På Grønlands nationaldag fejrer vi ikke kun landets storslåede natur og kultur, men også den rigdom af personlige fortællinger og samfundskritik, den grønlandske litteratur bidrager med.
Litteraturen belyser Grønlands historiske bånd til Danmark
Det er ikke til at overse det enorme fokus, der i øjeblikket er på Grønland.
Litteraturen tilføjer nye nuancer til den politiske debat, når den behandler de menneskelige følger af det såkaldte søskendeforhold mellem Grønland og Danmark.
En række bøger udfolder de personlige fortællinger fra Grønland - med i bagagen bærer de en dybere kritik af samfundet og de langvarige konsekvenser af koloniseringen.
Nye stemmer i grønlandsk litteratur
I nyere tid har en række grønlandske forfattere skabt international opmærksomhed om grønlandsk litteratur.
I 2021 skrev Niviaq Korneliussen historie, da hun vandt Nordisk Råds litteraturpris som den første grønlandske forfatter nogensinde. Hun modtog den prestigefyldte pris for sin barske roman Blomsterdalen. Hendes takketale var et opråb til de grønlandske politikere om at blive bedre til at tage hånd om den selvmordsepidemi, der præger Grønland.
En anden forfatter, der har gjort sig bemærket, er Jessie Kleemann, der både arbejder med poesi, billed- og performancekunst. I sin seneste udgivelse Arkhticós dolorôs sætter Kleemann tunge temaer som klimakrisen, den høje selvmordsrate og den fornyet geopolitiske interesse på dagsordenen, når hun peger på den arktiske lidelse i Grønland.
Grønlands litteratur i den danske bevidsthed
Danske forfattere spiller også en rolle i at bringe Grønlands fortællinger til verden. Kim Leine har med sin storslåede romantrilogi om Grønland skabt et dybdegående billede af landets historie og nutid.
Iben Mondrup skriver i Tabita og Vittu om de tragiske konsekvenser af den lette adgang for danskere til at adoptere grønlandske børn for 50 år siden.
I Andre hunde italesætter debutantvinder Rasmus Theisen, hvordan narrativet om kolonialitet lever i bedste velgående blandt danskere bosiddende i Grønland.
Anne Kirstine Hermann vandt sidste år prisen Årets Historiske Bog for Imperiets børn. Hermann afdækker en mørk side af dansk kolonihistorie i sin overbevisende analyse af den såkaldte modernisering og danisering af Grønland.
I denne video kan du høre mere om den litteratur, der handler om Grønland og giver stemme til dem, det handler om, grønlænderne.
Gennem de grønlanske fortællinger får vi et indblik i et land, der både er en del af vores fælles nordiske historie, men som også har sin helt egen, unikke fortælling at dele.
Kommentarer