Onde blomster

Øyehaug tryllebinder sin læser med sin fængende, rytmiske prosa, sin lune humor og sine fabelagtige afslutninger.

Gunnhild Øyehaug skriver som ingen andre. Senest har vi på dansk fået Præsens maskine, som er en finurlig og opfindsom roman om parallelle universer og ensomme eksistenser. Nu er forfatteren aktuel herhjemme med sin novellesamling ‘Onde blomster’, som udkom i Norge i 2020.

Øyehaugs prosa og fortælleunivers er svært at karakterisere. ‘Onde blomster” er en samling fantasifulde historier, grænsende til det vanvittige, som ofte overgår det meste med sin absurditet og som dog stadig bevarer en lilletå i den virkelige verden. Magisk realisme? Det er nok nærmere “absurditetsrealisme”, hvis et sådan ord findes.

Bogen indledes med novellen ‘Fugle’, hvis første sætning lyder: “Da jeg sad på toilettet og menstruerede, faldt en ret stor del af min hjerne ned i toiletkummen.”

En sådan sætning er meget karakteristisk for Øyehaugs prosa. Novellen ‘Fugle’ fortæller historien om en kvinde, som ganske rigtigt mister en del af sin hjerne ned i toilettet sammen med sin store viden om fugle, hvilket er et relativt stort problem, fordi hun skal forsvare en doktorafhandling om en særlig fugleart på universitet tre uger efter. Hvad der kunne være blevet til en fortælling om et menneske, som forsøger at strikke sit liv sammen igen, bliver med Øyehaugs pen en absurd og humoristisk lille fortælling om et menneske, som bare må leve med sin nye virkelighed og genlære sit gamle jeg’s glæde ved ornitologien.

I en anden novelle kigger et jeg ud af vinduet og ser en hvid due forvandle sig til en sort krage. Denne lidt mystiske (magiske) hændelse får jeg’et til at reflektere over, hvorfor mon lige denne forvandling hændte og ikke noget andet: “Når det endelig skulle være en transformation fra en ting til en anden, kunne det så ikke være to helt forskellige ting? Kunne det ikke have været HVID DUE BLIVER TIL SORT ELG? Eller HVID DUE BLIVER TIL GRØN TANDBØRSTE? Eller HVID DUE BLIVER TIL EN OST.” Jeg’et står og filosoferer på den måde i en rum tid og føler pludselig en kvalme, som får hende til at sætte sig i en grøftekant og græde. Novellen slutter kort efter med følgende sætning, som i høj grad understreger, at Øyehaug er en sand mester i afslutningens kunst:

“Men faktum er at en af de unge i en af de gamle biler kom og samlede mig op, jeg blev kørt helt hjem i en grøn og sort Volvo. Bilbøllen var virkelig rar og jeg inviterede ham ind på te. Nu har vi været gift i tyve år og har tre børn, vi har for længst skiftet Volvoen ud med en elbil, vi underviser begge på ungdomsuddannelser, han i elektronik og jeg i norsk og historie. Slut.”

Intet af ovenstående, hverken bilbøllerne, de gamle biler eller hovedpersonens erhverv er nævnt tidligere i teksten, og alligevel fremkommer ovenstående som en selvfølgelighed - måske fordi man på nuværende tidspunkt i novellesamlingen har vænnet sig til absurditeten, humoren og det intellektuelle niveau.

Der er både meget og ikke så meget at sige om ‘Onde blomster’. Ligesom med ‘Præsens maskine’, tryllebinder Øyehaug sin læser med sin fængende, rytmiske prosa, sin lune humor og sine fabelagtige afslutninger.