Mine helte

Det er heltene, der er emnet for fjerde bind i Jørgen Leths serie om "Det uperfekte menneske”, og Leths eget liv belyses på interessant vis gennem hans møde med disse helte – og skurke.

Fjerde del af det erindringsprojekt om "Det uperfekte menneske", som Jørgen Leth startede i 2005, handler om Leths helte. Og mange af Leths helte kender man jo godt, forfatterskabet er rigt på heltedigte. Tænk bare på det klassiske digt om cykelstjernen Coppi, "Fausto Coppi" fra den banebrydende samling "Sportsdigte" fra Leths store år 1967, hvor også "Lykken i Ingenmandsland" udkom, og hvori helte nærmest på stribe dukker op i det pragtfulde digt "Det ville glæde os".

Jo, heltene har været der fra start. Og netop som helte. Leth fortæller i bogens lille forord om, hvad helte og heltebegrebet betyder for ham:

"Jeg bryder mig ikke om begrebet rollemodel. Det er et dumt pædagogisk begreb. Jeg har ingen rollemodeller. Og jeg er ikke selv en rollemodel. Jeg roder bare rundt med det, jeg kan lide, og det, jeg ikke kan lide. Det er rigeligt, det giver god mening. Jeg synes, helte er godt. En helt, det er én, der står og lyser i nattemørket. En, der kan noget særligt, og som gør indtryk på mig. Som får mig til at forstå noget, der forekom kompliceret. En helt kan også være en skurk, en særligt slem person, som spreder ondskab om sig. Han lyser op på en mere dæmonisk måde."

Det sidste udsagn om de om man så må sige skurkagtige helte er væsentligt for forståelsen af bogen, hvor fx de nærmest legendariske massemorderiske diktatorer på Haiti, Papa Doc og Baby Doc med konsorter skildres med fascination, med afsky, jovist, med bevidsthed om deres forbrydelser, men også med ondskabens fascination.

Men ellers er det jo så bare at dykke ned i Leths heltehistorier, og heltene finder han overalt. Her er helte fra musikkens verden, de jazzmusikere, der fascinerede Leth fra starten. Og der er sportsheltene, cykelstjernerne og de andre, der på en eller anden måde satte et specielt præg på deres sport. Der er helte fra filmens verden, både filmfolk og skuespillere, og der er helte fra kunstens og litteraturens verden. Leth fortæller om, hvorfor de er blevet hans helte – og på den måde fortæller han jo så også om sig selv, hvad er det i ham selv, der genererer hans fascination af netop denne person? Det er rigtig givende at følge, for man kommer ad disse veje langt ind i Leths liv og verden, med bunker af billeder fra hans virke stort set verden over – fx livet på Haiti med voodoo og jordskælv. Jeg synes, det er meget spændende at få historien om, hvordan Leth fik Andy Warhol til at spise den burger i den i ikoniske scene i filmen "66 scener fra Amerika" i kapitlet om helten Warhol, og jeg nyder, når Leth lader sit skrivetalent lyse og gnistre i kapitlet "Madame Annette, kok, bibellæser, kantinebestyrer" – det er helt forrygende!     

Fortællingerne om Leth og hans helte er et flot, underholdende og overraskende og uundværligt element i Leths kunstneriske virke og en god nøgle til forståelse af ham og hans kunstneriske projekt hele vejen rundt.

Originally published by Torben Wendelboe, Litteratursiden.