Finlandia

”Nationalterapeuten” kaldes Väinö Linna i Den Store Danske. Som den første formåede han at beskrive og analysere den finske borgerkrig, så både rød og hvid side kunne acceptere det billede, han skabte.

Det er med trilogien : ”Her under Polstjernen” at Linna reparerer finnernes følelser. Jeg har læst den første: ”Finlandia” og er begejstret. På trods af bogens alder og min afgrundsdybe uvidenhed om finsk historie, har jeg slugt den – utrolig spændende!

Den virker ikke spor forældet – og er umiddelbart meget nem at gå til. Det er både en slægtsroman, en kollektivroman og i høj grad en historisk roman. Slægten er Koskela og bogen starter: ”I begyndelsen var kæret, hakken – og Jussi.”  Jussi er en ur-finne. Stærk, stædig, tavs og arbejdsom lykkes det dette hittebarn at skabe et husmandsbrug ud af den våde jord i kæret. Han kan føde sin familie på stedet, men lever i evig, livslang skræk for, at den nye præst, hvem jorden egentlig tilhører, vil smide ham ud. Det havde jordejerne ret til i datidens Finland.

Vi følger landsbyens indbyggere – og deres konflikter. Der er de sociale, som er fantastisk beskrevet – helt i traditionen fra Ivar Lo-Johansson,  Vilhelm Moberg, Martin Andersen Nexø og de andre store nordiske proletarforfattere, men der er også sprogkonflikterne f.eks. den svensk-talende baron, hvor Linna lader ham udtale sine finske brokker til dels uforståeligt for fæsterne, og længere oppe på samfundsstigen ønsker finnerne et frit Finland – frit for russisk overherredømme og stærk svensk indflydelse. Der er nok af kampe at tage fat på.

Karaktererne er vidunderligt beskrevet – den noble skrædder Halme, der sætter sig i spidsen for ”folket” ved udsættelsen af en fattig fæstebondes familie, men kløjs i teorierne, da han kommer til at forlæse sig på Madame Blavatsky udover de socialistiske klassikere.

Det lykkes dem at få oprettet et brandkorps, dernæst bygget et folkets hus, og nu bliver jeg nødt til at læse bind 2 og 3 for at finde ud af, hvad der videre sker i landsbyen. En formidabel bedrift af Linna, der er en stor ordkunstner, som i få ord kan karakterisere personerne, så man ser dem lyslevende for sig.

Der er sagt meget ondt om finske film og tv-spil, men denne serie kunne fortælles helt fantastisk på lærredet – af en finsk Balling, hvis en sådan findes.

Kan slet ikke anbefales nok!!