Petersborg-fortællinger

Nikolaj Gogol skriver som en drøm. Hans fortællinger vakler konstant mellem vågen og drømmende tilstand.

Petersborg-fortællinger udkom første gang som samlet værk i 1924. Som oversætter René Wad Andersen skriver i det udemærkede forord, blev novellerne ikke oprindelig udgivet i samlet form, men blev først samlet lang tid efter Nikolaj Gogols død. Dog giver samlingen læsemæssigt god mening, da de alle - ud over at foregå i samme geografiske område: I og omkring Nevskij Prospekt, som er hovedgaden i Skt. Petersborg - alle indeholder en god portion surrealisme og humor. Derfor er der en klar rød tråd i de både samklingende og meget forskellige tekster.

Petersborg-fortællinger består af fem noveller, der har hver deres skiftende hovedperson. Men man opdager hurtigt, at karaktererne er nogle sære størrelser, der på den ene eller anden måde træder forkert på tilværelsens lange gade. De lidt mærkværdige karakterer følges tæt af fortællere, der ikke er bange for selv at træde i karakter. Gogol præsenterer via sine noveller i Petersborg-fortællinger læseren for fortællere, der meget åbenlyst blander sig i fortællingen og kommer med kommentarer ift. karakterernes ageren. Det helt store skred mellem fortæller og tekst sker eksempelvis i slutningen af den ret bizarre novelle ’Næsen’. Her ender fortælleren ud i en frustration over de mærkværdigheder, der finder sted i den forudgående fortælling:

”Se, sådan en historie udspiller sig i vort vidtstrakte riges nordlige hovedstad! Først nu, når vi tager alt i betragtning, ser vi, at den indeholder meget, der er usandsynligt […] Men det allermest mærkelige og ubegribelige er, hvad der får forfattere til at vælge den slags emner […] For det første har fædrelandet ikke den mindste gavn af det. For det andet… For det andet gavner det heller ikke. Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er for noget…”

Denne frustration mimer den, som læseren kunne sidde med efter endt læsning. Personligt kom jeg til at grine ved ovenstående passage, da jeg følte, at det var noget, jeg selv havde tænkt. Et ekstra lag af absurditet tilføjes derfor – og man bliver som læser opmærksom på sin egen placering ift. teksten. Samtidig trækker fortællerens frustration fortællingen op på et højere filosofisk niveau, idet der sættes spørgsmålstegn ved tekstens eksistensberettigelse.

Det er et kløgtigt, men også modigt greb, Gogol her anvender. Det kunne nemt forfalde til at gøre novellen kedelig og triviel, hvis moralen blev fremlagt for læseren. Men hos Gogol er det netop fortællerens egen tvivl ift. hele pointen, der fremlægges. Dette er et interessant særkende ved novellerne, fordi man som læser pludselig bliver tvunget til at tage stilling til den mærkværdige fortælling, man lige har fået serveret. Fortælleren gør opmærksom på, at den forudgående fortælling er en mærkelig størrelse, som man som enkeltperson selv må finde mening i. Hvis der overhovedet er tale om en mening. Alle novellerne er ligeledes spundet ind i et sært anstrøg af drøm. En af karaktererne i novellen ’Nevskij Prospekt’ ender ligefrem med at tage opium for på den måde at indhylle sig selv i drøm, fordi han kun her finder mening og ren skønhed.

Jeg kan varmt anbefale alle at læse Petersborg-fortællinger. Om ikke andet for at stifte bekendtskab med en af de vigtigste og interessante litterære, ukrainske stemmer gennem tiden. Jeg var underholdt og bærer novellerne med mig ud i bybilledet. Gogol minder os samtidig om, at der er en sær og flydende grænse mellem drømme og vågen tilstand.