Jeg er også en af de 'Andre hunde'

Af Hanne Bjerre Lassen, MA of Sustainable Heritage Management og ansat i Det Grønlandske Hus i Aarhus
 

I romanen ’Andre hunde’ italesætter Rasmus Theisen, hvordan narrativet om kolonialitet lever i bedste velgående blandt danskere bosiddende i Grønland.
 

Meget tyder på, at det ikke kun er i Danmark, at koloniherretankegodset stadig lever. I romanen Andre Hunde går hovedpersonen fra at være en uvidende og ”flyfrisk” dansker til at få indblik i de dynamikker, der er på spil i det såkaldte ”post”-koloniale Grønland. Det kan sammenholdes med mine oplevelser, som ”den unge, nyuddannede, danske akademiker” på en overvejende grønlandsk arbejdsplads i Danmark.
 

"We’re open for business, not for sale”
I august 2019 foreslog USA's præsident Donald J. Trump at købe Grønland af Danmark. Dette forslag blev mødt med mange reaktioner. Danmarks statsminister Mette Frederiksen kaldte det "absurd" og det grønlandske udenrigsministerium under Naalakkersuisut (Den grønlandske regering) skrev på twitter, "We’re open for business, not for sale”. Spørgsmålet om ejerskabet af Grønland satte gang i debatter om fremtiden for den uhåndgribelige konstruktion, vi kalder rigsfællesskabet. Debatten var præget af en opfattelse af hele ideen om at sælge et land som latterlig. Det faktum, at der er en præcedens for denne form for transaktion, blev i vid udstrækning ignoreret. I 1917 købte USA tre øer af Danmark i Dansk Vestindien for 25 millioner dollars. Vinklen af ideen om at sælge Grønland som absurd - uden at se på kolonihistorien - vidner om et fortsat narrativ om kolonialitet i det danske samfund.

Den anden dag spurgte en journalist mig: ”Hvorfor har Theisen skrevet den bog? Er der virkelig en historie der? – for os grønlændere er der absolut intet nyt under solen i den.” For mig er det måske den mest vedkommende og oplysende roman, jeg har læst i år. Det er ikke fordi, jeg er overrasket over nepotismen, hierarkiet, racismen og kolonialismen, som Theisen beskriver, men fordi jeg genkender mig selv som ”danskeren”, som hovedpersonen kaldes af sin kammerat, en dum ”lille rypekylling, der ikke har lært at flyve endnu”. Da hovedpersonen kommer til Grønland, begår han en masse fejl. Han smiler og nikker som hilsen i stedet for at løfte øjenbrynene, han antager, at alle grønlændere taler dansk, han taler for længe og gestikulerer for meget. Allerede meget tidligt får han at vide:

”Jeg har mødt dig heroppe før. Mange gange. Altid kommer der en eller anden ung idiot og smiler. I ender altid med at flygte, når tingene spidser til… Ellers ender I med at blive kronisk depressive med en masse møgunger rendende om benene.”
 

”Du har 300 års historie imod dig”
Jeg har fået præcis den samme besked – dog i lidt mere diplomatiske vendinger – men budskabet var ikke til at misforstå: ”Du har 300 års historie imod dig, Hanne”. Hvad gør man så, når man bliver opmærksom på, at man i historien om Grønland og Danmark står på den forkerte side? Theisens hovedperson gennemgår en transformation fra ”rypekylling” til ”assimileret grønlænder”, hvor han distancerer sig fra sin danskhed blandt andet ved at forsøge at tale grønlandsk med sin arbejdsmakker Julius på trods af chefens misbilligelse og ved at lade gruppen af danske guides, som tjener penge på rige turister fra det globale nord, vide, at han overhører og fordømmer måden de udnytter Grønland for deres egen vinding: ”De skulle fanme ikke komme her.” Den proces er svært genkendelig, for jeg tager også mig selv i dagligt at sige ”ajunngilaq” (uden ellers at kunne tale grønlandsk), at gå med broderede perleøreringe (som jeg ikke selv har lavet) og drikke the af grønlandske urter (selvom jeg mest synes, det smager af kamillethe, hvilket jeg egentlig ikke bryder mig om). Jeg gør alle de ting, fordi jeg gerne vil være en af ”de gode danskere” – ikke en af de danskere, der ikke ”fatter en skid af, hvad der foregår, for dem er Grønland en forlystelsespark, der er lidt dyr i drift” . Men både Theisens hovedperson og jeg har som bekendt 300 års kolonioverherredømme imod os, og hovedpersonen falder, fordi han ikke formår at tage historien på sig. I sin forhippelse på at hyle som de ulve, han er iblandt, mister han erkendelsen af, at når det kommer til stykket, er han reelt en af de andre hunde.
 

Tiden har ikke udvisket forskellene mellem grønlændere og danskere
I mit arbejde beskæftiger jeg mig meget med definitionen af ”en grønlænder” og ”en dansker” – for hvornår er man egentlig hvad? Kan man være begge dele? Kan man stoppe med at være det ene alt efter behag? Efter behov? Hvorfor er det overhovedet vigtigt? Det er over 300 år siden, at Hans Egede kom til Grønland, og det er over 1000 år siden, Nordboerne kom til Grønland. Theisens roman peger på, at tiden ikke har udvisket forskellene mellem grønlændere og danskere, og det gør min hverdagsempiri fra Det Grønlandske Hus også. Det er f.eks. de små nuancer i den nonverbale kommunikation og opfattelsen af tid, der er forskellig og som ofte medfører, at vi griner lidt af hinanden (læs: mine kollegaer griner af rypekylling-Hanne), men det er også nogle større strukturelle og historiske mekanismer, der gør, at vi oplever verden omkring os forskelligt.
 

Den problematiske kolonialistiske diskurs
I kølvandet på Trumps købstilbud blev en af de store overskrifter i den offentlige samtale ”Skal vi sælge Grønland til USA?”. Uden at adressere den dybt problematiske, imperialistiske, koloniale, kapitalistiske, magtudøvende, undertrykkende (jeg kan godt finde på flere adjektiver!) diskurs, spørgsmålet er et udtryk for, så lad mig kort fortælle, hvilke følelser den samtale vakte blandt mine kollegaer i Det Grønlandske Hus. Det affødte en frustration og en smerte, der sad udenpå tøjet. På det tidspunkt havde jeg været i praktik i to måneder, og jeg følte, at jeg begyndte at forstå de usagte regler og normer i huset, og jeg var langsomt ved at finde ud af, hvordan jeg skulle navigere i min position som en hvid, akademisk outsider. Men denne meget følelsesladede reaktion fra mine kollegaer gjorde mig ekstremt opmærksom på, at uanset hvor meget velvilje, indsigt og viden, jeg har, så kommer jeg aldrig til at føle på grønlandsk.

Misrepræsentation, udeladelse, magtesløshed og undertrykkelse løber ikke i mit blod, og min erkendelse af det faktum gør, at jeg kan rent faktisk lytter uden at blive lammet af skam. Engang imellem skal man, når man tilhører den magthavende del af narrativet have kastet en gryde med kogende vand imod sig i minus 20 graders frost. Man skal have chokket, mærke angsten, vreden, rædslen og vantroen, når man konfronteres med sin egen magtposition den koloniale relation mellem Grønland og Danmark, og så skal man reagere anderledes end de to guides gør i Theisens roman, da det pulveriserede vand falder ned over dem som en dyne af sne. Lige dér midt i chokket, angsten, vreden, rædslen og vantroen skal vi lytte i stedet for at handle og give slip på alt det, vi tror, vi ved.
 

Theisens hovedperson tror, han kan blive grønlænder, men det kan han ikke …
… og det skal han heller ikke, er min pointe. Hvis fællesskabet mellem Grønland og Danmark skal have en chance i fremtiden, så kræver det en anerkendelse og værdsættelse af, at vi er forskellige. Med det skal følge respekt, anerkendelse og ligeværdighed. ’Andre hunde’ viser på fornemste vis, at der er lang vej i mål, men peger samtidigt konkret på "andethed", racisme og kapitalisering som led i fastholdelsen af koloniale magtstrukturer. For en rypekylling som mig kan det virke komplet uoverskueligt og meningsløst at kaste sig ind i kampen for et værdifuldt fællesskab mellem Grønland og Danmark, men berøringsangst spreder sig, som den sygdom hundene i Theisens roman dør af, og rypekylling eller ej, så er det mig, den danske akademiker, der kan ændre narrativet ved at afgive magten og række mikrofonen til dem, der bidrager med et andet perspektiv. Den opfordring er hermed givet videre. Qujanaq, ordet er frit.