Bataljemaleren

Er det bedre at være amoralsk end umoralsk- det er ét af de spørgsmål, der rejses i denne intense roman af den spanske forfatter Arturo Pérez-Reverte om krigsfotografen Faulquez

Et sted på den spanske sydkyst har den tidligere krigsfotograf Faulquez slået sig ned i et gammelt vagttårn. Her har han kastet sig over et kæmpeprojekt, nemlig at male det ultimative billede af krig direkte på væggen i det 300 år gamle tårn.
Som fotograf har han stræbt efter at tage det foto, som kunne udtrykke den endelige sandhed om krig, men uden held. Nu har han lagt kameraet på hylden og grebet malerpenslen.

Han opsøges af Marcovic, en tidligere kroatisk soldat, som Faulquez har fotograferet - et verdensberømt foto, som fik skæbnesvanger betydning for Markovics liv. Han opsporer Faulquez i den hensigt at slå ham ihjel, men først vil han finde ud af, hvilket menneske han er - om han føler medskyld?

Romanen former sig som en dialog mellem de to mænd om skyld og ansvar, om etik og æstetik, om kaosteorier, og om den skjulte struktur, der ligger bag krig og al menneskelig adfærd.
”Når en sommerfugl basker med vingerne i Brasilien kan det udløse en tornado i Texas.” Denne tese fra kaosteorien bruges hos Pérez-Reverte til at udtrykke, at små ændringer i ét menneskes liv kan udløse katastrofer for et andet.

Når Faulquez er alene, filosoferer han over sit liv, vi følger ham rundt til alverdens brændpunkter, alene og sammen med kæresten Olvido, der som en anden Dante følger Vergil/Faulquez til helvede. Det mærkes, at forfatteren som tidligere krigskorrespondent har stoffet inde på livet, det er skildringer fulde af gru og næsten mere, end man kan bære.

Bogen gør et dybt indtryk med sine voldsomme, rystende skildringer af krigens ofre. Man kommer tæt på krigsfotografen, men om man bliver klogere på, hvordan det er muligt at overleve som menneske og om amoral er bedre end umoral kan ikke besvares fyldestgørende. Sproget er levende og nuanceret, og den underliggende spænding om, hvorvidt kroaten fører sin intention ud i livet og fotografen ender med at miste sit, må man vente til de allersidste sider for at få afklaret.

Omslagsillustrationen, et gulnet foto af en soldat i close-up, rammer med sine allusioner til Hemingway fint bogens tone.