De 18 bedste

18 eksempler på skrivekunst, når den er allerstørst. Norske Askildsen er ikke kendt under tilnavnet forfatternes forfatter uden grund.

Kjell Askildsen er en af de største og mest anerkendte novellister, så hvorfor har jeg aldrig læst ham før? Og hvorfor har jeg ignoreret Helle Helle og Pia Juhl, når de har lovprist hans prosa? Jeg fortryder, men lover at gøre det godt igen. Jeg vil læse alt, han er jo fantastisk, moderne og gammeldags på en og samme tid. Præcis litteratur som jeg elsker det.

'De 18 bedste', som samlingen hedder, er udvalgt af forfatteren selv, og de er subtile mesterværker. Kjell Askildsen har fortalt, at han er en langsom forfatter, han skriver sparsomt, rutter ikke med ord. Hver eneste sætning lægger op til næste, og han nyder, når han kan stryge en sætning.  Han planlægger aldrig en historie, fordi det er sætningen før, der fører til næste sætning, den, der udvikler historien. Der er heller ingen pointer, ingen definitive afslutninger, ingen løsninger i hans noveller, hvilket gør, at man som læser altid ønsker, at novellen var længere, så man kan få forfatterens kloge forklaring på hvorfor. For findes der noget bedre end ønsket om at lære personerne i en bog bedre at kende, forstå dem og få dem til at vise, hvorfor de gør som de gør? Men Kjell Askildsen forklarer intet, man må selv forstå og fortolke.

Alle hans 17 noveller + 10 bitte små situationer fra novellesamlingen 'Thomas F' s sidste optegnelser til almenheden' er eksempler på manglende menneskelige relationer og nærvær, det at stå udenfor fællesskabet, at være fremmedgjort overfor sine nærmeste. Novellerne er ordknappe ligesom personerne, de er knugende, kølige og nøgterne. Der er drama mellem linjerne, og der vibrerer følelser mellem ordene, og som i Hemmingways noveller får vi kun en lille bid af, hvad der virkelig er på spil. Askildsen er i den grad en ordøkonom, en antydningens mester.

Jeg ved godt, at det ikke altid er velset at blande forfatteren og værket sammen, men det ligger lige til højrebenet at se relationen mellem Kjell Askildsen og den aldrende hovedperson Thomas i den sidste novelle. Den handler om en ældre mands (en forfatter i 80'erne) levede liv, et liv hvor han aldrig har forstået sine nærmeste og de ikke ham. At han, som mennesker ofte gør det, taler forbi sine bekendte, naboer, familie og ikke magter og ønsker at gøre noget ved det. At han som gammel og ensom bevæger sig på et eksistentielt nulpunkt men samtidig afviser menneskeligt samvær og dybest set kun venter på at dø, forbitret, forkrampet og uden ord.

Men novellesamlingen indeholder også noveller som ‘Carl Lange', der er helt Kafkask. Et skræmmeeksempel på hvor hurtigt man kan få nedbrudt sin selvforståelse, sin selvrespekt og sin selvbeherskelse. Carl Lange beskyldes for at have voldtaget en mindreårig pige, han er uskyldig mistænkt, men lynhurtigt begynder han at opføre sig som en skyldig. Det er tåkrummende skrækkeligt at læse, og jeg tager mig næsten i at sige højt : ’Nej, lad være, du må ikke… klippe håret, fake et sommerhus besøg, ødelægge dit tøj, så tror de det er dig.

Eller novellen ‘Elizabeth’, der både er urovækkende og modbydelig. Hovedpersonen, en midaldrende mand, begærer sin svigerinde og fantaserer om at voldtage hende, samtidig med at han har det mest forkvaklede og konfliktede forhold til sin mor, der er religiøs og kønsforskrækket. For hvad kommer der til at ske, og hvad er der sket? Svaret blæser i vinden, og novellerne skriger på mange gennemlæsninger. Det vil jeg så gøre, for ham Kjell Askildsen, han er godt nok en mester.