var dreng”, mens man læser de sjove historier sammen?

Bogdetaljer

Forlag
Alvilda
Faustnummer
47080134
ISBN
9788741507354
Antal sider
132

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer