Anmeldelse
Bedrag af Karin Alvtegen
- Log ind for at skrive kommentarer
Psykologisk thriller om Eva, hvis ægteskab er under opløsning. Hun vover sig ud i et hævntogt, som går helt galt, fordi hun ikke kan styre det. Og så møder hun også en mærkelig mand ...
Eva er gift med Henrik; hun styrer deres familieliv, ham selv inklusive, med sikker hånd, indtil den dag hun opdager, at Henrik har fundet en anden. Det kan hun umuligt acceptere og planlægger sin hævn, men – tingene løber hende af hænde; hun kan pludselig ikke styre begivenhederne og overskue de fulde konsekvenser af sine handlinger.
Medvirkende årsag er også den mærkelige unge Jonas, som Eva tilfældigt møder på en bar og tilbringer en nat med. Hun skal ha’ oprejsning for Henriks bedrag, men kan ikke gennemskue, at Jonas er et skadet menneske; han besidder en tvangsneurotisk sans for kontrol, er farligt og følelsesmæssigt forstyrret og rammes efter mødet med Eva af en sygeligt besættende kærlighed. Og han har skeletter i skabet …
Mere handling skal ikke røbes, kun, at det er en skrækkelig bog, ond og uhyggelig – og tankevækkende. For der skal tilsyneladende ikke så meget til, før kærlighed udvikler sig til ligegyldighed og kulde, og der er ikke langt mellem følelser som jalousi og had. Og vogt dig for ægteskabelig utroskab!!
Den psykopatiske Jonas er på én gang fascinerende og frygtindgydende og farlig.
Bogen er velskrevet, med skiftende synsvinkler og dermed fortolkninger af situationerne.
Så hvis du er til psykologisk suspense à la Ruth Rendell, er Karin Alvtegen god medicin for dig.
Oversat af Nina Bolt efter ’Svek’. Tiderne Skifter, 2005. 252 sider
Brugernes anmeldelser