Forfatter
Ulrik Gräs
Til minde om en frøken på Biblioteket:
Eleonora Sørensen var børnebibliotekar og leder af børnebiblioteket i Vejle i 50erne.
Hos hende begyndte det alt sammen for mig. Og det er ikke tilfældigt at hun dukker op i mine bøger i sin sortprikkede, røde kittel, der skjulte nogle ligeså smukke bryster som de synliggjorte ditto på statuen på plænen udenfor biblioteket.
Elonora havde oversat Liza Tetzner, hele striben fra "Børnene i nr. 67" til "De sorte brødre, skorstensfejerdrengene i Milano". Elonora Sørensen lærte mig betydningen af at have en god historie, hvis man vil skrive, og jeg skrev den første som 12 årig i 1952 på biblioteket med hendes hjælpsomme hænder og gode tyngde hen over skulderen - hvor hun befinder sig endnu...Siden har jeg altid skrevet med hele kroppen og ikke kun med hovedet, og jeg beskriver ikke. Jeg skriver. Skriver det frem, ligesom en fodboldspiller dribler med bolden som sin ånde ud af munden til støvlen. Jeg spillede fodbold, og jeg skrev, og det var godt alt sammen, og der går en lige linie fra "Den blå lastbil" (føljeton i Vejle Amts Folkeblad i 50'erne) til den "rigtige" debut med sømandsnoveller en halv snes år senere.
Jeg havde været ude at sejle og fandt en god historie, og sådan fortsatte det.
Frøken Sørensens børnebogsforfattere (Vestergård, Gredsted og Etlar) som forbilleder blev skiftet ud med Conrad og Sandemose, derpå beatnikgenerationen i 60'erne, og i 70'erne Joyce, med en stribe i hans kølvand (jeg har skrevet om det i "Den blå port") osv, osv. Vi står alle sammen på skuldrene af hinanden, og tyngden er en god historie ligesom hos frøken Eleonora Sørensen. I 1973 fandt jeg den i en samling pyromanbrande med ungdomsoprøret som baggrund ("Fatimas hånd"), året efter i Mellemøstkrigen, hvor Arno er krigskorrespondent i "101 kilometerstenen". 1976 "Elskere elsk" med Bruno og de andre forladte mænd i kvindeåret. 1978 med udgangspunkt i arbejdet med et nyt dagblad (vi fik en Cavling-pris for initiativet). Dino i "Stammerne" - og i 80'erne Reno i "Hjerteslag", fortællingen om en fabrikantfamilie, dens fallit og dens arbejdere, og Kuno i "Her og altid" - et frimurerepos om åndsliv og realitet på baggrund af en katastrofal hændelse i det virkelige liv.
I 90'erne har jeg arbejdet med enetalen i et grænseland mellem fiktion og virkelighed, en hybridform jeg kalder portrætfortællingen, afprøvet over to år i en længere serie i "Bogens Verden", og samlet i "Kærlighedens fortalelse" omkring et gennemgående motiv: barndommens traumatiske oplevelser som en styrende kraft i voksenlivet. Samme form har jeg anvendt i nogle kunstnermonografier: om bl.a. Robert Jacobsen og Frede Troelsen.
Arno, Bruno, Carlo, Dino, Reno, Kuno... Hvis jeg engang skriver en ny roman, skal fortælleren (det kamaraførende øje) hedde Steno. Det er det eneste jeg ved; jeg skriver først på baggrund af en god historie, og mens jeg venter, laver jeg journalistik og radig som fast vært i Radiocafeen på P 1.
I løbet af foråret 2000 blev Ulrik Gräs' roman "Berusede by" færdig. Den kom til at handle om samarbejdspolitikken under 2. verdenskrig med en borgmester som hovedperson. Den selvstændige fortsættelse "Lido" kom i 2006 og blev efterfuldt af Gongong, der udkom i 2011 og handler om første halvdel af 1960'erne.
I 2015 udkom novellesamlingen 'Uparfumeret', der handler om især drenge og mænd med eksistentielle udfordringer og konkrete problemer og trusler. Senest udgivelse er romanen 'Loop', der handler om Tino, der netop er hjemvendt til Danmark og sammen med vennen Wilfreds starter han et nyt socialistisk dagblad. En roman om politiske dagsordner og personlige relationer.
Til minde om en frøken på Biblioteket:
Eleonora Sørensen var børnebibliotekar og leder af børnebiblioteket i Vejle i 50erne.
Hos hende begyndte det alt sammen for mig. Og det er ikke tilfældigt at hun dukker op i mine bøger i sin sortprikkede, røde kittel, der skjulte nogle ligeså smukke bryster som de synliggjorte ditto på statuen på plænen udenfor biblioteket.
Elonora havde oversat Liza Tetzner, hele striben fra "Børnene i nr. 67" til "De sorte brødre, skorstensfejerdrengene i Milano". Elonora Sørensen lærte mig betydningen af at have en god historie, hvis man vil skrive, og jeg skrev den første som 12 årig i 1952 på biblioteket med hendes hjælpsomme hænder og gode tyngde hen over skulderen - hvor hun befinder sig endnu...Siden har jeg altid skrevet med hele kroppen og ikke kun med hovedet, og jeg beskriver ikke. Jeg skriver. Skriver det frem, ligesom en fodboldspiller dribler med bolden som sin ånde ud af munden til støvlen. Jeg spillede fodbold, og jeg skrev, og det var godt alt sammen, og der går en lige linie fra "Den blå lastbil" (føljeton i Vejle Amts Folkeblad i 50'erne) til den "rigtige" debut med sømandsnoveller en halv snes år senere.
Jeg havde været ude at sejle og fandt en god historie, og sådan fortsatte det.
Frøken Sørensens børnebogsforfattere (Vestergård, Gredsted og Etlar) som forbilleder blev skiftet ud med Conrad og Sandemose, derpå beatnikgenerationen i 60'erne, og i 70'erne Joyce, med en stribe i hans kølvand (jeg har skrevet om det i "Den blå port") osv, osv. Vi står alle sammen på skuldrene af hinanden, og tyngden er en god historie ligesom hos frøken Eleonora Sørensen. I 1973 fandt jeg den i en samling pyromanbrande med ungdomsoprøret som baggrund ("Fatimas hånd"), året efter i Mellemøstkrigen, hvor Arno er krigskorrespondent i "101 kilometerstenen". 1976 "Elskere elsk" med Bruno og de andre forladte mænd i kvindeåret. 1978 med udgangspunkt i arbejdet med et nyt dagblad (vi fik en Cavling-pris for initiativet). Dino i "Stammerne" - og i 80'erne Reno i "Hjerteslag", fortællingen om en fabrikantfamilie, dens fallit og dens arbejdere, og Kuno i "Her og altid" - et frimurerepos om åndsliv og realitet på baggrund af en katastrofal hændelse i det virkelige liv.
I 90'erne har jeg arbejdet med enetalen i et grænseland mellem fiktion og virkelighed, en hybridform jeg kalder portrætfortællingen, afprøvet over to år i en længere serie i "Bogens Verden", og samlet i "Kærlighedens fortalelse" omkring et gennemgående motiv: barndommens traumatiske oplevelser som en styrende kraft i voksenlivet. Samme form har jeg anvendt i nogle kunstnermonografier: om bl.a. Robert Jacobsen og Frede Troelsen.
Arno, Bruno, Carlo, Dino, Reno, Kuno... Hvis jeg engang skriver en ny roman, skal fortælleren (det kamaraførende øje) hedde Steno. Det er det eneste jeg ved; jeg skriver først på baggrund af en god historie, og mens jeg venter, laver jeg journalistik og radig som fast vært i Radiocafeen på P 1.
I løbet af foråret 2000 blev Ulrik Gräs' roman "Berusede by" færdig. Den kom til at handle om samarbejdspolitikken under 2. verdenskrig med en borgmester som hovedperson. Den selvstændige fortsættelse "Lido" kom i 2006 og blev efterfuldt af Gongong, der udkom i 2011 og handler om første halvdel af 1960'erne.
I 2015 udkom novellesamlingen 'Uparfumeret', der handler om især drenge og mænd med eksistentielle udfordringer og konkrete problemer og trusler. Senest udgivelse er romanen 'Loop', der handler om Tino, der netop er hjemvendt til Danmark og sammen med vennen Wilfreds starter han et nyt socialistisk dagblad. En roman om politiske dagsordner og personlige relationer.
