En drøm er ikke altid kun en drøm. Arthur Schnitzlers Drømmenovelle

”En enkelt nats virkelighed, eller et helt livs for den sags skyld, er ikke nødvendigvis et udtryk for den inderste sandhed. Og en drøm er ikke altid kun en drøm, sukkede han stille.” - Arthur Schnitzler, Drømmenovelle

Første gang man læser den fremragende og mærkeligt dragende ’Drømmenovelle’ (1926, dansk 1999) af den østrigske læge og forfatter Arthur Schnitzler (1862-1931) bliver man formentlig ret forvirret. For hvad er det præcis, der foregår mellem ægteparret Fridolin og Albertine, hvorfor vil Fridolin sætte hele sit liv over styr og ofre sit ægteskab, da Albertine drømmer en uklar drøm om deres forhold. Og hvad er det egentlig Fridolin søger, da han vandrer gennem Wiens gader en nat i karnevalet. 'Drømmenovelle’ blev i 1999 filmatiseret som ’Eyes Wide Shut’ af Stanley Kubrick, der flyttede handlingen fra Wien til New York, men som i udgangspunktet blev tro mod fortællingens begivenheder.

Arthur Schnitzler var uddannet som læge, men besluttede sig i stedet for at blive forfatter. Han var en del af det såkaldte ’Wiener Moderne’, som betonede individet og geniet med sin unikke tankekraft. De betragtede kunstneren som én, der kan give udtryk og form til vores eksistens.

Her blev bagsiden eller drivkraften bag denne formskabende evne af stor interesse. Viljen og det ubevidste driftsliv bliver afgørende, ikke kun for kunstneren, også for almindelige mennesker. Som for en anden samtidig, psykoanalysens fader Sigmund Freud, bliver det ubevidste en grundlæggende del af menneskets psyke, der er med til at forme individets handlinger og følelser.

Ægteskabets grænser
’Drømmenovelle’ handler overordnet set om en krise i lægen Fridolin og hans kone Albertines ægteskab. Deres seksuelle forhold er blevet rutine og betagelsen, der bandt dem sammen i begyndelsen, er forsvundet med hverdagens hændelser. Selve handlingen i fortællingen udspiller sig i løbet af et døgn, fra et maskebal Fridolin og Albertine deltager i, til Fridolin vender hjem fra sine vandringer i Wien morgnen efter.

Efter maskeballet, som de besøger for første gang i mange år, finder ægteparret sammen igen, og deres kærlighed blusser op for første gang i lange tider. De har begge flirtet med andre under maskeballet og denne flirten har ført til fornyet spænding i deres forhold, men intensiteten har også åbnet for jalousien i dem begge. Det åbner samtidig for en ny ærlighed, der længe ikke har været mellem dem.

”De talte om hemmelige sfærer, som ingen af dem mente at føle nogen bevidst længsel efter, men hvor man ad skæbnens uransagelige veje alligevel kunne blive ført hen, om det så kun var i drømme.” (’Drømmenovelle’, s. 7)

De fortæller hinanden om drømme, de har haft om andre, drømme om at følge dem. Drømme om at give sig hen og forlade ægteskabet og deres fælles barn. Albertine genfortæller også historie om hendes og Fridolins første møde, og i hendes beskrivelse dukker forførelsen, eventyret og den ustyrlige seksualitet op. Alt det, der ikke er plads til i det borgerlige ægteskab, men som stadig ligger til grund for det.

Flirten, eventyret og mødet er forholdets begyndelse og den bagside, der efter forholdets fuldbyrdelse i ægteskabet og barnet skal udgrænses og holdes borte. Man kunne kalde det ægteskabets ubevidste. Med lære fra Sigmund Freud manifesterer det ubevidste sig altid, især hvis man forsøger at få det til at forsvinde.

I den forstand forsøger Schnitzler at beskrive ægteskabets grundlag uden at se bort fra bagsiden eller det ubevidste grundlag og gør op med en fordom om, at ægteskabet blot bygger på troskab og pligt. Den menneskelige psyke består derimod også af et ubevidste, som længes og higer og mennesket har en seksualitet, der ikke kan begraves under konformitet og kontrol. En seksualitet som både består af eros og thanatos, kærligheds- og dødsdriften, der slynger sig sammen om hinanden.

Livet i ægteskabet balancerer på en tynd grænse. Et lille fejltrin kan lede til fortabelse og hemmelige drømme og lidenskaber kan skabe grobund for undergang. Ægteskabet og seksualiteten er med andre ord mere kompliceret end et knald lørdag aften i ægtesengen.

En odysse i begærets mørke
Efter morgenens samtale begynder Fridolin en vandring rundt i Wien, der først ender næste morgen. Det er en vandring ind i hans egen ubevidsthed og ind i hans eget begær og hemmelige lyster. Samtalen med Albertine og maskeballet aftenen forinden har åbnet noget i hans sind, han ubevidst begynder at eftersøge.

Han besøger en prostitueret, som han dog ender med at afvise og han afviser også en kvindelig beundrer på hendes fars dødsleje, hvor seksualiteten, kærligheden og døden igen bliver knyttet sammen.

Efter en samtale med hans tidligere studiekammerat Nachtigall, en fugl der jo som bekendt synger smukt og forførende, ender Fridolin med at deltage i en hemmelig sammenkomst, hvor forklædte mænd og kvinder, har en mareridtsagtig fest, der ender i et orgie. Ingen af deltagerne fjerner på noget tidspunkt deres masker, men forbliver forklædte og tilslørede. Deres lyster og begær forbliver derved hemmelige for de andre deltagere og for det omgivende samfund.

Fridolin, der er forklædt som pilgrim og som forundret har set sin egen forvandling fra læge og ægtemand til forklædt pilgrim, bliver afsløret, da de andre mandlige deltagere smider deres pilgrimsdragt, og under den er forklædt som kavalerer. Han bliver beordret til at fjerne masken, men bliver reddet af en kvindelig deltager, der har forsøgt at advare ham tidligere på aftenen. Hun tilbyder sig i stedet for Fridolin, der bliver frigivet. Hvad dette tilbud indebærer finder vi aldrig ud af og Fridolin bliver ført bort fra stedet i karet.

Nachtigall er blevet sendt ud af byen, da Fridolin forsøger at finde ham efter festen. Kvinden der har reddet Fridolin, dukker muligvis op i byens lighus, tilsyneladende død af en overdosis. Men det betyder ikke længere noget for Fridolin, da han finder hende. Det betyder ikke noget om det er hende eller om det er en helt anden kvinde.

”For hans skyld kunne hun være en fremmed person, som han aldrig havde mødt før. Og selv om det siden skulle vise sig, at kvinden, som han havde ledt efter, og som han havde begæret og måske oven i købet elsket i en times tid, stadig skulle være i live, så var det derinde under hvælvingerne […] ikke andet end en skygge blandt andre skygger[,] og for ham kunne og ville det aldrig blive andet og mere end liget af den forgangne nat, dømt til uigenkaldelig forrådnelse.” (Drømmenovelle, s. 80).

Tiden efter festen
Da Fridolin vender hjem til Albertine, fortæller han hende alt om nattens hændelser og hun ender med at give ham tilgivelse. ”Jeg tror, at vi begge to skal takke skæbnen for, at vi er sluppet helskindet fra vores mange eventyr, både de virkelige og dem, vi har drømt.” (Drømmenovelle, s. 82)

Albertine har tidligere i fortællingen fortalt Fridolin om en drøm, hun har haft, en drøm hvor Fridolin i slutningen bliver korsfæstet, mens Albertine blot ler af ham og ler så højt, hun kan. En drøm, som for Fridolin kommer til at stå for hendes afvisning af ham, en drøm, som ikke bare er en drøm, men som udtrykker og er meget mere virkelig end mange handlinger. Begæret og drømmen væver sig således ind i virkeligheden i fortællingen, hvor det ikke er muligt at finde begyndelse eller slutning og hvor det heller ikke er muligt at sætte skel mellem drøm og handling og hvor utroskab i en drøm kan være lige så virkelig som utroskab i kødet og hvor begge dele kan være lige svære at tilgive.

I ’Drømmenovelle’ balancerer Fridolin og Albertines ægteskab på en line over en afgrund, der er vigtig at erkende, for ikke at ende i den. Og hvor en erkendelse af afgrunden, kan føre til en forstærket kærlighed og gensidig støtte. Det er ikke nok med selvrealisering, samfundets moralsystem eller følelserne for den anden, for at ægteskabet kan bevares.

Der må mere til og barnet bliver i ’Drømmenovelle’ både det, der knytter begyndelsen og slutningen af fortællingen sammen ved at være den første og den sidste til at tale, men også det, der viser styrken i deres forening. Barnet i sig selv er ikke en garant, men foreningen og styrken i foreningen kan være med til at holde sammen på deres ægteskab. I hvert fald for en tid.

Af litteraturstuderende Henrik Torjusen