Anmeldelse
Familien Scortas sol af Laurent Gaudé
- Log ind for at skrive kommentarer
En formidabel, farverig og fængslende familiekrønike, der udspiller sig under Apuliens sol.
Den handler om de evige emner: liv, død, loyalitet og frem for alt kærlighed.
Forfatteren er dramatiker, og det mærkes. Det handler om følelser "larger than life" - ære, loyalitet og frem for alt: kærlighed. Den kærlighed, der brænder som Syditaliens sol, svidende, men også livgivende.
Det handler om klanen Scorta, udgangspunktet er de 3 søskende Giuseppe, Domenico og Carmela, børn af banditten Rocco, samt Raffaele, hvis loyalitet byder ham at vælge klanen. Her er så afsættet til en familiekrønike, der har elementer i sig til en storfilm. Den kan holde sin læser fangen, også selvom billeder og virkemidler er lidt anderledes, end vi i vant til fra de underholdnings- og kærlighedsromaner, markedet har flest af.
I skildringerne af figurerne er alle knapperne drejet helt i bund, som da Elia desperat søger at vise, at han har noget at give Maria, hvis hun vil gifte sig med ham. Først da han intet som helst har tilbage, lyder det: "Jeg er din, hvis du vil have mig". Og den vildskab er hun ikke ene om.
Der er mange sære hemmeligheder gemt. Kom de tre søskende egentlig til det forjættede land? og hvordan tager man livet af en gal præst?
"Som at se det for sig" er ingen kliche her, når det drejer sig om beskrivelserne. Det er en formidabel historie, både spændende og grotesk, den har en absolut barok humor. Den giver nærmest læseren en "Godfather møder John Irving"–fornemmelse. Og både handling og personer kommer tæt ind på livet af én.
Så når Apuliens stenede bakker tager imod klanens medlemmer én efter én efter brogede og lange liv, tager man vemodigt afsked med dem og er ked af, at bogen er slut.
"Olivenfrugterne er evige", siger Don Salvatore. "Den enkelte oliven varer ikke, den modnes, og så rådner den. Men olivenfrugterne følger efter hinanden i evig gentagelse….som menneskene…".
Det er tilmed en smuk bog både sprogligt og i sit udstyr.
Oversat af Jesper Tang. Rosinante, 2006. 275 sider. Kr 249,-
Brugernes anmeldelser