Kjell Askildsen er blevet kaldt minimalismens nestor i skandinavisk litteratur.
"Hun sagde ikke noget. Jeg så på hende, mødte det samme uudgrundelige blik. Du må tro mig, sagde jeg. Hun tog blikket til sig. Ja, sagde hun, det må jeg jo." (Hundene i Thessaloniki).
Allerede i hans debutsamling 'Herefter følger jeg dig helt hjem' (1953, ikke oversat til dansk) var Kjell Askildsen (f. 1929) inde på sit specielle sproglige spor, og i den forstand kan han godt kaldes for minimalismens nestor i skandinavisk litteratur. Hans indflydelse har været meget vid, og mange forfattere i hele Skandinavien, nævner ham som en stor inspiration.
Og der er også noget helt specielt og fantastisk ved Kjell Askildsens minimalistiske stil, og hans beskrivelser af hverdagens tragiske hændelser. Som Kjell Askildsens egen inspiration kan nævnes Franz Kafka (1883-1924), Samuel Beckett (1906-1989) og måske især Albert Camus’ (1913-1960) roman Den fremmede (1942, dansk 1944/1999), der knæsatte en ny litterær stil med sin distancerede beskrivelse af virkeligheden.
Men sproget er nok det første man lægger mærke til hos Kjell Askildsen, eller måske lægger man netop ikke mærke til det. For det er helt undseeligt; nærmest fraværende. For ordene er nøje udvalgt og alt overflødigt er skåret fra i forsøget på den størst mulige præcision. Men hvad er det ordene gør, idet man læser dem? Et genkomment scenarie i mange af fortællingerne er angsten for manden, der står ude foran huset.
Den navnløse, ubevægelige mand, som personerne ikke ved, hvem er, hvad vil eller hvor kommer fra; men som alligevel giver et symbolsk udtryk for deres angst og utryghed. I fortællingerne udformes mange af deres handlinger, som et forsøg på at besværge angsten for denne mand.
I en vis banal forstand er det læseren eller fortælleren, der bebor manden derude, der stirrer ind på personerne. Vi får ikke mere at vide end det, de selv kan erkende, men vi kan alligevel drage en del konklusioner. Problemet er bare, at vi aldrig får mulighed for at få dem bekræftet, da fortællingen drejer af, og sproget forbliver så åbent og ordknapt, at vi nok kan fortolke, men aldrig blive sikre. Så vi er efterladt med detaljerne i det talte sprog til at afkode spændingerne mellem personerne.
Det er også det, der gør novellerne så snigende ubehagelige at læse, for de konfronterer læseren med sig selv og sine egne fornægtede sider. For vi kan aldrig få bekræftet vores analyse; det vi finder mellem ordene og handlingerne er med andre ord os selv og vores fordomme. Og det er især dette snigende ubehag ved en ellers helt almindelig hverdagssituation, Kjell Askildsen er en uovertruffen mester til at fremkalde.
Det navnløse ubehag
Den uudgrundelige angst, der sniger sig ind i stemmen på den navnløse fortæller i titelnovellen i Kjell Askildsens novellesamling 'Hundene i Thessaloniki' (1996, dansk 2002), citeret ovenfor, er et godt billede på personernes forhold til livet. Tilværelsen er farlig, utryg, ukontrollerbar; betydningen af handlingerne og ordene melder sig altid først bagefter og altid for sent.
Det lyder meget ubehageligt, og er det sådant set også; men Kjell Askildsen er en suveræn fortæller, der stramt forstår at styre sit sprog og sine historier, så ikke et ord falder forkert, og ikke en scene eller handling er overflødig. Det betaler sig at læse langsomt og følge godt med, for pludselig er katastrofen indtrådt, og der er ingen vej tilbage.
Det ubehagelige i læsningen indtræder ved den minutiøse spejling af personernes tankemønstre. Vi er inde i tankestrømmen, men vi får ikke afsløret de store hemmeligheder, skjulte begær, eller ubevidste afgrunde, der kan belyse handlingernes logik. Vi følger deres bevidsthed, med alle dens mangler, alle løgnene vi fortæller os selv, de urimelige begrundelser, småligheden, hadet, begæret (så langt som vi indrømmer det for os selv); alt det andre ikke skal vide.
Men samtidig er fortællingerne tavse om det, som personer heller ikke ved om sig selv; og især det, de ikke har lyst til at vide om sig selv. Hver gang virkeligheden i form af andre mennesker kommer for tæt på, forlader personerne situationen, som fortælleren i Hundene i Thessaloniki, så de undgår at blive konfronteret med det, de ikke vil vide:
"Hun kom ikke ind igen. Jeg rejste mig også. Jeg tog jakken på, så stod jeg en stund og lyttede, men der var helt stille. Jeg gik ud i haven, rundt til forsiden af huset og ud på vejen. Jeg gik østover, ud af byen. Jeg var lidt oprørt. Villahaverne på begge sider af vejen lå tomme hen, og jeg hørte ikke andre lyde end den næsten jævne snurren fra motorvejen." (Hundene i Thessaloniki).
Fortællerens forhold til konen Beate er ikke, hvad det har været. Hun taler forelsket om
deres rejse til Grækenland. Men det var tydeligvis i en fjern og muligvis idylliseret fortid, for da hun nærmer sig ham i tusmørket, slår han, i et anfald af angst, sig fri af hendes forsøg på at omfavne ham. Lige inden hendes hænder når ham, tænker han; nu slår hun mig ihjel. Der er ingen ydre anledning til denne idé, ingen trussel eller forudgående antydning. Det har været uvenner tidligere på dagen, og han forlod huset uden et ord.
Skænderiet handlede om, at han tidligere på dagen havde gemt sig i et buskads, hvor han tavst havde betragtet hende og undladt at svare på hendes kalden. Hun havde dog set ham inde i buskadset, men han kan ikke forklare hende, hvorfor han ikke svarede. Da hun konfronterer ham, går han i, hvad der forekommer os at være vrede, men han er tydeligvis ikke selv klar over, hvad det er. Eller måske er han, men lytter i stedet til motorvejens dulmende, ensformige støj.
Det alt for påtrængende svineri
For vi nærmer os noget, som måske kan forstås med begrebet fornægtelse. En tilstand, hvor man godt er klar over det skjulte begær, men alligevel holder det skjult for sig selv. For det virker som om personerne godt er klar over, at situationen er gal, men de vil hellere forlade den, end at blive konfronteret med sig selv, og det de har gjort, eller det, der er sket.
I ’De usynlige’ tager hovedpersonen Bernhard L. tilbage til barndomshjemmet for at deltage i faderens begravelse. Vi får aldrig en direkte beskrivelse af hvilke følelser Bernhard nærer, men vi fornemmer hurtigt, at et eller andet er gået helt galt i familien i løbet af hans barndom. Men da Bernhard og hans søster, Marion, når frem til at tale om det i slutningen af novellen; efter utallige tilløb og undvigemanøvrer fra Bernhards side, kan det alligevel ikke lade sig gøre:
"Han gik hen og satte sig. Jeg kan også blive ude af mig selv, sagde Marion. Ja, sagde han. Men nu får du det vel bedre. Hun så på ham. Nu da far er død, mener jeg. Bernhard, dog! sagde hun. Han lo. Nej vel, sagde han, så snakker vi ikke mere om det. Jeg går hen og vander blomsterne." (’De usynlige’).
Vi har en fornemmelse af, at de tydeligvis er klar over, hvad de burde sige til hinanden; men de kan ikke. Måske er der for meget had, for mange følelser, der ikke kan tåle dagens lys. Måske ville det gøre for ondt, være for smertefuldt, eller måske ville det betyde et nederlag for dem, hvis de indrømmede, at de gerne ville gøre det, der netop var umuligt. Det der var forbudt.
Det umulige begær og menneskets værdighed
Som i fortællingen ’Min søsters ansigt’, hvor fortælleren Otto bliver tilkaldt af sin søster, som han ikke har set i fem år. Han har øjensynligt skjult sig for hende (igen må vi selv gættes os til sammenhængen), men nu, hvor hun har fundet frem til ham, vil han alligevel gerne besøge hende.
Familielivet i barndommen virker ikke til at have været lykkeligt, men Otto har tilsyneladende glemt alt om det, påstår han. Men gensynet udvikler sig i en retning læseren ikke kan forstå, eller som læseren ikke har lyst til at forstå; for som historien udvikler sig, åbenbarer sig et stort begær mellem de to søskende. Et begær, de er på nippet til at give efter for i slutningen af novellen; men realiseringen bliver afbrudt, da Marions mand, Oscar, vender hjem.
Bag noveller ligger idéen om, at alle mennesker rummer følelser og begær, de ikke vil være ved og som, i hvert fald i dette eksempel, ikke kan realiseres inden for lovens og morals rammer; som fortællerens begær i novellen ’Elisabeth’ efter broderens kone, eller konens søster i ’Græshoppen’. Det handler om at finde en måde at leve med sig selv, hvor det er muligt at fornægte de negative sider; alternativt drukne dem i alkohol og cigaretter.
Men det gælder også om at bibeholde sin personlige stolthed. Til tider virker det til at være det vigtigste problem i livet, og flere konflikter i novellerne kunne være undgået, hvis bare personerne ville vige en smule. Problemet er bare, at stoltheden udgør skjoldet mod verdens krav og tumult. Angsten er tydeligvis, at hvis personerne først veg bort fra stoltheden, ville hele verden snart overfalde dem, og manden, der venter derude, ville måske kvæle dem med de bare næver. Døden er, med andre ord, hele tiden i nærheden, men den er umulig at omtale.
Det lyder alt sammen meget ubehageligt, men på forsonende vis er Kjell Askildsens noveller næsten magiske, når de fører os helt ind i bevidstheden på sine personer. For de er så let genkendelige og uhyggeligt overbevisende. Dog er en advarsel på sin plads, for efter at have læse hans historier, kan det godt være svært at vænne sig til mere ordrige beskrivelser og mere detaljerede handlinger. Men måske er det også den største anbefaling.
Af Henrik Torjusen, cand.mag
Kommentarer