Deadpool nakker Marvel-universet - igen!

Den absolutte antihelt Deadpool ånder med blod, vold og masser af vanvid lidt nyt liv i Marvel-universet. 

Så er den gal igen! Marvel-universets antihelt numero uno er nok engang blevet bims og har besluttet sig for at slå alle superhelte ihjel. Egentlig har vi været igennem det hele én gang før. Nemlig i tegneserie-navnebroren Deadpool nakker Marvel-universet, som udkom fra Fahrenheit og Faraos Cigarer tidligere i 2023. Her nakkede han med hævede sværd og dårlig humor legender som Spiderman, Iron Man, Hulk og Captain America for til sidst at gå efter heltene over alle helte – tegneserietegnerne selv. Men her vi altså igen. Og hvorfor skal vi så igennem det hele en gang til? Fordi det er sjovt. Så enkelt er det. Sjovt (og ret blodigt, skal lige understreges).

Historien er kort fortalt, at nogen - eller noget - nok engang har pillet ved Deadpools i forvejen tossede hjerne. Men hvor han i forrige bind hørte en stemme, der overbeviste ham om at slå alle superhelte ihjel, så manipuleres han denne gang til at se syner. Han aner derfor ikke, at han slår sine kammerater ihjel, før end det er for sent. I hans hoved (og det skal igen understreges, at det er et ret tosset hoved) tror han, at han bare hænger ud med de andre helte. At han for eksempel babysitter Spider-Womans baby, imens han i virkeligheden slagter Spider-Woman og Porcupine foran hendes barn. Eller deltager i en ædekonkurrence med Spiderman - hvor det eneste, der reelt bliver spist er Spidermans hjerne (ja, jeg advarede om, at det var blodigt). Det er ret brutalt, og på en eller måde ikke særlig superhelteagtigt. Men så igen. Det er nu det fede ved Deadpool: den måde, at han bare ikke rigtig passer ind i Marvel-universet.

Rent teknisk er Deadpools forvrængede syn på verden fedt lavet. Tegner Dalibor Talajic veksler nemlig tegnestil alt efter den virkelighed, Deadpool tror, at han befinder sig i. Det bliver blandt andet til en billedbogsagtig stil, da han leger gemme med de unge superhelte Ms. Marvel, Power Pack, Moon Girl og Devil Dinosaur, hvilket – som du måske kan gætte – er knap så børnevenligt, når Deadpool indser, at han har slagtet teenagerne på åben gade. Eller når det hele får en slags Roy Lichtenstein-agtig streg, der passer til ældre superheltetegneserier, da han overvinder ikoniske helteguder som Hercules, Loke, Thor og Valkyrie.

’Deadpool nakker Marvel-universet, igen!’ bringer måske ikke noget nyt til selve universet. Men tegneserien er – som sin navnebror - nok engang et friskt pust til en genre, der nogle gange tager sig selv en tand for seriøst. Her er det rart, at vi har Deadpool. For med blod, vold og vanvid tilføjer han lidt gak-og-gøjl og dermed nyt liv til superheltegenren.