Pigesind

Man skal være gjort af sten for at forblive fuldkommen uberørt af Ditlevsens digte i Pigesind. Det er hudløst, ungt og oprigtigt. Tænk, at tungsind kan være så smukt!

Overordnet set beskrives Ditlevsens debutdigtsamling måske bedst og mest præcist ved hjælp af sin korte titel – Pigesind.

De 32 digte, som samlingen udgøres af, spænder bredt: Fra det tungsindigt triste, dybt ulykkelige til det tilnærmelsesvis muntre, som fx i digtet ”Min nye kjole”, der er et næsten naivt forsøg på hverdags-optimisme. På den måde kommer hele samlingen til netop at rumme: En ung piges sind og hvad, der rører sig i det… men altså en ung pige, hvis liv skulle blive præget af angst, stofmisbrug og gentagne selvmordsforsøg. Det er svært ikke at tænke forfatteren ind i disse digte.

I digtet Det tabte land står der:

Åh, lad mig blive barn igen og sove
helt tryg og tankeløs hos mor og far,
før angst var til, og natten blev min fjende,
den stærkeste og bitreste jeg har.

Ovenstående strofe dækker et tema, som skulle blive tilbagevendende i Ditlevsens forfatterskab, der altså i 1939 netop havde taget sin begyndelse: En tilbage-rækken mod barnet og barndommen udløst af et anfald af angst. Eller i andre tilfælde: Angsten udløses af erkendelsen af, at noget er tabt.

Kærligheden – på godt og på ondt – spiller også en central rolle i mange af Pigesinds digte. Og i forlængelse heraf frygten for at miste:

Vi elsker hinanden, og alting er godt,
over dagene råder kun du,
men måske vil du elske en kvinde engang,
der ikke er født endnu.

(Fra digtet En kvindes frygt)

Selv efter mere end 60 år kan Pigesind stadig ryste og røre. Der er noget old-school over Ditlevsens tilgang til poesien, og måske er det en del af forklaringen på, at man så umiddelbart tager digtene til sig. Man kan føle dem gennem rim og rytme og gennem den ægthed og oprigtighed, som forekommer at være typisk for Ditlevsen.

For pigesind – dengang og nu.